/Reklame – modtaget som anmeldereksemplar/
Saga på eventyr – Balladebanan, fine sko og en møgirriterende superhelt af Josefine Sundström og Emma Göthner (#3), udgivet af forlaget Carlsen i 2019, højtlæsning, 91 sider, 5/5 stjerner
Saga på eventyr indeholder fem illustrerede historier om Saga Louise Larsen fra hyggehusene på Solsikkevej. Der bor hun med sin mor og far, og søde naboer – bl.a. bedstevennen Samir.
Balladebanan, fine sko og en møgirriterende superhelt er den tredje bog i række af Saga-bøger. Jeg vil anbefale, at man læser dem fra en ende af. De kan sagtens læses i vilkårlig rækkefølge – men det ville være en skam ikke at lære Saga og hendes familie og venner rigtig godt at kende.
Jeg har læst bogen med min datter på 6 år, som også nyder historierne. Denne gang måtte Saga sige farvel til børnehaven, og min skolepige og jeg glæder os til forhåbentligt at høre mere om Sagas skoleliv.
Saga-bøgerne er gode til godnatlæsning, hvor man kan snuppe et kapitel, som en fin lille afsluttet historie, hvis man ellers kan stoppe der. Endvidere egner bøgerne sig godt som “begynder”-kapitelbøger, som en overgang fra billedbøger til bøger med lidt mere tekst, idet Saga-bøgerne har fine afsluttede kapitler og er rigt illustrerede. Og hvilke illustrationer – Emma Gröthers streg er meget tiltalende og så skøn.
Skriv et svar