trolderier

/Reklame – sponsoreret af Bog & Idé/

Emma af Jane Austen, denne udgave udgivet 2019 af forlaget Lindhardt og Ringhof, 483 sider, 4/5 stjerner

Emma overraskede mig positivt. Jeg havde bestemt en forventning om, at jeg ville synes om den – som med de andre Austen-bøger, jeg har læst, men den er altså virkelig fin. Jeg nød at læse den.

“Og hun gik videre og morede sig ved tanken om de fadæser, som ofte opstår, når folk ikke kender de fulde omstændigheder, og om de fejltagelser, som folk, der nærer høje tanker om deres dømmekraft, altid begår, men ikke særlig tilfreds med, at hendes svoger forestillede sig, at hun var blind og uvidende og trængte til råd.”

Austens humor er lun og ironisk, men på en fin og ikke fordømmende måde, som jeg godt kan li’ – ovenstående citat er ret spot on, hvis man kender historien om Emma.

Jeg havde fået læst begyndelsen af Emma Woodhouses forsøg på at lege Kirsten Giftekniv og hendes omgang med omgangskredsen omkring Hartfield, da jeg var inviteret i biografen af UIP for at se den nye filmatisering af Austens klassiker. Det viste sig at være en god fordeling af bog vs film, at jeg lige havde fået frisket personerne op – men stadig havde det meste af handlingen tilgode – og så kunne læse bogen efterfølgende og drage sammenligninger til filmens fortolkning.

Film er virkelig smuk. Der er kælet for detaljerne i tøjet og omgivelserne. Det er en æstetisk lille perle. Derudover er den i store træk meget tro mod bogen – hvilket jeg altid synes er et plus – men havde gjort visse tilpasninger af handlingen som passede sig til det store lærred. Imodsætning til Emma-filmatiseringen fra 1996, så er skuespillerne castet langt bedre aldersmæssigt i den nye version, stort set hele vejen rundt. Mr. Knightley er måske lidt til den unge side og Jane Fairfax er måske lidt gammel ifht. at skulle ligne en jævnaldrende med Emma. Men over all. Filmatiseringen har fået en smule på tæven over, at Emma virker mere beregnende, men jeg fortolker det på den måde, at filmen ikke, som bogen, kan få fremstillet den indre dialog og det derfor kan synes sådan. Der er i stedet brugt andre virkemidler og kneb til at få hende til at fremstå angrende og sympatisk.

Og så var det i øvrigt svært ikke at trække ufrivilligt på smilebåndet et par gange undervejs, når man har Netflix-serien Sex Education i frisk erindring, da to af skuespillerne er gengangere.

Film såvel som bog kan varmt anbefales her til påskeferien – og fortvivl ej over biografernes nedlukning, filmen kan lejes og ses hjemme i stuen!