Mio min Mio af Astrid Lindgren, udgivet første gang i 1954 i Sverige, denne udgave Gyldendal Lyd, indtalt af Jens Jacob Tychsen, 3 t. 36 min.
Bo Vilhelm Olsen er forsvundet, men er der mon nogen der har lagt mærke til det? Selv tvivler Bo Vilhelm Olsen på det, han ville dog ønske, han kunne fortælle sin bedste ven, hvor han nu er. Han er nemlig kommet hjem, hjem til sin far kongen i Landet i det Fjerne, har fået en ny ven og en smuk hvid hest. Alt er imidlertid ikke ligeså idyllisk som den smukke Rosenhave hos kongen, for den onde Ridder Kato hersker i sin mørke borg i nabolandet og kidnapper børn fra Landet i det Fjerne. Mio (som Bo Vilhelm Olsen rigtigt hedder) og hans ven Jum-Jum drager på en farefuld fær for at kæmpe mod Ridder Kato.
Jeg husker denne historie som eventyrlig og dejlig, et rigtig godt barndomsminde – jeg har selv læst historien et utal af gange, og formentlig også fået den læst højt. Så jeg glædede mig til at genopleve noget af barndommens magi. Desværre var det ikke så magisk som forventet – jeg tror, jeg kunne have set igennem fingre med gentagelserne, hvis jeg havde læst bogen, det er jo et eventyr – og så er der noget med gentagelser, så ok. MEN den oplæser der – han var simpelthen så irriterende. Hans forsøg på at lave stemmer var forstyrende for historien – og gudsjammerligt irriterende at høre på. Sikke en skam!
trolderier 
Åh, hvor irriterende med sådan en dårlig højtlæsningsoplevelse. Historien er – så vidt jeg husker – jo et mesterværk.
Ja, det er virkelig en skam – og jeg er sikker på, jeg ville have haft en helt anden oplevelse, hvis oplæseren havde været god. Jeg mistede lysten til at lytte til de andre Lindgren børnebøger på Mofibo lige efter, men nu har jeg tjekket, at det er en anden oplæser (Ellen Hillingsøe), så jeg tror godt, jeg tør kaste mig over Brødene Løvehjerte og Ronja Røverdatter.