Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Amerika’

“I’ll come back,” I said earnestly, through the soft, intrusive darkness. 
“Perhaps you will” – I felt rather than saw her smile. “But even if you don’t, you’re here, like my father. So I won’t be lonesome.”

My Ántonia af Willa Cather, udgivet i 1918 – denne version i 2012 af Penguin Books, 293 sider, min bogreol, læst med Læseklubben, 5/5 stjerner Læs mere…

Read Full Post »

Huset ved søen af Laura Ingalls Wilder (Det lille hus på prærien #4), hørt som lydbog på Bookmate, 5 t 53 min, oplæst af Susanne Storm, 4/5 stjerner

Måske har du også lyst til at læse DET LILLE HUS I DEN STORE SKOV // DET LILLE HUS PÅ PRÆRIEN // DET LILLE HUS VED FLODEN

Mary er blevet blind efter at have været syg med skarlagensfeber. Laura er hendes øjne og “ser højt for” for hende. Jeg tvivler ikke på, det har været med til at opøve den eminente betragelses- og formidlingsevne Ingalls Wilder har. Læs mere…

Read Full Post »

Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie, læst som e-bog på Bookmate, læst med læseklubben, 636 trykte sider, 5/5 stjerner

April måneds bog i Læseklubben var en af de gode. Jeg nød den virkelig. Sproget. Fortællingen. Opbygningen. Den ramte en nerve i mig, særligt mod slutningen – dog ikke selve slutningen, men noget af det sidste var virkelig stærkt.

Jeg har tidligere læst En halv gul sol af samme forfatter, det er mange år siden, men jeg husker den som Læs mere…

Read Full Post »

“Den lille flod nynnede stilfærdigt ved sig selv nede mellem piletræerne. En blid blæst bøjede græsstrående ud over brinkens kant. Solen skinnede, og alle vegne rundt om vognen var der friskt, åbent land at gå på opdagelse i.”

IMG_0162

Det lille hus ved floden af Laura Ingalls Wilder (org. titel “On the Banks of Plum Creek”), Det lille hus #3, denne version udgivet 2006 på Forlaget Gyldendal, lånt på biblioteket, 407 sider, 3,5/5 stjerner

Jeg har, som jeg måske tidligere har nævnt, ikke før læst serien om Laura – det kan godt undre mig, når jeg sådan tænker tilbage på det. Men om ikke andet er jeg ved at råde bod på det nu (og jeg har helt sikkert tænkt mig at læse dem højt for mine unger, når de er store nok til det!).

Flere af episoderne i bogen kan jeg nikke genkendende Læs mere…

Read Full Post »

Jeg har en svaghed (der er flere!) for nybyggerromaner og bøger, der handler om udvandringen fra Europa til USA. Livet på prærien og de svære odds, der følger når man forsøger at etablere sig fra scratch i et fremmed land. Det har altid fascineret mig.

FullSizeRender-1 IMG_8393

Selvfølgelig elsker jeg Læs mere…

Read Full Post »

“When you go out of the house into the flower garden, there you feel again the order and fine arrangement manifest all over the great farm; in the fencing and hedging, in the windbreaks and sheds, in the symmetrical pasture ponds, planted with scrub willows to give shade to the cattle in fly-time. There is even a white row of beehives in the orchard, under the walnut trees. You feel that, properly, Alexandra’s house is the big out-of-doors, and that it is in the soil that she expresses herself best.”

IMG_6845

O Pioneers! af Willa Cather, udgivet 2014 (første gang i 1913) på forlaget Dover Thrift editions, 122 sider

Alexandra bliver sat i spidsen for familiens jord, da faderen dør. Familien kæmper for deres jord, og med Alexandras gode dømmekraft begynder det at se fornuftigt ud. Men der sker mange ting, som man ikke kan tage højde for og menneskers handlinger kan man langt fra altid forudse.

En nybyggerhistorie fra den barske prærie, om overlevelse, originaler, kærlighed, stridigheder, naturen, dyrene, forskellige kulturer og smukke, smukke ord. Willa Cather formår at fortælle en egentlig relativ simpel historie i et sprog, så man selv træder ind i mellem bogens sider og ud på den tørre prærie, går mellem frugthavens smukke træer på en sommerdag blandt summende insekter og duftene sødmefulde vindpust.

Jeg er pjattet med nybyggerhistorier og Cather er en rigtig godt bekendtskab i den forbindelse. Måske er min bog ikke just smuk på ydersiden, men det er heldigvis sjældent man kan dømme på det ydre alene, og indholdet er langt fra som den lidet charmerende forside.

———————————————————————————————————————————————————

Hvad har I læst af Willa Cather? Og hvad synes I om hendes romaner?

Read Full Post »

IMG_4918

 

Sønner af Philipp Meyer, org. “The Son” udgivet 2013, denne fra Gyldendals Bogklubber, 542 sider, lånt af en kollega

Slægtshistorien om familien McCullough begynder hos Eli og hans familie. Da faderen er afsted hjemmefra, bliver morderen, søsteren, Elis storebror og Eli selv overfaldet i deres hjem af indianere. Eli og hans storebror bliver taget med som fanger. Familiens historie bliver fortalt skiftevis af Eli (oldefar), Elis søn Peter og Peters barnebarn Jeannie – og på den måde bevæger historien sig frem og tilbage i tiden.

Det er en barsk historie i en barsk periode – det er ikke for sjov, når man som nybygger bosætter sig på et nyt landområde, for indianerne er langt fra enige i fordelingen af land, og det kommer til blodige sammenstød. Især i begyndelsen af bogen blev jeg utroligt frastød af at læse udpenslende detaljer om blod, vold, opskårne maver med tarmene væltende ud, skalperinger og voldtægt. Historien og detaljerne er barske hele vejen igennem, men værst i starten, så bliv ikke afskrækket og klap bogen i (det havde jeg lyst til en kort overgang).

Oldefar Eli er en bestemt og viljefast mand, han har levet en del af sin barn- og ungdom hos indianerne og bliver på den måde opdraget til at kæmpe og til at kende naturen, dyrene og deres tegn. Han grundlægger familiedynastiet med sin viljefasthed og bygger familiens formue op fra ingenting.

Sønnen Peter er familiens sorte får, han har på ingenmåde den viljefasthed og karakter som kendetegner hans far, Eli. Peter har noget den resterende familie ikke har, moral, men han formår langt fra at trænge igennem med sine synspunkter hos familien.

Jeannie minder mere om sin bedstefar og kan relatere langt mere til ham og hans tilgang og syn på tingene end sin far og bedstefaderen Peter. Jeannie er en drengepige så langt det nu kan lade sig gøre, når man er født som pige.

Det fungerer udemærket med den skiftende fortællervinkel, og det er til stor hjælp, at der forrest i bogen er et stamtræ, så man kan slå efter, når man (især i begyndelsen) lige skal have placeret personerne i forhold til hinanden og dermed også tidsperspektivet. Jeg kan rigtig godt lide, at stamtræet ikke har dødsdatoen med, men alene fødselsåret – så er der ingen spoilere der.

Historien udspiller sig i Texas, som jo grænser op til Mexico, og derfor bruger forfatteren mange spanske ord – og det er der også råd for, for bagerst i bogen findes en ordliste. Det er rigtig fint, man kan slå op og det giver et autentisk præg når det oprindelige ord benyttes, men det gør omvendt også, at historien afbrydes når man skal bladre frem og tilbage hele tiden.

Note:
En rigtig barsk, men interessant historie om et familiedynasti i det vilde vest. De første nybyggere havde på ingenmåde nemt ved at stjæle indianderlandet. Der er spændende kontraster mellem de hvide vs. mexikanerne og de hvide vs. indianerne. Vi er ude i en cowboy-indianer historie til tider, vi får et indblik i indianernes livstil og traditioner, i nybyggernes kamp for at overleve – og deres muligheder for at udvinde jordens ressourcer.

IMG_4896

IMG_4919

 

Read Full Post »

IMG_4822

Det forjættede land af Toril Brekke (#3), org. “Det lovede land”, udgivet 2011 på Forlaget Hovedland, 405 sider, lånt på biblioteket

Bogen er en selvstændig fortsættelse af Drømmen om Amerika og Guldfeber. Jeg har læst de to andre bøger i serien, men det er flere år siden og jeg kan på ingen måde huske handlingen særlig detaljeret. Så jeg vil sige, bogen sagtens kan læses for sig selv.

I Norge bor Agnes alene med sin far, og en dag møder hun drengen Lasse, som bor i fattige kår med sine plejeforældre. Der opstår noget magisk mellem de to – og da de i deres ungdomsår igen møder hinanden, findes båndet mellem dem stadig. Lasse rejser til Amerika, i virkeligheden flygter han til Amerika, da han mere eller mindre uretmæssigt stjæler en frakke. Agnes hører om udåden og er i øvrigt forlovet væk til en anden mand. I Amerika kan Lasse ikke glemme Agnes og derfor sender han et kort brev om, hvor han befinder sig. Brevet giver Agnes lyst til at rejse efter Lasse til Amerika.

Jeg er ret glad for nybygger- og udvandringsromaner og naturligvis blev jeg glad, da jeg opdagede, at der var kommet en tredje bog i en god serie. Det starter godt ud, jeg synes lige tiden i Norge skal overstås, men ellers er historien god. Fortællingervinklen skifter mellem Lasse og Agnes. Jeg må dog sige, at jo længere jeg kom i bogen jo mindre kunne jeg li’ historie. Det irriterede mig grænseløst, at forfatteren – i mangel af bedre idéer, vil jeg tro – lader personer dø. Det er som om, hun ikke lige ved hvordan hun ellers skal komme af med dem eller komme udenom den “klemme” de kan få for historie – og så skaffer hun dem af vejen. Det bliver mere og mere tydeligt jo længere man kommer ind i bogen, og jeg er næste tilbøjelig til at sige, at det ødelagde den for mig. Det er simpelthen et for billigt og uprofessionelt trick. Jeg anbefaler gerne de to første bøger i serien, og så må I selv afgøre om, I vil have fornøjelsen af den tredje også.

Read Full Post »

“I menneskenes sjæle vokser vredens druer og svulmer op og bliver tunge til høst.”

IMG_4717

 

Vredens druer af John Steinbeck (org. The Grapes of Wrath), udgivet første gang i 1939, denne udgave 1989 på forlaget Gyldendal, 513 sider, lånt af en veninde

Familien Joads jord bliver taget fra dem af “traktoren” og de søger derfor lykken i Californien sammen med hundredevis af andre familier. De bliver lokket af tilbud om arbejde med at plukke frugt og tjene gode penge. Rejsen til Californien fra Oklahoma er lang når man på liget af sin lastbil har pakket alle sine ejendele, bedsteforældre, unger og hund og for de penge man har solgt de resterende af sine ejendele skal nå helskindet. Frem til drømmen. Drømmen om et lille hvidt hus omgivet af appelsintræer.

Det er første gang, jeg læser Steinbeck, og på anbefaling af en veninde, der beskrev den som den bedste bog, hun havde læst, kastede jeg mig ivrigt over den. Det med anbefalinger er altid svært, det gav mig virkelig lyst til at læse bogen lige med det samme – på den anden side, er det svært ikke at have høje forventninger med sådan en anprisning. Og forventninger kan nemt briste, selvom de nedtones. Bogen var god, Steinbeck skriver godt og laver nogle interessante beskrivelser og betragtninger – og i al sin elendighed og i al mismodet – ja, så kunne jeg virkelig godt lide bogen. Jeg havde blot håbet på at få benene fejet væk under mig, og det er det farlige ved anbefalinger – de skyhøje forventninger. I øvrigt bliver jeg simpelthen nødt til at kommentere på slutningen, som jeg fandt højest besynderlig – jeg forstår godt meningen eller bevæggrunden men alligevel, så forstår jeg vitterligt ikke pointen.

Alt andet lige så er jeg ikke færdig med Steinbeck og jeg modtager gerne anbefalinger af, hvor jeg skal tage fat i hans forfatterskab næste gang.

IMG_4735

Read Full Post »

IMG_0220

Snebarnet af Eowyn Ivey (org. The Snow Child), oplæser Bent Otto Hansen, 12 t. og 2 min.

I 1920’ernes Alaska hvor sne, kulde og overlevelse hersker, har det barnløse par Mabel og Jack slået sig ned i en hytte. De er på sin vis flygtet. Flygtet fra familie og venners tavse blikke på den ikke-voksende mave. De holder sig for sig selv. Jack forsøger at rydde jorden og gøre den klar til dyrkning, Mabel bager tærter til den nærliggende lille bys hotel. Da den første sne falder en aften bygger Jack og Mabel i kådhed en snepige, omsluttet af Mabels sjal og med fine røde læber. Da dagen gryer er snebarnet væk, det samme er sjalet.

Jeg har fået anbefalet bogen af Malene, og var en lille smule skeptisk. Ikke fordi Malene anbefalede den (det gav den blot en blåstempling), men fordi jeg altid tøver en anelse, når der er et eller andet overnaturligt element. Selvom fortællingen startede en anelse dystert og langsomt, blev min skepsis gjort til skamme. Det er en meget fin og skøn fortælling, og jeg har et svagt punkt for nybygger historier.

Oplæseren er en mand, og jeg tror, det er den første lydbog, jeg har hørt (bortset fra min barndoms lydbøger) med en mandlig oplæser. Jeg skulle lige vende mig til det, men jeg tror i virkeligheden, at jeg hver gang lige skal vende mig til den pågældende oplæsers måde og stemme. Oplæserens stemme var behagelig, omend den til tider blev lige en tand for dyb/ru og det var ikke fløjsblødt for mine sarte øre. Haha. I hvert fald er det småting, oplæseren generede ikke min oplevelse af historien.

Note:
En rigtig flot fortælling, men en god ramme. Realistisk og alligevel med et strejf af noget uforklarligt. Det generer mig ikke, at jeg efterlades uden en forklaring på det hele – det er trods alt de barske realiteter der rammer hårdest.

IMG_4042

Read Full Post »

Older Posts »