Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘1950’erne’

Trolderier

Ægte amerikanske cowboybukser af Jan Guillou (Det Store Århundrede #6), udgivet af Forlaget Modtryk i 2016, modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, 373 sider, 4/5 stjerner

Før BogForum fik jeg også læst det nyeste bind i Jan Guillous Det Store Århundrede-serie. En produktiv herre må man sige, der udgiver en bog om året. Der har været et par af bøgerne i serien, hvor jeg syntes, at der gik lige lovligt meget “politisk-palaver” i den, men jeg synes Guillou er helt back on track her i Ægte amerikanske cowboybukser. Læs mere…

Read Full Post »

“Men engang skød hun og Mellie genvej over en mark, og lige på den anden side lå en lille dal, hvor de nyudsprungne balsampopler lod morgenlyset slippe igennem, og de friske bregner og det nye græs var helt skinnende af det, Om nogle dage ville det være en dal af skygger, men den dag var der kun antydninger af skygge, og lyset blomstrede mælkebøtte gult i alt det grønne. Når man ser noget som det, ligner det ikke noget, man nogen sinde har set tidligere. Hun og Mellie hviskede. Det skulle være deres dal. De ville finde på et hemmeligt navn til den. Kort efter hørte de Doane kalde, og de måtte forlade den, og det føltes som et brudt løfte, da de gjorde det.”

IMG_6091

Lila af Marilynne Robinson (Gilead #3), originalsproget er engelsk, udgivet 2014 på Gyldendal, lånt på biblioteket, 261 sider

Lila er kommet til Gilead, tilfældigt, hun er hjemløs og Gilead er blot endnu en lille by, hun regner med at forlade hurtigt igen. Det er i hvert fald hendes hensigt. Hun finder et skur uden for byen, hvor hun kan bo indtil kulde og frost vil drive hende videre. Alting går dog ikke helt som forventet, for en dag søger hun ly for regnen i kirken og møder den ældre præst, John Ames. De ender med at gifte sig med hinanden, og er på sin vis et umage par. De gør sig dog begge mange tanker om livet, og Lilas liv ændre sig fra et omflakkende, usikkert liv til et liv som præstefrue med en tryk base, i rolige omgivelser i et rigtigt hus. Sideløbende med nutiden i Gilead hører vi om Lilas fortid, hun gør sig mange tanker om sit tidligere liv, sin barndom med kvinden Doll, som har taget hende fra et kummerligt hus, om årene med Doane og hans flok, om horehuse, biografer, kærlighed, usikkerhed og om at blive mor. Om aldrig helt at turde stole på sikkerheden, og om at være stærk nok og have vilje til at klare sig selv. Som i den første bog i serien, Gilead, så er Lila et sprudlende, filosofisk, verdensklogt, tankevækkende værk. En dyb historie forfattet på smukkeste vis. Marilynne Robinson kan virkelig trylle med sproget, det er enkelt, men så smukt og ydmygt. I min optik kunne hun godt have undladt den midterste bog, Hjemme, den er sprogligt, slet ikke på højde med de to andre bøger, den når dem end ikke til sokkeholderen.

En lidt pudsig detalje er, at Hjemme er at finde i 1001 bøger du skal læse før du dør. Fejlcast, det skulle have været Gilead, havde jeg kunnet bestemme.

Snyd ikke dig selv for en smuk læseoplevelse, Marilynne Robinson er et meget interessant bekendtskab. Det er tydeligt at mærke, at hun er et vidende menneske – hendes bøger emmer af livsfilosofi, religiøseovervejelser og menneskelige relationer.

IMG_6092

IMG_6093

Read Full Post »

“Når vi befinder os i en armod så dyb, at vi ikke engang kan føle noget eller har noget mål, er mennesket mere uhyggeligt menneskeligt og sårbart over for venlighed, fordi der er denne fornemmelse af, at tingene burde være anerledes, og så kommer tanken om, hvad man har brug for, og hvori lindringen kunne bestå, og hvordan sjælen kunne beroliges og restitueres. Hjemme. Men sjælen finder sit eget hjem, hvis den da overhovedet har et.”

IMG_5220

Hjemme af Marilynne Robinson (org.titel “Home”), første gang udgivet 2008, denne udgave 2010 på forlaget Gyldendal, lånt på biblioteket, 351 sider (Gilead #2)

1950’ernes USA i den lille by Gilead i Iowa. Glory er flyttet til sit barndomshjem for at tage sig af sin gamle far, der er pensioneret præst. Glory kommer hjem med et knust hjerte, og hjem kommer også “den fortabte søn” Jack, som ikke har været hjemme i 20 år. Jack er faderens øjesten, og den gamle er lykkelig for at have sin søn hjemme igen – men også nervøs for at han forsvinder lige pludseligt igen.

Hjemme foregår samtidigt med Gilead. Hvor Gilead fortælles af den aldrende præst og ven til Glorys far, John Ames, så er Hjemme fortalt udfra Glory Boughtons synsvinkel. I Gilead fornemmer man med stor tydelighed præstens stemme, bogen er utrolig smuk og filosofisk, på en virkelig tilgængelig måde – en perle i mine øjne. Man fornemmer helt klart, at Hjemme er anderledes – præstestemmen er med gode grunde skiftet ud og dermed også sproget og mange af de filosofiske og teologiske betragtninger, der er med til at gøre Gilead til noget særligt. Sådan er det nødt til at være, det gør det troværdigt, men desværre også mindre perlende og smukt. Dette uagtet, så er Hjemme en god bog, og mine forventninger til 3’eren, Lila, er store og jeg håber, sproget igen vil blomstre. Kendetegnende ved både Gilead og Hjemme er det stillestående miljø – byen Gilead, dens beboere. Det er som om tiden står stille og både John Ames og Glory Boughton synes i et vist omfang også at leve i fortiden.

IMG_5221

Read Full Post »

“Der har været mange helte her, og helgener og martyrer, og det vil jeg gerne have, at du skal vide. For det er sandheden, selv om ingen længere husker det. Når man ser byen, er det bare en klynge huse, der ligger ved et par veje, og en lille række murstensbygninger med forretninger og en kornsilo og et vandtårn, hvor der står Gilead, og postkontoret og skolerne og sportspladsen og den gamle jernbanestation, som ser meget forfalden ud nu. Men hvordan har Galilæa mon ikke set ud? Man kan ikke vurdere et sted ud fra dets udseende.”

 IMG_4947

Gilead af Marilynne Robinson (Gilead #1), oversat fra engelsk af Ida Jessen, udgivet 2004, lånt på biblioteket, 222 sider

Gilead har vundet Pulitzerprisen i 2005 – og det kan jeg virkelig godt forstår. Det er en underskøn lille perle af en roman. Bogen foregår i 1950’ernes USA i den lille by Gilead. Den aldrende pastor John Ames påbegynder et brev til sin 7-årige søn, for at få lejlighed til at fortælle om sit liv og familiens rødder. Både Ames’ far og farfar var præster som han selv. På en utrolig fin måde, der vidner om tænksomhed og emmer af livsfilosofi og på en lige ud af landevejen facon, udspiller familiehistorien sig. Den egenrådige og specielle farfar, der deltog i Den Amerikanske Borgerkrig og var indædt modstander af slaveriet, byen Gilead og dens indbygger og særligt familien Boughton, toner frem af Robinsons ord og smukke sprog.

“Der er så meget, det aldrig ville falde os ind at fortælle andre. Og måske er det de ting, der betyder allermest for os, og som også vores eget barn skal kende til for at kende os rigtig godt.”

Da familien Boughtons fortabte søn vender hjem til Gilead, griber det forstyrrende ind i John Ames skriveri og kommer til at optage en stor del af linjepladsen, og ikke mindst, udfordre Ames’ verdensbillede.

Note:
Det her er en af de stille, men utroligt smukke og givende romaner, som man skal unde sig selv at læse. Det er for ordenes og det stilles livs skyld, man skal læse den, ikke for at få stort drama og et vidtfavnende plot. Læs den!

Der findes tre bøger i serien. To’eren har Glory Boughton som fortæller og treeren har Lila Ames, John Ames unge kone, som fortæller. Mere ved jeg faktisk ikke, jeg aner intet om om de er samtidige eller foregår før eller senere end Gilead, men jeg glæder mig usigeligt til at læse dem.

IMG_4948

_________________________________________________________________________________________

Har I læst noget af Marilynne Robinson, eller har I fået lyst til det?

Read Full Post »

Skærmbillede 2015-01-07 kl. 09.09.55

Billedet er lånt fra Hannevibekeholst.dk

Knud, den store af Hanne-Vibeke Holst, læst som e-bog, forlaget Gyldendal, udgivet 2013

Sikke en fantastisk bog at starte ud med i det nye år. Den er simpelthen kuldegysende god, sådan en bog, der kryber helt ind under huden – og bliver der.

Bogen handler om Hanne-Vibeke Holst far, Knud Holst. Det er en bog om at være anderledes, at have et dedikeret mål i livet, om kærlighed, vilje, barndom, familie, venskab, litteratur, alkohol, svigt, utroskab. Knud vokser op i fattigekår hos sin far og mor, der kommer to små brødre til, en overlever ikke. Knud er anderledes og slet ikke en arbejdsmand, som sin far. Han skriver digte, tegner og maler. Han er en følsom dreng. Selvom faderen ikke er meget for det kommer Knud i realen og videre på gymnasiet. Han stifter familie, han skriver, han lever, han går i opløsning. Højt at flyve, dybt at falde.

Jeg er dybt imponeret over hvor følelsesfuldt, barsk og smerteligt, Hanne-Vibeke Holst kan skrive om sin far, om sig selv, om sin familie. Det er så troværdigt og det rammer så hårdt, at jeg næste ikke kan forestille mig, hvordan Hanne-Vibeke Holst må have haft det, mens hun skrev. At hun har kunnet skrive denne bog om sin far, sætte sig i hans sted.

Note:
Det er en vidunerlig smuk, smertefuld og barsk bog om livet. Selvom jeg har læst Hanne-Vibeke Holst før, så skriver hun i denne bog som jeg aldrig har oplevet hende før. Det her en en must-read roman, hvis du spørger mig.

Read Full Post »

“Hun var overfølsom over for de jævnaldrende drenges lugte, deres hår og deres duvetinejakker. Hun kendte den lugt, hendes lillebror gik på en drengeskole, og hele skolen lugtede ramt af drenge.”

IMG_3910

Naboens søn af Jane Aamund, udgivet i 2013 på People’s Press, 261 sider, lånt på biblioteket

Familien Lund bor i et pænere villakvarter nær København. En dag får de nye naboer, familien Bentzon. Begge mødre har rødder i det vestjyske, begge fædre har klare ønsker for deres børns fremtid. Vi er i 1950’erne i en opbrudstid, hvor familiemønstrene og  kærligheden er noget man begynder at stille spørgsmålstegn ved. Barbara Lund og Lars Bentzon bliver venner og fortrolige, og på den måde får de to familier relationer til hinanden. I bogens forord lægger Jane Aamund op til en rigtig fin historie med ordene

“Jeg begynder i morgen på en roman om en mand og to kvinder. Den ene elskede ham, han elskede den anden. Den ene kendte ham, fra hun var fjorten år. Den anden var gift med ham i halvtreds år. En roman om mænd, sønner og deres kvinder. En roman om de særlige mænd, der må vokse op i deres stærke fædres skygge. Sønnerne kæmpede forgæves for fars kærlighed. Fædrene stod tilbage med skuffelsen. De forstod aldrig, at de selv spillede en rolle i ulykken.”

Jeg har med stor fornøjelse læst Jane Aamunds beretninger om hendes tossede familie i Klinkevals-bøgerne, og jeg har slugt fortællingerne om hendes vestjyske familie i Lemvig-krøniken. Desværre når hun ikke i mål med denne roman, der bliver lagt op til en storslået familiefortælling, men det hele ender med at blive sådan lidt fladt. Historien flagre i forskellige retninger, uden at nå i dybden. Den lover langt mere end den kan holde. Barbara og Lars bliver sjælefrænder og fortrolige, siger bagside teksten – jeg når ikke at opfatte, hvor i bogen det sker. De møder hinanden og begynder at ses og tale i telefon sammen – men den sammenhørighed, der eftersigende er mellem dem, oplever jeg ikke. Der er i det hele taget flere løse ender, det er som om Aamund vil for mange ting og har for mange ideer med sin roman, men glemmer at følge op på det og andre ting skøjter hun for let hen over. Visse ting er decideret selvmodsigende, fx. står der på sammen side, at “Barbara Lund var heldig. Hun var den eneste pige på vejen.” og “Barbara havde to mindre søskende. En lillesøster, Hanne, og en yngre bror, Peter.” 

Note:
Jane Aamund vil for meget, og når alt for lidt. Jeg synes, det virker lidt sjusket – der burde være en redaktør, der havde holdt lidt styr på hende (hvis det ellers er muligt!), for potientialet for en virkelig fremragende historie, det er tilstede. Jeg var skuffet, da jeg lukkede bogen, jeg fik ikke det, jeg var blevet stillet i udsigt – det var en ret flad fornemmelse.

IMG_3911

IMG_3912

Read Full Post »

“I read a lot of classical books, like The Return of the Native and all, and I like them, and I read a lot of war books and mysteries and all, but they don’t knock me out too much. What really knocks me out is a book that, when you’re all done reading it, you wish the author that wrote it was a terrific friend of yours and you could call him up on the phone whenever you felt like it.”

IMG_3718

The Catcher in the Rye af J. D. Salinger, org. udgivet 1951, denne udgive af Penguin Books, sideantal 192, lånt på biblioteket, læst på engelsk.

Stine anbefalede mig at læse The Catcher in the Rye, da hun læst min anmeldese af The Perks of being a Wallflower, da der er visse paralleller mellem bøgerne. I The Perks of being a Wallflower læser Charlie i øvrigt også The Catcher in the Rye (gør han ikke – nu bliver jeg lige i tvivl?).

The Catcher in the Rye handler om den unge Holden, der har svært ved at finde sig selv og sin plads i verden. Han er blevet smidt ud af adskillinge skoler. Han er formentlig begavet nok, men det er svært at blive voksen, det er svært at finde sin identitet, det er svært at forholde sig til den bagage, man har med hjemmefra og det har en stor indflydelse på hans skoleliv – som naturligvis foregår på kostskoler. Holden er ikke en troværdig fortæller – han siger selv, efter han har storløjet for en skolekammerats mor, at:

“The I started reading the timetable I had in my pocket. Just to stop lying. Once I get started, I can go on for hours I feel like it. No kidding. Hours.”

Holdens søskende er vigtige for ham, han er tættere på dem end sine forældre. Hans storebror D.B. bor i Hollywood og skriver manuskripter, hans anden bror (som betød meget for ham) er død og så har han en lillesøster, som han er meget glad for.

Sproget bærer tydeligt præg af at være slangagtigt og “ungdommeligt”, alle omtales som “old” old Sally, alle er “phonies” og det er godt at have en masse “dough”. Vendinger som “That was killing me”, “I really was” og “If you want to know the truth” bruges hyppigt og er med til at understrege fortællingen (op til flere gange).

Sproget (det ungdommelige) synes jeg klart har paralleller til The Perks, og så naturligvis de to protagonister, som begge har det svært i deres ungdom. Det er smerteligt at blive voksen, det er svært at tage ansvar for sit eget liv og lære at omgås andre. Stephen Chbosky er kraftigt inspireret af Salinger, og har skrevet en moderne version af The Catcher in the Rye. Handlingerne er forskellige, og de fleste lighedstræk findes hos de to protagonister, Charlie og Holden.

Jeg kunne godt lide bogen, og læste den hurtigt. Jeg tror, det er værd at læse den på originalsproget (som jeg gjorde), for jeg forestiller mig, at en del af de sproglige detaljer vil gå tabt i en oversættelse.

IMG_3719

IMG_3720

Har I læst The Catcher in the Rye? Hvordan ser i The Perks of being a Wallflower vs. The Catcher in the Rye?

Read Full Post »

“Jeg har tit nok været bange for livet, men aldrig for døden.”

foto 4

 

Tove Ditlevsen Om sig selv, udgivet på Gyldendal i 1975
Lånt på biblioteket

Tove Ditlevsen indleder med at skrive, at det egentlig er lidt skørt at skrive en bog om sit eget forfatterskab, hun siger bl.a. at “Det er lige så umuligt at vurdere det sagligt som at se sig selv i øjnene uden spejl.” Muligvis er det ikke sagligt, men det er bestemt interessant, virkeligt interessant faktisk! 

En af de første forskelle jeg bemærkede ved denne bog og Ditlevsens andre bøger, er helt klart det mere saglige tonefald (ha, så lidt saglighed er der), stadig utrolig velskrevet, men langt mere nøgternt og mindre melankolsk end hendes skønlitteræreudgivelser og digtene. Jeg synes, det er en virkelig fin idé at skrive om sit eget forfatterskab, som læser giver det mig et bedre indblik i tankerne med værkerne og jeg får en større forståelse for både indhold og baggrunden for tilblivelsen af dem. 

foto 8

Bogen er prydet af billeder af Ditlevsen og hendes familie, og er med til at illustrere ord og handling. Der er uddrag af digte, korte noveller (eller essays, som Ditlevsen ynder at kalde dem – hvori er den store forskel?!) og uddrag af skønlitterære værker.

Jeg slugte bogen, jeg synes den er fantastisk – tænk, Ditlevsens ord og tanker om fofatterskabet, jeg er så betaget af. Det er en godbid for Ditlevsens fans, men jeg kan også anbefale andre at læse den. Den giver en god introduktion til Ditlevsens liv og forfatterskab, og jeg er temmelig sikker på, man kun kan få lyst til at dykke længere ned i hendes værker efter endt læsning.

foto 7

Hvordan har I det med at læse bøger om forfattere? Kom gerne med anbefalinger!

 

Read Full Post »