Snebarnet af Eowyn Ivey (org. The Snow Child), oplæser Bent Otto Hansen, 12 t. og 2 min.
I 1920’ernes Alaska hvor sne, kulde og overlevelse hersker, har det barnløse par Mabel og Jack slået sig ned i en hytte. De er på sin vis flygtet. Flygtet fra familie og venners tavse blikke på den ikke-voksende mave. De holder sig for sig selv. Jack forsøger at rydde jorden og gøre den klar til dyrkning, Mabel bager tærter til den nærliggende lille bys hotel. Da den første sne falder en aften bygger Jack og Mabel i kådhed en snepige, omsluttet af Mabels sjal og med fine røde læber. Da dagen gryer er snebarnet væk, det samme er sjalet.
Jeg har fået anbefalet bogen af Malene, og var en lille smule skeptisk. Ikke fordi Malene anbefalede den (det gav den blot en blåstempling), men fordi jeg altid tøver en anelse, når der er et eller andet overnaturligt element. Selvom fortællingen startede en anelse dystert og langsomt, blev min skepsis gjort til skamme. Det er en meget fin og skøn fortælling, og jeg har et svagt punkt for nybygger historier.
Oplæseren er en mand, og jeg tror, det er den første lydbog, jeg har hørt (bortset fra min barndoms lydbøger) med en mandlig oplæser. Jeg skulle lige vende mig til det, men jeg tror i virkeligheden, at jeg hver gang lige skal vende mig til den pågældende oplæsers måde og stemme. Oplæserens stemme var behagelig, omend den til tider blev lige en tand for dyb/ru og det var ikke fløjsblødt for mine sarte øre. Haha. I hvert fald er det småting, oplæseren generede ikke min oplevelse af historien.
Note:
En rigtig flot fortælling, men en god ramme. Realistisk og alligevel med et strejf af noget uforklarligt. Det generer mig ikke, at jeg efterlades uden en forklaring på det hele – det er trods alt de barske realiteter der rammer hårdest.
trolderier 