Tilly and the Bookwanderers af Anna James (Pages & Co. #1), udgivet af forlaget HaperCollins Children’s Books i 2018, min bogreol, 386 sider, 5/5 stjerner
Bøger om bøger er jo noget der kan gøre enhver bogelsker glad. Og bøger som man bogstaveligt talt bliver helt opslugt af – det er lidt af en drøm. Ikke desto mindre åbenbarer der sig helt nye – og velkendte – verdner for Tilly, da hun opdager, hun kan forsvinde ind i sine yndlingsbøger. Sammen med Tilly møder vi Alice og Anne, er med til teselskab, crocket og i skole med en drillesyg Gilbert.
Pages og Co. serien om Tilly er noget af det hyggeligste jeg længe har læst. Tillys bedsteforældre ejer boghandlen Pages og Co. (som jeg ville elske at besøge!), hvor Tilly også bor, fordi hendes mor forsvandt, da hun var en lille pige. Tanken om at forsvinde ind i bøger, møde sine yndlingskarakterer og tale med dem – det må næsten være de fleste bogormes drøm. Men selvfølgelig viser det sig, at det ikke er helt ufarligt at besøge andre (bog)verdner.
Bogen er utrolig fin på alle måder – uden på, inden i, gemt under dustcoveret og mellem ordene. Jeg har fluks forudbestilt den næste bog i serien og venter utålmodigt på, den skal dukke op i min postkasse. I mellemtiden kunne jeg så måske få læst A little Princess, som der er så utroligt mange referencer til i Tilly and the Bookwanderes. Det er nu så hyggeligt at få boganbefalinger i bøger.
—
Hvilke bøger har I læst, som er blevet anbefalet eller omtalt i en anden bog?
Skriv et svar