trolderier

Om foråret af Karl Ove Knausgård (Årstiderne #3), udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2016, modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, 160 sider, 4,5/5 stjerner

“…selvbedraget er det mest menneskelige af alt. Selvbedraget er ikke en løgn, det er en overlevelsesmekanisme.”

Tredje bog i Knausgårds encyklopædi om årstiderne adskiller sig fra de forrige to, som begge var kendetegnet ved små filosofiske tanker om frøer, asfalt, gummistøvler og ligende. Som begge havde indledende breve til det ufødte barn, som fødes i 2’eren (Om vinteren). Nu hvor der ikke længere er et ufødt barn, og hvor fødslen er overstået – så er der – dadaaaa – et barn. Knausgård skriver direkte til sin tre måneder gamle datter i Om foråret. Han beskriver eksempelvis en dag i hendes aller første forår. Det lyder smukt, men selv en detalje som en klump slim som Knausgård spytter ud kommer med. Kontrasterne mellem det virkelig fine, og det helt igennem ucharmerende. Det er rammende. Man kommer helt ned i tempo, dvæler ved hverdagens små ting. Finder skønhed i det.

Det var en helt anden oplevelse end forventet. Selvom det er hverdagsagtigt, selvom det på sin vis er små ligegyldige betragtninger om en hverdag, som kun er interessant for det lille barn (og måske de ældre søskende) senere i livet – så er det bare ikke ligegyldigt, det er interessant og meget Knausgårdsk. Meget ærligt og tæt på. Virkelig tæt på. Beskrivelser af hvide hæklede gardiner flettes sammen med morgenurin og afføring. Ingen detaljer udelades.

“…eftersom henvendelsen altid var mere personlig i værket end i virkeligheden og kom meget tættere på der end den nogensinde ville kunne komme ved et møde.”

Hvorfor denne udpensling er nødvendig i en beskrivelse til datteren er interessant. Jeg forestiller mig, at det er for at gøre sig selv fuldstændig og helt menneskelig. Det betyder formentlig også noget, at han, som far for fjerde gang, er 46 år. Datteren er 3 mdr. Så det er en form for dokumentation, der skyldes aldersforskellen. Knausgård skriver selv:

“Jeg ved ikke helt hvorfor jeg gjorde det, men jeg tror tanken var at børnene ville være ret store når du kom, ti, otte og seks år, og at de allerede var sammentømret og allerede havde en historie, som jeg ikke ville have at du bare skulle være en hale til, hvis du forstår hvad jeg mener? Jeg vidste jo at du ikke ville kunne læse det jeg skrev om os før du var i hvert fald seksten, så det var jo mest for min egen skyld at jeg gjorde det, som en måde at forberede mig på, måske, en måde at se det der skete her, på, med dine øjne. En måde at gøre plads til dig på.”

Som altid er bogen illustreret. Jeg er vild med det – bogen er så lækkert udført.

“Min mor sagde af og til at jeg var aggressionshæmmet, men det havde jeg tænkt at hun sagde fordi hun selv var det, for sådan er det jo, det vi har lettest ved at identificere hos andre, er det som kendetegner os selv.”

—

Om efteråret

Om vinteren