Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Barcelona’

foto

 

Himlens Fange af Carlos Ruiz Zafón (org. “El prisionero del cielo”)
Udgivet 2011
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal 304
Læst på dansk
Lånt på biblioteket

Jeg følte det lidt som pligt læsning, da jeg tog fat på denne bog, for jeg var ikke synderligt begejstret for den forrige Ruiz Zafón bog jeg læste, Englens Spil. Heldigvis kunne jeg langt bedre lide denne.

Noget der irriterede mig ved Englens Spil, var at jeg syntes Ruiz Zafón gentog for mange af sine virkemidler fra Vindens Skygge, for at skabe sit dystre univers – og det virkede, jeg blev utilpas, bestemt, men det kedede mig og mest af alt irriterede det mig. Det har han heldigvis lagt på hylden i Himlens Fange, jeg frygtede ellers endnu en gentagelse, da jeg læste introen til bogen, men kunne ånde lettet op. Faktisk kan jeg også godt lide at bogen ikke er så lang, for Englens Spil var lige til den lange side, når den nu ikke var tilsvarende god indholdsmæssigt.

Himlens Fange er en reference til David Martín, hvoedpersonen i Englens Spil, og selvom Ruiz Zafón skriver indledningsvist, at bøgerne om “De Glemte Bøgers Kirkegård” kan læses i vilkårlig rækkefølge, så gav det altså god mening for mig at have læst Vindens Skygge og Englens Spil først – og Ruiz Zafón har også skrevet Himlens Fange efter de to andre bøger, så det giver altså fin mening i min verden. I øvrigt gør Himlens Fange at mit syn på Englens Spil måske har ændret sig en lille smule, for måske endte den ikke helt som jeg egentlig gik og troede – og som også irriterede mig en anelse, alting er ikke hvad det giver sig ud for og det skrevne ord, kan du ikke nødvendigvis tage for gode vare! Men jeg siger ikke mere, det skal ikke spoiles her…

Slutningen i Himlens Fange lader læseren tilbage med en del løse ender og ubesvarede spørgsmål. Bogen klarlægger en del af personernes historie i lyset af de andre bøger i serien, men åbner for endnu en som man efterlades uden svar på – jeg tror godt der kunne dukke endnu en bog om “De Glemte Bøgers Kirkegård” op fra Ruiz Zafóns hånd.

Har I læst alle tre bøger – og hvad er jeres indtryk af sammenhørigheden? Hvilken rækkefølge har I læst dem i – og har I genlæst, for det tror jeg godt kunne give nye aspekter til historierne…

Read Full Post »

Jeg vil give dig verden

Jeg vil give dig verden af Chufo Lloréns (originaltitel “Te daré la tierra”)
Udgivet 2008
Forlag: Jentas
Sideantal 861
Læst på dansk
Lånt på biblioteket

Middelalderens Barcelona. Grever, grevinder, bønder, borger, magt, intriger og selvfølgelig kærlighed. Vi følger den unge Martí, som rejser til Barcelona, og med held såvel som kløgt formår at vende sin skæbne fra bondedreng til handelsmand i byen. På den anden side hører vi også om grevskabet i Barcelona, hvor der er interne intriger, da greven forstøder sin grevinde til fordel for en anden kvinde.

Det er en lang bog, og jeg vil ikke sige den er decideret dårlig – jeg formåede at læse den færdig – men jeg blev heller ikke grebet rigtigt af historien og personerne, de var mig på en måde lidt ligegyldige, jeg kom aldrig helt ind under huden på dem. Jeg er normalt tilhænger af lange bøger – elsker Ken Folletts Century-trilogi (ny bog til september 2014!) og Jordens Søjler mv., men Lloréns lykkes bare ikke på samme måde med at skabe et univers, hvor man bliver helt opslugt at såvel historien som personerne.

Bogen er fiktion, men tildels historisk fiktion, hvor forfatteren tager sig visse friheder i forhold til det tidsmæssige perspektiv og naturligvis også i forhold til personerne, men hvor flere dog er inspireret af virkelige historiske personligheder.

Jeg er ikke sikker på, jeg vil anbefale bogen – synes der er lidt for mange sider – og historien retfærdiggør ikke antallet.

bog og kage - haps

Read Full Post »

Englens Spil

Englens Spil af Carlos Ruiz Zafón (oversat fra spansk “El juego del ángel”)
Udgivet 2008
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal 572
Læst på dansk
Lånt på biblioteket

Carlos Ruiz Zafón har udgivet tre bøger, som fletter sig ind i hinanden på den ene eller anden måde. Vindens Skygge, Englens Spil og Himlens Fange. De kan læses i en hvilken som helst rækkefølge.

Jeg har tidligere læst Vindens Skygge, som jeg på det kraftigste havde fået anbefalet. Den var god, og selvom det er noget tid siden jeg læste den, så husker jeg, den var god – jeg vendte side efter side med lynets hast… men slutningen, nej, den var ikke god. Jeg endte med lidt af et antiklimaks. Måske er det derfor jeg har tøvet lidt med at læse videre, tildels det, og så formentlig fordi jeg har hørt, at Englens Spil ikke var nær så god som Vindens Skygge – men da det fornyligt gik op for mig, at der også er en tredje bog, Himlens Fange, ja, så måtte jeg hanke op i mig selv.

Englens Spil foregår i 1920’ernes Barcelona, hvor den unge journalist David Martín tjener til dagen og vejen som forfatter. En dag får han et mystisk brev fra en forelægger med et tilbud, der er svært at afslå. Brevet er forseglet med en lille engel i lak. David bor i et gammelt hus med et tårnværelse, der fungerer som arbejdsværelse – men David er ikke den første forfatter, der bor i huset og noget tyder på, at den tidligere beboer også har haft en aftale med den mystiske forlægger.

Vindens Skygge er udentvivl en bedre bog end Englens Spil, det irriterer mig, at Zafón bruger helt de samme virkemidler som i Vindens Skygge. Der er (for) mange ting, der går igen – den unge, smukke pige – den “gode” betjent, med to gorilla-håndelangere – den dystre stemning, der males frem, Barcelona virker bestemt ikke som et rart sted – den lidt overnaturlige stemning ala en snært af magisk realisme. Nej, jeg synes det er en anelse for letkøbt. Det var sådan set ikke fordi, det var svært at komme igennem bogen, jeg var bare ikke super begejstret for, det jeg læste. Jeg har det også en anelse svært med magisk realisme, som udgangspunkt (jeg kan f.eks. godt lide Allendes Åndernes Hus) og det kommer måske bogen lidt til skade.

Jeg vil i hvert fald hellere anbefale Vindens Skygge end Englens Spil, så start der, hvis du overvejer Zafón – og så kan vi tales ved når jeg er kommet igennem Himlens Fange, for den bliver jeg naturligvis nødt til at læse…

foto 1

foto 2

Read Full Post »