Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘2. verdenskrig’

“Uorden. I hører kommandanterne sige det. I hører køjemesteren sige det. Der skal være orden. Livet er kaos, mine herrer. Og vi repræsenterer en orden i det kaos. Helt ned på genetisk plan. Vi skaber orden i arternes evolution. Luger de mindreværdige fra, det vilde, avnerne.”

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr, udgivet på dansk af Forlaget Politiken i 2014, min bogreol, 559 sider, 5/5 stjerner

Alt det lys vi ikke ser er en meget sanselige bog. Den er spækket med sanselige beskrivelser.Den metalliske lugt af sne, de snirklede former af muslingeskaller. Og det er så utroligt smukt. Læs mere…

Read Full Post »

IMG_0039

Blå Stjerne af Jan Guillou (Det Store Århundrede #5), oversat fra svensk efter “Blå Stjärnan”, udkommer i morgen den 9. oktober 2015 på Forlaget Modtryk 2015, modtaget som anmeldereksemplar af Forlaget Modtryk, læst som e-bog, 431 trykte sider

Den femte bog i Jan Guillous serie Det Store Århundrede, er anderledes end de fire forudgående. Det er den ældste datter, Johanne, der nu fører ordet og hun tager os med ind i kvindernes verden. Den foregår desuden parallelt med den forrige bog, Ikke at ville se, og viser, at det mændene troede foregik, i virkeligheden er temmelig anderledes. En ting der ikke er anderledes, er “de typiske Jan Guillou”-passager, hvor der er lange afsnit med politiske eller ideologiske redegørelser – der bliver jeg lidt træt, men jeg kan se bort fra det og finder historien ganske udemærket.

Bogen foregår, som den forrige, under 2. verdenskrig. Sverige er neutral i krigen, men der er tyskere såvel som nordmænd i landet. Johanne arbejder som spion både for englænderne og svenskerne, det er hårdt og farefuldt – og involverer både træningslejr i England, lastbilkørsel, bombesprængninger, infiltrering med de tyske nazister og et pessar.

Den næste bog i serien skal eftersigende handle om Den Kolde Krig, og Guillous plan er at skrive sig frem til 11. september 2001, det er uvist for mange bøger, der kommer i serien.

Det er bestemt værd at læse videre – eller begynde – på serien.

Jan Guillou gæster i øvrigt dette års BogForum, så nu er jeg helt ked af, at jeg bad om en e-bog, selvom jeg fik valget, så jeg bliver nok nødt til at købe bogen også, så jeg kan få en krusedulle 😉

Read Full Post »

IMG_0246

Og halsen af en svane af Inge Pedersen, udgivet 2006 på Gyldendal, e-bogsudgave 2010, 160 trykte sider

Bogen har undertitlen “Stumper af en roman” og der er tale om små stumper, erindringsglimt om man vil, fortalt af en lille pige. Stedet er Vendsyssel og tiden er under besættelsen. Små pudsige hverdagsglimt, besøg hos mormor, farmor, legekammeraten, der har rigtigt tyggegummi, dasset, ugeblade, gammel ost, jøder, sygdom. Stumperne samler sig og giver et billede af en hverdag, som nok ikke har været ulig mange andres på denne tid, hvor nøjsomhed og sparsommelighed er i højsæde.

Smukt sprog, sådan lidt poetisk til tider, og god virkning med “glimtende” men på en måde mangler jeg lidt mere dybde og fylde i historien.

Read Full Post »

“Lugten af grøn sæbe, det friske, saftfyldte træs knitren i fedtstensovnen og isskorpen på urinen var således et rensende bad for sjælen, en sublim påmindelse om, hvor meget han havde Gud at takke for.”

IMG_4285

Ikke at ville se af Jan Guillou (Det Store Århundrede #4), Org. Att inte vilja se, udgivet 2014 på Modtryk, 352 sider, lånt på biblioteket

Den fjerde bog i serien om Det Store Århundrede handler om årene under 2. Verdenskrig. De tre brødre bor i det neutrale Sverige med deres familier, men de har stadig familierelationer og interesser i Tyskland. Som krigen truer med at splitte Europa, truer den også med at splitte familien Lauritzen. Lauritz’ ældste søn, Harald, er Haupsturmführer i SS og udstationeret i Norge (brødrenes hjemland) og døtrene er engageret i modstanden mod tyskerne.

Lauritz har svært ved at indse krigens farer og de splittelser, det kan medføre i familien. Han ville ikke altid se realiteterne i øjnene, men gør som strudsen, og stikker hovedet i busken. Hans kone og døtre driller ham kærligt med at være en struds, men som virkeligheden presser sig uundgåeligt på bliver strudsen tvunget til at titte frem fra busken.

Jeg var skuffet over Mellem rødt og sort, den forrige bog i serien. Heldigvis synes jeg, Guillou har fundet den rigtige tone frem igen i denne bog, og jeg læste den på nogle få dage. Slutningen er dog en anelse kryptisk, jeg er ikke sikker på, jeg helt forstår, hvad der sker (eller vil forstå?!) – og jeg venter derfor med spænding på den næste bog i denne 10-bindsserie om Det Store Århundrede.

IMG_4286

Read Full Post »

“Jeg har tit nok været bange for livet, men aldrig for døden.”

foto 4

 

Tove Ditlevsen Om sig selv, udgivet på Gyldendal i 1975
Lånt på biblioteket

Tove Ditlevsen indleder med at skrive, at det egentlig er lidt skørt at skrive en bog om sit eget forfatterskab, hun siger bl.a. at “Det er lige så umuligt at vurdere det sagligt som at se sig selv i øjnene uden spejl.” Muligvis er det ikke sagligt, men det er bestemt interessant, virkeligt interessant faktisk! 

En af de første forskelle jeg bemærkede ved denne bog og Ditlevsens andre bøger, er helt klart det mere saglige tonefald (ha, så lidt saglighed er der), stadig utrolig velskrevet, men langt mere nøgternt og mindre melankolsk end hendes skønlitteræreudgivelser og digtene. Jeg synes, det er en virkelig fin idé at skrive om sit eget forfatterskab, som læser giver det mig et bedre indblik i tankerne med værkerne og jeg får en større forståelse for både indhold og baggrunden for tilblivelsen af dem. 

foto 8

Bogen er prydet af billeder af Ditlevsen og hendes familie, og er med til at illustrere ord og handling. Der er uddrag af digte, korte noveller (eller essays, som Ditlevsen ynder at kalde dem – hvori er den store forskel?!) og uddrag af skønlitterære værker.

Jeg slugte bogen, jeg synes den er fantastisk – tænk, Ditlevsens ord og tanker om fofatterskabet, jeg er så betaget af. Det er en godbid for Ditlevsens fans, men jeg kan også anbefale andre at læse den. Den giver en god introduktion til Ditlevsens liv og forfatterskab, og jeg er temmelig sikker på, man kun kan få lyst til at dykke længere ned i hendes værker efter endt læsning.

foto 7

Hvordan har I det med at læse bøger om forfattere? Kom gerne med anbefalinger!

 

Read Full Post »

“Da orkesteret satte i, begyndte de at danse vals, og hele dansegulvet blev et mylder af farver. Pigernes kjoler lyste i lavendel, gammelrosa, lysegult og tågegrønt. Lyd og farver skyllede berusende ind over ham, og han så Madeleine lægge sit yndige hoved tilbage, lukke øjnene og smile.”

foto 1

Den Gyldne Ring af Leona Blair (oversat fra engelsk efter “Whit this Ring”)
Udgivet 1983, denne udgave 1997
Forlag: Peter Asschenfeldts nye forlag
Sideantal: 314
Købt i genbrug

Den her roman er hvad jeg kalder “old-school-chick-lit”. I min verden er det romantiske bøger, der typisk foregår i begyndelsen af 1900-tallet og op til efterkrigsårene. De foregår ofte i NYC, men også England eller f.eks. Berlin. Hovedpersonerne har mange penge, ganske ofte investerer de på børsen (og de undgår naturligvis de værste følger af krakket), de drikker champagne, går i fine kjoler, danser vals og møder kærligheden – the one and only.

Den her roman er ganske typisk. Vi følger Jesse og Madeleine fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor de gifter sig og helt frem til under anden verdenskrig. Jesse arbejder i den finansielle sektor, Madeleine er gudesmuk. De får to børn Jonathan og Susannah. Jonathan har sin mors væsen og smukke udseende, Susannah sin fars begavelse for forretning. Jesse er en dominerende far, der med hård hånd styrer sine børn, sin hustru og ja, faktisk helst alt og alle. Madeleine er en følsom kvinde, der ikke føler sig set og vigtig i sin mands liv. Hun finder en elsker og da Jesse opdager det, er der kold luft imellem dem, for en skilsmisse kan naturligvis ikke komme på tale. 

Jeg har købt bogen i en genbrugsbutik, jeg stikker gerne næsen ind, når jeg har tid og kigger efter bøger til min mormor. Da jeg stod med bogen i hånden, havde jeg en fornemmelse af, at jeg vist havde læst bogen før, men var ikke helt sikker. Det er jeg faktisk stadig ikke, nu hvor jeg har læst den. Måske har jeg læst den før, måske ikke – den er så typisk det jeg kalder “old-school-chick-lit”, at jeg ikke er helt klar over om, jeg rent faktisk har læst bogen før eller om jeg tænker på en anden. Alle de klassiske “old-school-chick-lit” elementer er tilstede.

Jeg havde min mormor i tankerne da jeg købte bogen, og forstillede mig, at jeg kunne give den videre, når jeg selv havde læst den. Det går bare ikke, der er alt for mange erotiske scener i til hendes smag – vi er ikke ude i (hvad jeg forstiller mig) Fifty Shades handler om, men når man mest er til Morten Korch-romantik, så skal der altså ikke så meget til.

Den her type bøger er ikke god litteratur i gængs forstand, men det er min guilty-pleasure og en genre jeg slapper af ved. Det er bare lidt charmerende med tiden (1900-tallet), penge, kjoler, gentlemen og kærlighed.

foto 3

Hvilken genre er jeres guilty-pleasure?

Read Full Post »

“Det slår hende, at historierne ikke kun findes i bøgerne. Mens romaner bliver skrevet og læst, kæmper alle for at holde deres egne historier skjult.”

Herbjørg Wassmo

 

Disse Øjeblikke af Herbjørg Wassmo (fra norsk Disse øyeblikke)
Udgivet 2013
Forlag Lindhardt og Ringhof
Sideantal 287
Lånt på biblioteket

Det her er en helt klassisk Wassmo-roman, den underspillede incest, der lurer bag horisonten; faderen, der beskrives som “ham” – det er set før, men det gør ikke bogen mindre læseværdig.

Jeg er ikke helt klar over, om der er tale om en selvbiografisk bog eller ej, men under alle omstændigheder, har den i hvert fald visse selvbiografisketræk. Den beskriver en ung pige, der vokser op med sin mor, far og søster. Man følger hende fra den tidlige ungdom, hvor hun bliver gravid og til hun er en etableret forfatter – og børnene er fløjet fra reden. Lighedstrækkende til Wassmos eget liv er ikke svære at få øje på! Der er endvidere en del referencer til andre af Wassmos romaner i bogen.

Personerne i bogen har ingen navne, men omtales alle som “han, hun, moren, faren, søsteren, manden, drengen, pigen, børnene” osv. – et enkelt sted har en digterinde dog et navn, men ellers er personerne navneløse. Visse steder forvirrede det mig lidt – især i starten fik jeg ikke helt fat i hvem hun bliver gjort gravid af – og hvem hun bliver gift med. Ellers er det ok – det giver en fornemmelse af, at det kan være hvem som helst, hvor som helst, når som helst. Og så alligevel ikke – for udover hentydninger til sit forfatterskab, kan man også fornemme tiden i romanen. Der omtales en forfatter, som jeg gættede måtte være Hamsun – og google gav mig ret. 2. verdenskrig er med, efterkrigstiden mv., så det er ikke vanskelig at placere romanen tidsmæssigt – men alligvel giver navneløsheden den et tidsløst præg.

Jeg synes virkelig Wassmo er tilbage, hvor hun er bedst med denne roman – jeg var ikke så vild med “Et glas mælk, tak”, men det her er Wassmo, som jeg kender hende.

foto 5

Read Full Post »

Older Posts »