Som stjernerne står af Cora Carmack (Losing it #1), hørt som lydbog på Mofibo, oplæst af Randi Winther, 7t 56min, 299 trykte sider, 3/5 stjerner
Det er den første bog, så vidt jeg ved, jeg læser i NA-genren. Altså new adult – hvor personerne er lidt ældre end i YA bøgerne, typisk i start 20’erne.
Bogen handler om Bliss, der er igang med sidste år på college og stadig jomfru. Hendes pågående veninde beslutter sig for at gøre en ihærdig indsats for at få lavet om på dét. Hun slæber Bliss med på bar og det ender faktisk også med, at Bliss får en fyr med hjem i seng. Det ender pinligt og endnu værre bliver det, da han dagen efter viser sig at være hendes nye underviser.
Oh yes, så er grundlaget lagt for en masse pinligheder, en masse romantik og hede drømme.
Bogen fungerer udemærket som en sød og lettilgængelig lydbog. Det er ikke dyb litteratur, men fin underholdning indenfor genren.
De 7t og 56min inkluderede også en smagsprøve på Som sendt fra himlen (Losing it #2), som jeg helt sikkert skal have fingrene i (jeg håber, den kommer hurtigt som lydbog på Mofibo – den ville gøre sig ganske glimrende som sommerlydbog!) – og hvor nogle af personerne fra Som stjernerne står går igen. Lidt ala Anna og det franske kys (her og her).
Hvad har I planlagt af søde sommerbøger?
Skriv et svar