Hvis sandheden skal frem af Anne Lise Marstrand-Jørgensen (#2), udgivet 2013 på Gyldendal, 557 sider, lånt på biblioteket
Hvis sandheden skal frem er fortsættelsen til Hvad man ikke ved (som jeg har skrevet lidt om her, da jeg gennemgik min bogreol). Bogen handler mest om de tre børn i familien Horn, der nu er blevet voksne eller på vej til at blive det. Ungdomsoprøret spøger stadig i baggrunden, og de tre unge kæmper med at vride sig fri og finde et stå sted i tilværelsen. Der eksperimenteres med sex, stoffer, kærlighed, sandhed, sammenhold og smerte.
Som konceptet er i 1’eren har Marstrand-Jørgensen skabt en fiktiv hovedstad, Farring, hvor den mellemste datter, Flora, bor og hvor det meste af handlingen finder sted. Børnene er vokset op i Vase, en lille forstad til provisnbyen Rossel. Hvad landet hedder, får vi ikke at vide – men resten af verden og verdens begivenheder er genkendelige. Landet er måske ikke Danmark, men en fusion af Norden. Det irriterer mig stadigvæk, at det er nødvendigt at opfinde et land for at fortælle historien, når resten af verden beskrives “au naturel”, bortset fra en enkelt rejse til Sydspidsen. Det generede mig dog mindre end i 1’eren, måske fordi der bruges lidt mindre tid på at iscenesætte eller måske fordi jeg i 2’eren har fået placeret byerne mv. i en sammenhæng.
Bogen foregår fra 1975 til 1992 og der er gang i den med fri sex og stoffer – og lidt mere sex, det er faktisk på grænsen til at blive for meget til tider. Det virker som om der bare er masser af sex, bare fordi – for at understrege og vise tiden, men det kammer altså over visse steder, det er unødvendig understregning af budskabet. Flora, som vel er den primære hovedperson, er ligevel karikeret – det synes jeg især hendes uddannelsesvalg og efterfølgende beskæftigelse viser.
Bogen var sådan set ok, selvom der var flere ting, der generede – og jeg synes ikke den kommer op på højde med Marstrand-Jørgensens bøger om Hildegard, som jeg var meget fascineret og opslugt af, da jeg læste dem for flere år siden.
trolderier 
