trolderier

Hvilken magt kunne nu forhindre naturens frugtbarhed; dens ufornuft? Mrs. McNabs drøm om en dame, et barn, en tallerken mælkesuppe? Den havde flakket over væggene som en solplet og var forsvundet.

To the Lighthouse af Virginia Woolf, på dansk Til Fyret, udgivet første gang i 1927, læst delvist som fysisk bog og som e-bog på Bookmate, 198 trykte sider, min bogreol, 4/5 stjerner

Jeg forsøgte på et tidspunkt at læse To the Lighthouse, men kom aldrig særlig langt. Derfor allierede jeg mig fornyligt med en af pigerne fra min læseklub, og så buddy-læste vi To the Lighthouse. Det er rigtig godt med sådan en aftale, så giver man ikke fortabt lige med det samme, men kæmper lidt mere – og risikoen for at bogen bliver lagt til side til fordel for en anden er også væsentlig reduceret.

Alligevel var det lidt en kamp, min koncentration svigtede mig – indtil jeg skiftede til den danske e-bogsversion efter ca. 40 sider. Det hjalp gevaldigt med fokus, omend det ikke just er en pagetuner.

Det er ikke plottet der driver værket, men den er fyldt med smukke beskrivelser, eksempelvis af børneflokken. Der er ligeledes stakkevis af indre monologer. Teksten hopper meget fra person til person og de relativt ens tankerækker, der tager over fra hinanden kan være lidt svære at skille ad (her hjalp det også gevaldigt at skifte til den danske version, fordi min koncentration ikke så nemt blev distraheret).

På trods af skiftet til dansk var der fortsat “vanskelige” ord, eller i hvert fald usædvanlige, fx “brøstfældigt”. Men sproget er ikke desto mindre meget smukt, der er nogle fine, fine observationer, der fanger stemningerne helt perfekt.

Hvis fjeren var faldet, hvis den havde vippet vægtskålen ned, ville hele huset være styrtet i dybet for at ligge dér på glemselens rand.

Hvor bogens første del foregår en eftermiddag op til en middag (og beskriver alle beboerne, der er centreret om familien Ramsay), er anden del en beskrivelse af huset år efter. Beskrivelsen af det tomme hus – fraværet af menneskerne, er stærkt og rammer en sørgelig og dyb tone, der gik lige i hjertet på mig. Her er kun minderne tilbage, og blomsterne, som ingen øjne har – men som ikke skal gå til spilde blot fordi ingen længere bor i huset.

I tredje del har huset igen fået liv – og den kontrast, der er mellem huset som beboet/ikke-beboet – og afskilt af en krig – er virkelig smukt beskrevet. Woolf rammer en tomhed, som er ladet med følelser og kompleksitet.

Der er noget med alle de smækkende døre. Døre der bliver åbnet, døre der står åbne, døre der bliver lukket, døre der er lukket. Det er en rød tråd gennem fortællingen, et symbol, der igen og igen flettes ind.

Woolfs sprog er i det hele taget fyldt af indskudte sætninger og parenteser – og meget beskrivende, men hvis man sætter pris på den slags, så er det altså også en lille perle.

Note: Konceptet med at læse en bog sammen med andre er meget motiverende, og langt sjovere end at sidde alene og kæmpe med en svær bog. Det er oplagt til en klassiker, man ellers lige skal tage tilløb til.

Læser I bøger sammen med andre?