Det er vel egentlig ved at være på tide med en status for juli. Juli betød ferie og mindre læsetid, men jeg fik faktisk læst 6 bøger, hvoraf de 2 er e-bøger.
1.
Månedens første bog var til læseklubben, The View From Castle Rock af Alice Munro. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at stifte bekendtskab med Munro, men blev faktisk en kende skuffet. Det var for rodet og det forvirrede mig så meget, at det helt gik ud over resten. 2,5/5 stjerner.
2.
Den anden bog i juli var den længe ventede The Raven King af Maggie Stiefvater. Det var som at se gode, gamle venner igen, da jeg begyndte på de sidste sider om Blue og hendes drenge. Det var bittersødt at sige farvel til dem. Heldigvis bekendtgjorde Stiefvater efterfølgende, at hun har planer om en helt ny trilogi ud fra Ronans synsvinkel. Den kan jeg jo ikke lade være med at læse, når den på et tidspunkt udkommer. 5/5 stjerner.
3.
Den miderste bog i Det Gyldne Kompas, i den fine readalong #KæreWonders, fik jeg også læst i juli, nemlig Skyggernes Kniv af Philip Pullmann. Det er altså en virkelig fin serie, og jeg er så glad for, jeg endelig er begyndt på den. 4/5 stjerner.
4.
One af Sarah Crossan var månedens fjerde bog og igen en virkelig fin en af slagsen. Så fint skrevet og meget rørende. 4/5 stjerner.
5.
Jeg fik også læst den anden bog i Losing It-serien, Som sendt fra himlen af Cora Carmack (e-bog). Skøn, let og fluffy NA – og Carmack kan lige præcis samme vidunderlige trick som Stephanie Perkins, nemlig skrive så man selv mærker forelskelsen krybe ind i kroppen. Jeg er vild med det. 4/5 stjerner.
6.
Forbandede kærlighed af Colleen Hoover fik tårerne til at strømme ned af kinderne på mig. Selvfølgelig kan jeg se dens fejl og mangler, men den er sød og rørende – og det meste kan tilgives, når det er muligt at fremkalde sådan en reaktion!
Skriv et svar