trolderier

/Reklame – anmeldereksemplar fra forlaget/

Gud bedste børn af Morten Pape, udgivet af Politikens Forlag i 2018, 435 sider, læst med læseklubben, 3,5/5 stjerner

Det er svært ikke at have høje forventninger, når man allerede har læst Planen af Pape. Den er forrygende!

Guds bedste børn er skrevet i samme næsten filmiske sprog – Papes baggrund fornægter sig ikke – og er yderst velformuleret. Inspireret af sagen om det dræbte avisbud fremstiller Pape igen en barsk side af Danmark. Det er yderst troværdigt med citater fra retssagen og udskrifter fra Socialforvaltningens noter – som dog er fiktive, anfører Pape afslutningsvis.

Fortællersynsvinklerne skifter mellem Jamil, som var ven til den afdøde Zeki, og de to fætre Mickey og Simon, der slog ham ihjel. Skiftene fungerer fint og er med til at give historien flow og indsigt.

Men der er altså også nogle ting, som ikke helt fungerer og som, når man piller dem lidt fra hinanden, som man unægteligt kommer til i en læseklubsdiskussion, så halter lidt. Der er flere små udløber af historien, hvor man tænker – hvorfor er det relevant? Det giver ikke noget til den samlede historie og virker derfor overflødigt og unødvendigt. Eksempelvis virker episoden i vuggenstuen mellem pædagogen og Simon helt urealistisk – og igen, hvor er relevansen?

Det irriterer mig også lidt med den måde Pape har gjort Jamil til den i første omgang perfekt integrerede, kloge dreng og så lader ham gå ned med flaget, gro skæg og blive religiøs. No need i min optik. Derudover er det heller ikke specielt realistisk, at Simon, da hans forældre dør, kommer til at bo hos mosteren, som tydeligvis ikke selv har styr på sit liv og sin familie – der er langt strengere krav til plejefamilier og/eller adoption.

Samlet set er det dog en læseværdig bog, som er med til at give et barskt, voldeligt og temmeligt skræmmende indblik i samfundsklasser, der har det rigtig svært.