Færdig med Eddy Bellegueule af Édouard Louis ( org. “En finir avec Eddy Bellegueule”), udgivet første gang i 2014, denne udgave 2015 på Rosinante, lånt på biblioteket, 220 sider
Det er ikke let at være født med løse håndled, en høj, tøset stemme og værst af alt, rent faktisk at være homoseksuel, når man er født ind i et ekstremt maskulint miljø, hvor mænd er mænd, hvor man slås for sin dame og homoseksualitet i den grad er et tabu.
Eddys familie er fattig, der er tale om et virkeligt underklassemiljø, hvor ambitionerne rækker til at tørre røv på de gamle og arbejde på fabrik, blive gift tidligt og få børn, drikke, se tv og slås. Skolen er ikke vigtig, der bliver kun spurgt til lektierne “fordi det gør man” – svaret er uden betydning.
Titlen lovede en frigørelse fra dette miljø, hvor den spinkle og feminine Eddy slet ikke passer ind, og det lever den ikke helt op til. Der anes klart en frigørelse i slutningen af bogen – men det er kun starten på en process, det allerførste skridt på vejen. Bogen handler mere om hvordan det er at være Eddy Bellegueule; der bliver mobbet, tæsket, udsat for diverse ydmygelser og som forsøger tale med en dybere stemme og være interesseret i piger, for at passe ind. Det er bestemt også interessant, men jeg synes ikke bogen lever op til det titlen lover, og jeg håber meget, der kommer en fortsættelse – for der løftes en flig af sløret hen mod slutningen og jeg vil vide hvordan Eddy får krænget sig fri og bliver til Édouard Louis.
Skriv et svar