trolderier

“Lugten af grøn sæbe, det friske, saftfyldte træs knitren i fedtstensovnen og isskorpen på urinen var således et rensende bad for sjælen, en sublim påmindelse om, hvor meget han havde Gud at takke for.”

Ikke at ville se af Jan Guillou (Det Store Århundrede #4), Org. Att inte vilja se, udgivet 2014 på Modtryk, 352 sider, lånt på biblioteket

Den fjerde bog i serien om Det Store Århundrede handler om årene under 2. Verdenskrig. De tre brødre bor i det neutrale Sverige med deres familier, men de har stadig familierelationer og interesser i Tyskland. Som krigen truer med at splitte Europa, truer den også med at splitte familien Lauritzen. Lauritz’ ældste søn, Harald, er Haupsturmführer i SS og udstationeret i Norge (brødrenes hjemland) og døtrene er engageret i modstanden mod tyskerne.

Lauritz har svært ved at indse krigens farer og de splittelser, det kan medføre i familien. Han ville ikke altid se realiteterne i øjnene, men gør som strudsen, og stikker hovedet i busken. Hans kone og døtre driller ham kærligt med at være en struds, men som virkeligheden presser sig uundgåeligt på bliver strudsen tvunget til at titte frem fra busken.

Jeg var skuffet over Mellem rødt og sort, den forrige bog i serien. Heldigvis synes jeg, Guillou har fundet den rigtige tone frem igen i denne bog, og jeg læste den på nogle få dage. Slutningen er dog en anelse kryptisk, jeg er ikke sikker på, jeg helt forstår, hvad der sker (eller vil forstå?!) – og jeg venter derfor med spænding på den næste bog i denne 10-bindsserie om Det Store Århundrede.