Jeg har læst 6 bøger i september – og så har jeg set SKAM. Jeg slugte de to første sæsoner af Skam, der ligger frittilgængeligt på NRK1 lige her. (Psst – sæson 3 er lige startet!).
Og når vi lige snakker om SKAM…
Hvis man elsker YA-bøger, hvis man har gået i gymnasiet – ja, hvis man har været ung (eller hvis man ER ung), så se Skam. Jeg tudbrølede mig gennem 2 sæson. Det er så autentisk og realistisk lavet. Uden så meget pis. Både historien, men også stemningsmusikken er lige i øjet og er med til at gøre det ægte. Følelserne; forelskelsen og fortvivlelsen, krøb hele vejen ind i mit inderste og jeg mærkede det alt sammen.
Mit hoved flød over med norske ord og vendinger i september – det er jævlig dritt! 😉
Nå, men det var jo egentlig bøgerne, det (også) skulle handle om. 6 stk. heraf 1 lydbog og 1 e-bog.
1.
Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan 5/5 stjerner.
Læs den her bog – seriøst, læs den. Den er forrygende og fucker så meget med din hjerne. De Vigan skriver ganske enkelt formidabelt!
2.
Dengang i Lemvig af Elisabeth Møller Jensen 2,5/5 stjerner.
Det blev også til en biografi i september. Desværre blev den aldrig rigtig vedkommende for mig – jeg nød mest billederne.
3.
Halvvild af Sally Green 2,5/5 stjerner.
Månedens lydbog var 2. del i Half Bad-trilogien. Jo, den var bedre end 1’eren, men stadig ikke mind blowing eller noget. Jeg har dog hørt så meget godt om serien og fornemmer det hele gemmer sig i 3’eren, så den skal jeg klart læse (eller høre, hvis den ellers kommer som lydbog snart) på et tidspunkt.
4.
Lady Susan af Jane Austen 3/5 stjerner.
September måneds (e-)bog til læseklubben var Lady Susan, og vi så Love and Friendship i biffen, inden vi talte om bogen (og filmen, selvfølgelig). Den var egentlig fin nok, selvom Lady Susan jo på ingen måde er et behageligt bekendtskab.
5.
The Secret Garden af Frances Hodgson Burnett 5/5 stjerner.
Det var egentlig meningen, at det skulle være en fælleslæsning #thesecretseptember – men jeg tror aldrig, jeg fik selskab? Under alle omstændigheder var det i hvert fald motivation nok for mig til endelig at få læst bogen. Filmen har jeg set maaaange gange, og bogen er jo bare så elskelig og fin. Det var ren nydelse at læse i min fine Puffin-udgave.
6.
Det litterære apotek af Nina George 3,5/5 stjerner.
Bøger om bøger, kærlighed til litteraturen – det er svært for en bogelsker at stå for. Det var også min primære grund til at holde af Det litterære apotek, for kærligheds- og sorghistorien, der pakkede fortællingen ind, kunne ikke bære sig selv. Men hele idéen om bogmedicinering og et flydende bogligt apotek – det kan man ikke andet end nyde!
—
Har I læst noget fantastisk i september? Og lad os lige snakke lidt mere om SKAM i kommentarfeltet – Noora & William ❤ Der er kommet 1. afsnit af sæson 3 indtil videre, og jeg håber, vi lige skal igang igen… og at den så får lige så megen nerve og følelse som (især) sæson 2.
Bonus:
Der ligger i øvrigt en mega fed playliste på Youtube, hvis man søger på SKAM, så vidt jeg kan se, er det primært musikken fra 2. sæson.
Er også helt vild med SKAM! Er dog en af de få der foretrak 1. Sæson. Synes, at Evas ensomhed var så fint skildret. 2. Sæson var lidt for meget sæbeopera til min smag – men er stadig hooked! Og har også haft nogle dage, hvor jeg tænkte på norsk 😀
Det har du helt ret i, det er en finskildring. Jeg tudbrølede bare i 2. sæson – så den fik mig virkelig. Jeg er spændt på om, det samme kan mestres i 3. sæson. Jeg er ikke helt hooked på hovedpersonen endnu – jeg håber virkelig, det kommer!
Jeg er midtvejs i SKAM – indtil videre ganske hyggeligt (og sjovt lige så snart pigegruppen er samlet). Er spændt på at se, hvordan den udvikler sig!
Mvh.
Den lille Bogblog
Præcis – pigegruppen er skæg! Til dels også derfor jeg er spændt på sæson tre, hvor en af drengene er hovedperson 😬😉
Spændende bøger, jeg skal altså også have læst Lady Susan! Og have set SKAM 😀
Gør klar til altopslugende tv-marathon! 😍