“Anyhow, he gives large parties”, said Jordan, changing the subject with an urban distaste for the concrete. “And I like large parties. They’re so intimate. At small parties there isn’t any privacy.”
The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald, udgivet 1926 – denne udgave 2010 på Penguin Classics, 198 sider og derudover en introduktion af Tony Tanner. Læst på engelsk. Min bogreol.
Hvordan kan man være i tvivl, tænker du måske, men det var jeg altså – i tvivl om jeg havde læst bogen før eller om det mon bare var filmen (med DiCaprio), jeg havde set. Da jeg først kom i gang, forsvandt min tvivl – det var filmen, jeg havde set. Den levede ikke op til sit hype, tænkte jeg den gang. Nu er der ofte stor forskel på bøger og filmatiseringer, og selvom jeg synes vældig godt om den kære Leo, så vinder Fitzgeralds smukke ord over ham. Jeg kunne langt bedre lide bogen, handlingen er ganske lille, når man tænker over det, men Fitzgerald lykkes med at fortrylle mig med sine ord og flydende sprog. I min udgave af bogen er der en introduktion af Tony Tanner – klog af skade, besluttede jeg at springe introduktionen over og læse den tilslut. Det var et vældig godt valg, for den viste sig, ganske rigtigt, at være fuld af spoilers. Ikke destomindre var den interessant læsning, jeg kan rigtig godt lide at få belyst og udpeget særlige tekststeder og referencer efter endt læsning, det giver mig nye øje på og bidrager til min oplevelse af teksten.
Det er en anbefalesværdig klassiker, og jeg er meget, meget glad for min smukke udgave!
Hvordan har I det med introduktioner – læser I dem først eller afslutningsvis? Hvorfor i alverden hedder de mon ikke efterskrifter eller lignende, når man på ingen måde kan læse dem inden, uden at få sin læseoplevelse spoleret?
trolderier 