Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘biografi’

Mine gaver til Randi, på billedet ses dog mine egne versioner af bøger…

foto 4

 

Budgettet kunne bære to bøger til Randi, så derfor turde jeg også satse lidt med den ene af bøgerne.

Khaled Hosseinis “Drageløberen” er en fantastisk smuk roman om Afganistan før Sovjets indtog, og før Taliban. Da jeg så, Randi havde denne bog på sin to-read-liste på Goodreads var jeg ikke i tvivl om, at hun skulle have bogen. Han skriver virkelig smukt, Khaled Hosseini, og fortæller noget så medrivende og hjerteskærende. Jeg kan anbefale såvel denne bog, som hans to andre, “Under en strålende sol” og “Og bjergende gav genlyd”.

foto 3

Mit sats til Randi var valget af Patti Smiths “Just Kids”. Den var vist årets julegave hit i – kan det have været 2010? – for jeg købte den i hvert fald først i august 2011 på Fifth Avenue i New York og jeg læste også bogen, mens jeg var i NYC. Måske var det med til at øge magien, at kunne nikke genkendende til steder, jeg selv netop havde betrådt. Virkelig smuk og poetisk bog, men jeg synes ikke, det lader til at være Randis normale genre – men det er jo også tilladt at udfordre en lille smule, ik? Jeg glæder mig til at se, om du får den læst, Randi, og i så fald, hvad du synes om den 🙂

foto 1foto 2

Read Full Post »

foto 1

Kaptajn Dinesen – Ild og Blod (#1) af Tom Buk-Swienty
Forlag Gyldendal
Udgivet 2013
Sideantal 508
Lånt på biblioteket

Kaptajn Dinesen er en historisk biografi om Karen Blixens far Wilhelm Dinesen. Vi følger Dinesen fra opvæksten på Katholm Gods på Djursland til slaget ved Dybbøl i 1864 til Frankring som frivillig kaptajn i krigen mod Tyskland 1870-71 og slutteligt som vidne til borgerkrigen i Paris (Pariserkommunen) umiddelbart efter.

Der ligger et imponerende researcharbejde bag Buk-Swientys bog om Dinesen, det er virkelig en gennemarbejdet bog og Buk-Swienty har tilstræbt at dokumentere de historiske begivenheder så korrekt som muligt, med få litteræregreb. Det er en velskrevet bog og spændende og givtig læsning. Bogen handler meget om krig og krigsskildringer – det skal man være indstillet på, men jeg synes Buk-Swienty formår at gøre det interessant og kombinere det med de andre sider af Dinesens liv. Skolegangen i København, livet på Katholm Gods, omgangskredsen som bl.a. tæller familien Frijs fra Frijsenborg.

Jeg har tidligere læst både Slagtebænk Dybbøl (18. april 1864) og Dommedag Als (29. juni 1864) af samme forfatter, jeg var vældig begejstret for skildringen fra Dybbøl, men fandt Dommedag Als lidt for langtrukken.

Buk-Swienty er anbefalesværdig som en god historiefortæller, du får faktuelle historiske begivenheder serveret på en elegant og læseværdig måde. Bøgerne, og naturligvis også denne om Kaptajn Dinesen, er krydret med billeder, malerier, kort, breve mv. der er med til at illustrere historien og gøre den levende.

foto 3

foto 2

Read Full Post »

foto 1

 

Erindringer Barndom * Ungdom af Tove Ditlevsen (Bogen kan også lånes på biblioteket under titlen “Det tidlige forår”)
Udgivet 1971 (oprindeligt 1967)
Forlag: Gyldendals Bogklub
Sideantal 211
Lånt i Mors bogskab

Klaus Rifbjerg siger det så fint på bogens omslag, når han beskriver Tove Ditlevsens talent:

“Hun kan tale om barske sager, fuldskab, tidlig mistet uskyld, brutalitet og sygdom, men der er i selve stemmeføringen en melankolsk sløring, som får tingene til at leve i et særligt lys. Hendes barndom, som den skildres her og før er skildret fiktivt, var ikke “lykkelig”, alligevel sidder læseren med en følelse af rigdom og ømhed.”

Meget rammene og formuleret af Rifbjerg som jeg ikke selv formår at udtrykke mig. Det passer bare virkelig godt til Ditlevsens skrivestil.

Jeg har jo nok lidt et crush på Ditlevsen for tiden, jeg er virkelig fanget af hendes univers – jeg synes, hun kan noget helt exceptionelt med det danske sprog. Jeg har plukket nogle fine citater ud mens jeg læste, og selvom de er gode, så kommer de bare bedre til deres ret, når de læses i deres rette kontekst, men I skal ikke snydes:

“Jeg ved, at hvert menneske har sin sandhed ligesom hvert barn har sin barndom. Min mors sandhed er helt anderledes end min fars sandhed, men det er lige så indlysende, som at han har brune øjne, mens hendes er blå.” (s. 19)

“Det er så mærkeligt, at min mor aldrig har opdaget, når jeg lyver. Til gengæld tror hun næsten aldrig på en sandhed.” (s. 56)

“Jeg var begyndt at tænke meget på døden, og jeg tænkte på den som på en ven. Jeg bildte mig ind, at jeg gerne ville dø,…” (s. 59)

“Jeg står og ser efter ham, så langt mit blik kan følge ham. Jeg synes altid, jeg må sige farvel til alle mænd og stå og stirre efter deres ryg og høre deres skridt fortabe sig i mørket.” (s. 192)

Ditlevsens Erindringer kommer tidsmæssigt før Gift, som jeg læste i februar. Erindringernes første del handler om barndommen på Vesterbro, om den lille lejlighed med forældrene og storebroderen, baggården, veninder og originalerne i nabolaget. Og så handler det også om, at Ditlevsen begynder at skrive digte. I bogens anden del, Ungdom, er Ditlevsen færdig med skolen og kommer ud i sin første plads, som hun ikke holder på længe – og vi følger hendes forskellige jobs og stræben efter at nå det 18. år så hun endelig kan flytte hjemmefra, de første erfaringer med drenge, og ambitionen om at udgive sine digte.

Jeg fandt bogen på min mors boghylde og jeg synes, det er noget så hyggeligt med sådanne bogfund (eller boglån) og den har en del år på bagen efterhånden…

foto 2

 

Jeg er begejstret for denne bog – og jeg kan godt afsløre, at det ikke bliver min sidste Ditlevsen bog i denne måned.

Read Full Post »

gift

Gift af Tove Ditlevsen
Udgivet 1971
Forlag Gyldendal
Sideantal 145
Lånt på biblioteket

Det var denne bogorm, der igen fik mig på sporet af den kære Tove Ditlevsen. Barndommens Gade står på mig bogreol og er læst for længe siden, og jeg tror næsten mit all-time yndlings digt er Ditlevsens “De Evige Tre” – så smukt. Da jeg læste anmeldelsen af Man Gjorde et Barn Fortræd, og samtidig fik en kort introduktion til Ditlevsens liv i Kvinder der forandrede Danmark, så fik jeg lyst til at læse noget mere Ditlevsen. Jeg bestilte Gift hjem fra biblioteket, og nu er den slugt, fortæret, og jeg havnede i lidt af et limbo bagefter – det er normalt et kvalitetsstempel i min verden, når jeg ikke rigtig kan finde ud af at starte på en ny bog, fordi den jeg netop har afsluttet, har gjort et stort indtryk på mig. Det var bestemt tilfældet her.

Gift, med den tvetydige titel, handler om Ditlevsens kærlighedsløse ægteskab med den meget ældre Viggo F., forelskelsen og ægteskabet med den smukke Ebbe (som hun også får sit første barn med) og efterfølgende forlader for lægen Carl. Et vel nok også kærlighedsløst ægteskab, det er i hvert fald ikke Ditlevsens kærlighed til Carl, der bærer forholdet fremad, men mere kærligheden til stoffet pethidin, som han forsyner hende med i nærmest uanede mængder – og som han benytter til at kontrollere hende til at blive hjemme hos ham fremfor at gå ud som tidligere.

Det er en hudløst ærlig bog, og dansk litteratur når det er bedst – Ditlevsens sprog er smukt, og flyder som gift i årene (høhø).

“For mig er det skrive ganske som i barndommen noget hemmeligt og forbudt, fyldt med skam, noget man lister hen i en krog og gør, når ingen ser det.” (s. 13)

“Er det ikke, siger han, midt i det hele interessant at stå mellem to mænd? Jo, siger jeg forbløffet, for det er det jo også.” (s. 24)

“Og det går mere og mere op for mig, at det eneste jeg virkelig dur til, det eneste der optager mig lidenskabeligt er at forme sætninger, danne ordstillinger eller skrive enkle, firlinjede vers.” (s. 47)

“Så spinder hans blide, mørke stemme som af en uendelig spole ind i mit ørre, fuld af tryghed, fuld af bestandighed.” (s. 59)

Det er en smuk bog, men barsk og tragisk. Tænk hvilke tilfældigheder, der skal til førend ens liv tager en drejning, der kan blive skæbnesvanger, som Ditlevsens møde med læge Carl. Jeg kan ikke anbefale denne bog nok, det er stor litteratur – og jeg har fluks bestilt “Vilhelms værelse” og “Det tidlige forår” hjem. Jeg venter med længsel!

gift og blomster

Read Full Post »

Kvinder der forandrede Danmark

Kvinder der forandrede Danmark af Maria Helleberg
Udgivet 2013
Forlag: Sohn
Sideantal 322
Lånt på biblioteket

Jeg kan godt lide Maria Hellebergs bøger. Hun skriver om personer og tidsaldre, der interesserer mig. Jeg har tidligere læst bl.a. “Kærlighedsbarn” og “Dronningeskolen” med stor fornøjelse.

I bogen her kaster Helleberg sig over Danmarkshistoriens store kvinder – som i deres store bedrifter, ikke omfang. Bogen starter med et kapitel om Dronning Dagmar – og bygger på myter nærmere end fakta, men jo længere vi bevæger os op i tiden – jo mere kildemateriale støtter fortællingerne.

Indhold

Bogen beskriver primært enkeltpersoner, deres omgivelser – da samfundet naturligvis præger deres engagement, men også mere “udefinerbare” grupper – såsom “Rødstrømperne” og “Plattedamerne”.

Jeg er mest facineret af de “ældre” kvinder , og min interesse daler jo længere frem i tiden vi kommer – måske fordi jeg kender mere til de omtalte personligheder, eller også fordi min interesse bare ligger i andre tidsperioder.

Bogen kan læses i sin helhed, men kan også fungere som et lille mini-opslagsværk, hvor man med fordel kan læse de enkelte kapitler for sig. Det irriterede mig i hvert fald lidt, at der var tale om en del gentagelse – temmelig ordrette – i nogle kapitler med referencer til forudgående damer. Det giver mere mening, hvis ikke bogen skal læses sammenhængende, men ellers er det bare lidt uopfindsomt og kedeligt. Derudover generer det mig også, at der er flere små som større unøjagtigheder – f.eks. i kapitlet om Bodil Koch, hvor der i faktaboksen (som findes i starten af hvert kapitel) står, at hun gifter sig med sin lærer, men i selve teksten står der, at hun forelskede sig i sin lærer, men giftede sig med hans søn i stedet. Altså! (Wikip. siger det sidste).

Det var ok læsning undervejs, eller mest i begyndelse, men nu her bagefter er jeg ikke helt vild med bogen. Jeg tror, den egner sig bedre som mini-opslagsværk – og her vil den udentvivl give et hurtigt og fint lille overblik over nogle af Danmarkshistoriens markante kvinder.

Read Full Post »

foto 2

“Vi kan sove i flyvemaskinen” af Ulla Terkelsen – i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen
Udgivet 2011
Politikens Forlag
250 sider
Lånt på biblioteket

Allerede da jeg hørt om denne bog, sikkert tilbage i 2011, da den blev udgivet, fik jeg lyst til at læse den. Der må være gemt en gode historie eller to, når en så berejst dame som Ulla T., har noget på hjerte. Ganske rigtigt, og det er netop den gode historie, som er i fokus. Der er altså ikke tale om hverken en kronologisk fortælling eller noget større litterært værk – men det er heller ikke det afgørende, det er ikke Ullas ærinde – hun lever for den gode historie. Journalistik fascinerer mig, og der var da også en periode, hvor jeg overvejede, om det skulle være min fremtid, og især udenrigskorrespondenter er fascinerende. Det ligger så fjernt fra mig som person, at have en så rodløs tilværelse med rejser på tænkelige og ikke mindst utænkelig tidspunkter, jeg ville ikke trives med det – men jeg er fascineret på trods. Eller måske derfor.

Bogen fortæller om Ullas barndom i Aarhus, og det er nu ret hyggeligt med referencerne til byen, man kender så godt. Om hendes tid i Polen, London, Afganistan, USA, Paris og Berlin. Og alle rejserne – til fjerne steder, med ukendte navne – og de mere velkendte – Irland, jojo, så langt rækker mine geografikundskaber!

11. september fylder også og terrorisme på et mere “generelt” plan – og jeg synes, Ulla T. har nogle ret gode pointer og syn på emnet, herunder ligeledes om krigene i terrorismens kølvand.

“… folk i Europa og USA, som betragter sig selv som progressive, og som gerne vil frelse verden, har reageret så voldsomt imod de militære interventioner. Det er mærkeligt at bebrejde Vesten alt det, der er gået galt. Det er da klart, at diverse stridigheder bobler op, når låget løftes. Paradoksalt nok er det et gammelt kolonimagtsargument, modstanderne af krigene i Irak og Afganistan bruger. Tilhængerne af Det Britiske Imperium mente, at hvis Storbritanien forlod Indien, ville muslimerne og hinduerne ryge i totterne på hinanden, og så ville landet falde fra hindanden. De fik ret. Det indiske subkontinent blev til Indien, Pakistan og Bangladesh. Men ville det have været at foretrække, at briterne blev der?” (p. 198-199)

Bogen er et ganske fint tidsfordriv, gode historier er altid velkomne – og så giver bogen lige lidt (for mig) nye vinkler på emner som terrorisme og krig. Ulla T. er dygtig til at trække de historiske tråde frem og sætte tingene i perspektiv.

Read Full Post »

« Newer Posts