Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Frankrig’

“Påstanden om, at enhver dræber det, han elsker, forekom ham at være det rene gætværk sammenlignet med den til vished grænsende sandsynlighed for, at man bliver til det, man hader. Der fandtes naturligvis mennesker, der ikke hadede noget som helst, men de forekom Patrick så fremmedartede, at han ikke kunne forestille sig deres skæbne.”

FullSizeRender 2

Glem det, Dårligt nyt, En smule håb af Edward St Aubyn (Patrick Melrose-romanerne 1-3), udgivet på dansk af Gads Forlag, udkommer 4. juni 2015, modtaget som anmeldereksemplar af forlaget

Vær forberedt på dårskab, amoral, ligegyldighed, vold, sadisme, druk og stoffer når du møder den dysfunktionelle familien Melrose og deres velhavende omgangskreds. Det er ikke lytter idyl at have penge nok, men det hjælper dig med at få de reneste stoffer og ikke at skulle bekymre sig om, hvor pengene til det næste fix skal komme fra.

De tre første romaner om Patrick Melrose er netop udkommet på dansk og de to sidste udkommer i efteråret 2015.

I den første roman “Glem det” er Patrick Melrose bare en lille dreng på 5 år, han er med sine forældre i deres sommerresidens i Frankrig. Her trisser han omkring, uden at have så meget at tage sig til. Romanen fortælles primært ud fra faderen, David Melrose og moderen, Eleanor Melrose og de øvrige voksnes synsvinkler. Det står klart at David Melrose er en mand, der nyder sin magt over andre og som har temmelig sadistiske tilbøjeligheder. Historien udspiller sig over en enkelt dag, men vi kommer som læsere til at få et tydeligt billede af forældrenes forhold, og hvilken type mennesker, fra deres omgangskreds, de har inviteret til middag.

“Han stod ved siden af sengen og så ned på det grønne sengetæppe med ildfuglene på. Hans far lød temmelig træt, da han talte. “Jeg er nødt til at straffe dig.”
“Men hvad har jeg gjort?”
“Du ved udemærket godt, hvad du har gjort,” sagde hans far med en kold, tilintetgørende stemme, Patrick fandt overvældende overbevisende. Han skammede sig pludseligt over alle de ting, han havde gjort forkert. Hele hans eksistens forekom ham at være hæmmet af fiasko.”

I “Dårligt nyt” er Patrick, der nu er i starten af 20-erne, taget til New York for at hente sin afdøde faders aske med hjem. Hele turen er en stor rus og viser med alt tydelighed hvilket voldsomt misbrug, Patrick er kommet ud i. Han er så håbløst langt ude og tager så mange stoffer, at det forekommer utopisk, at han nogensinde kan komme fri af misbruget.

“En smule håb” foregår i England og Patrick er ikke længere ude i et så voldsomt misbrug, men kæmper stadig med fortidens dæmoner. Han har på en eller anden vis fået kæmpet sig op til overfladen igen og kan reflektere over, hvor langt ude (eller nede) han har været. I et forsøg på at gøre sig fri fortæller han for første gang en god ven om, hvorfor forholdet til faderen har været så dårligt.

“Det, han pludselig og med hver eneste celle i kroppen ikke længere kunne holde ud, var at skulle gennemleve den skæbne, som fortiden havde beredt ham, og lydigt følge skinnerne, mens han som bittert betragtede alle de veje, han hellere ville have fulgt.”

Det engelske aristokrati er bestemt andet end Downton Abbey, det viser romanerne om Patrick Melrose med al tydelighed. Det der fascinerer mig særligt ved Patrick Melrose-romaner er faktisk forfatteren bag, Edward St Aubyn. I den her halvbiografiske romanserie kan der tydeligvis trækkes paralleller til St Aubyns eget liv. Hans opvækst i en engelsk overklassefamilie med overgreb og misbrug er grundlaget for hans skriverier, der er med til at bringe ham ud af fortidens rædsler.

Bogens sarte og fine forside er i øvrigt i dyb kontrast til det dystre indhold. På den anden side er der heller ikke langt fra det sarte og fine der med et knips med fingrene kan krakelere og gå i tusind stykker.

IMG_5148

Read Full Post »

“Da orkesteret satte i, begyndte de at danse vals, og hele dansegulvet blev et mylder af farver. Pigernes kjoler lyste i lavendel, gammelrosa, lysegult og tågegrønt. Lyd og farver skyllede berusende ind over ham, og han så Madeleine lægge sit yndige hoved tilbage, lukke øjnene og smile.”

foto 1

Den Gyldne Ring af Leona Blair (oversat fra engelsk efter “Whit this Ring”)
Udgivet 1983, denne udgave 1997
Forlag: Peter Asschenfeldts nye forlag
Sideantal: 314
Købt i genbrug

Den her roman er hvad jeg kalder “old-school-chick-lit”. I min verden er det romantiske bøger, der typisk foregår i begyndelsen af 1900-tallet og op til efterkrigsårene. De foregår ofte i NYC, men også England eller f.eks. Berlin. Hovedpersonerne har mange penge, ganske ofte investerer de på børsen (og de undgår naturligvis de værste følger af krakket), de drikker champagne, går i fine kjoler, danser vals og møder kærligheden – the one and only.

Den her roman er ganske typisk. Vi følger Jesse og Madeleine fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor de gifter sig og helt frem til under anden verdenskrig. Jesse arbejder i den finansielle sektor, Madeleine er gudesmuk. De får to børn Jonathan og Susannah. Jonathan har sin mors væsen og smukke udseende, Susannah sin fars begavelse for forretning. Jesse er en dominerende far, der med hård hånd styrer sine børn, sin hustru og ja, faktisk helst alt og alle. Madeleine er en følsom kvinde, der ikke føler sig set og vigtig i sin mands liv. Hun finder en elsker og da Jesse opdager det, er der kold luft imellem dem, for en skilsmisse kan naturligvis ikke komme på tale. 

Jeg har købt bogen i en genbrugsbutik, jeg stikker gerne næsen ind, når jeg har tid og kigger efter bøger til min mormor. Da jeg stod med bogen i hånden, havde jeg en fornemmelse af, at jeg vist havde læst bogen før, men var ikke helt sikker. Det er jeg faktisk stadig ikke, nu hvor jeg har læst den. Måske har jeg læst den før, måske ikke – den er så typisk det jeg kalder “old-school-chick-lit”, at jeg ikke er helt klar over om, jeg rent faktisk har læst bogen før eller om jeg tænker på en anden. Alle de klassiske “old-school-chick-lit” elementer er tilstede.

Jeg havde min mormor i tankerne da jeg købte bogen, og forstillede mig, at jeg kunne give den videre, når jeg selv havde læst den. Det går bare ikke, der er alt for mange erotiske scener i til hendes smag – vi er ikke ude i (hvad jeg forstiller mig) Fifty Shades handler om, men når man mest er til Morten Korch-romantik, så skal der altså ikke så meget til.

Den her type bøger er ikke god litteratur i gængs forstand, men det er min guilty-pleasure og en genre jeg slapper af ved. Det er bare lidt charmerende med tiden (1900-tallet), penge, kjoler, gentlemen og kærlighed.

foto 3

Hvilken genre er jeres guilty-pleasure?

Read Full Post »

“I boghandlen i Rue de Maubeuge kunne Lucile tilbringe timer i afdelingen med børnebøger. Til sidst valgte hun en bog, som hun stak under armen, knappede frakken og sagde farvel til damen med et kæmpesmil efter først at have sagt til hende, at der desværre ikke var noget, der kunne friste.”

foto 1

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan (oversat fra fransk efter “Rien ne s’oppose à la nuit” 2011)
Forlag People’s Press
Udgivet 2013
Sideantal 337
Lånt på biblioteket

Alt må vige for natten er Delphine de Vigans forsøg på at komme tættere på sin mor, at forstå hende bedre. Min frygt, og muligvis grunden til, jeg ikke har læst bogen før nu, er, at jeg frygtede det var endnu en af de her “mor”-bøger, hvor forfatteren fortæller om sin forfærdelige barndom – og det orkede jeg ikke rigtigt. Heldigvis blev min frygt gjort til skamme – den her bog er helt anderledes!

Bogen er delt op i 3 dele, første del er skrevet i 3. person og beskriver Luciles (moderens) barndom, 2. del er skrevet i jeg-form og handler om Delphines liv(altså forfatterens)  efter forældrenes skilsmisse og 3. del kan man kalde voksenlivet, Luciles liv efter børnene er flyttet væk og blevet store. Kapitlerne veksler mellem historien og en form for “bagom historien”, hvor man hører om tilblivelsen af historien – hvorfor Delphine skriver, hvordan hun griber historien an, hendes valg og fravalg, tanker og overvejelser.

“Hvad enten det er med største forsigtighed eller for fuldt tryk, så er det at nærme sig Lucile også at nærme sig de andre, de levende, med risiko for at fjerne mig fra dem.”

Jeg synes, Delphine skriver meget sobert og hun lader det helt klart fremgå, at nogle af de ting der insinueres er hendes måde at tolke og forstå sin mors historie på, men at hun ikke har 100 % konkrete beviser for, at det rent faktisk også er sådan virkeligheden var. Historien er stykket sammen af fortællinger fra familie, venner, søsteren, moderens efterladte skriverier, morfarens indtalte historie på kassettebånd og lign. og naturligvis hendes egne erindringer.

“Manon fortalte mig den anden dag, at der var mange (blandt andre vores far og vores bror), der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved, på samme måde som Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile.”

Jeg havde én fornemmelse af bogen, da jeg havde læst 1. del og så en helt anden da jeg begyndte læsningen af del 2. Jeg opfattede det som meget idyllerisk og som en harmonisk familie, men det var alt andet en idyl og harmoni, der kom til at præge resten af min læsning af bogen.

Jeg fik frygtelig meget lyst til at læse mere af Delphine de Vigan efter endt læsning af Alt må vige for natten, og det betragter jeg som en anbefaling!

foto 2

Har I læst andre værker af Delphine de Vigan – og kan de anbefales?

Read Full Post »

“Når et mysterium rigtig gør indtryk på en, tør man ikke lade være at bøje sig for det. Og hvor meningsløst det end kunne synes, her tusinde mile fra alle beboede egne og svævende i den yderste livsfare, trak jeg et lille stykke papir og en blyant op af lommen.”

trolderier

trolderier

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry (org. “Le petit prince”)
Udgivet 2002, oprindeligt 1946
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal 93
Min bogreol (gave fået til min 19-års fødselsdag i 2002)

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Den lille prins til franskundervisning i gymnasiet. Dengang læste vi uddrag af bogen – på fransk naturligvis 🙂 Jeg var fascineret af de små fine historier, som udplukkende udgjorde. Min fransklærer ødelagde dog min illusion, om dette fine lille eventyr som med et knips, som klirrende glasskår. Bang. Måske var jeg bare en naiv, ung pige dengang – men jeg læste Den lille prins som et sødt eventyr – og alle ved jo, at eventyr altid ender godt. Jeg ville have, det endte godt – og det gør det måske også eller, jeg håber, men nej, min illusion er en gang for alle brast og jeg kan ikke længere undgå at bide mærke i den underliggende tristhed i historien. Den er meget fin og filosofisk, og det giver stof til eftertanke – om ganske hverdagsagtige ting såsom venskab. Det er sådan lidt trist på en meget smuk måde, giver det mening?

Det er en meget fin lille historie med forfatterens egne tegninger, som er en integreret del af historien – ordene alene fortæller ikke alt. Og så er det lidt en klassiker, en must-read – så hvis du endnu ikke har mødt den lille prins, så tag lige og gør det… Og vinger du læste bøger af i “1001 bog du skal læse før du dør” så får du endda et flueben oveni hatten.

trolderier

Read Full Post »

foto 1

Kaptajn Dinesen – Ild og Blod (#1) af Tom Buk-Swienty
Forlag Gyldendal
Udgivet 2013
Sideantal 508
Lånt på biblioteket

Kaptajn Dinesen er en historisk biografi om Karen Blixens far Wilhelm Dinesen. Vi følger Dinesen fra opvæksten på Katholm Gods på Djursland til slaget ved Dybbøl i 1864 til Frankring som frivillig kaptajn i krigen mod Tyskland 1870-71 og slutteligt som vidne til borgerkrigen i Paris (Pariserkommunen) umiddelbart efter.

Der ligger et imponerende researcharbejde bag Buk-Swientys bog om Dinesen, det er virkelig en gennemarbejdet bog og Buk-Swienty har tilstræbt at dokumentere de historiske begivenheder så korrekt som muligt, med få litteræregreb. Det er en velskrevet bog og spændende og givtig læsning. Bogen handler meget om krig og krigsskildringer – det skal man være indstillet på, men jeg synes Buk-Swienty formår at gøre det interessant og kombinere det med de andre sider af Dinesens liv. Skolegangen i København, livet på Katholm Gods, omgangskredsen som bl.a. tæller familien Frijs fra Frijsenborg.

Jeg har tidligere læst både Slagtebænk Dybbøl (18. april 1864) og Dommedag Als (29. juni 1864) af samme forfatter, jeg var vældig begejstret for skildringen fra Dybbøl, men fandt Dommedag Als lidt for langtrukken.

Buk-Swienty er anbefalesværdig som en god historiefortæller, du får faktuelle historiske begivenheder serveret på en elegant og læseværdig måde. Bøgerne, og naturligvis også denne om Kaptajn Dinesen, er krydret med billeder, malerier, kort, breve mv. der er med til at illustrere historien og gøre den levende.

foto 3

foto 2

Read Full Post »

foto 4

 

Dværgen fra Normandiet (#1) af Lars-Henrik Olsen
Forlag: Carlsen
Udgivet 1989
Sideantal 358
Lånt på biblioteket

Når jeg er på biblioteket, synes jeg det er sjovt lige at kaste et blik på reolen med afleverede bøger – hvad læser andre og kunne jeg mon blive inspireret? Det blev jeg sidste gang, og denne her bog kom med hjem. Siden jeg (for efterhånden skræmmende mange år siden!) havde latin i 1.g på gymnasiet og havde en fantastisk inspirerende underviser, der virkelig formåede at gøre det gamle sprog og historierne i tilknytning dertil meget spændende, har jeg været fascineret af historie om, eller vel nærmere på, Bayeux-tapetet. Det berømte billedetæppe skildrer slaget ved Hastings i 1066, og forhistorien om hvorfor det kom til kamp mellem den engelske Kong Harold og hertug Wilhelm af Normandiet.

Dværgen fra Normandiet handler om dværgen Turold, soldaten Ligulf og fire sypiger som er samlet på et kloster i Sydengland for at udføre det her billedetæppe som bliver kendt som Bayeux-tapetet. Bogen er en børne-ungdomsbog og det er klart, at den bærer præg af det – det er ikke svært at regne plottet ud – særligt i forhold til personerne, og det er heller ikke særlig dybt. Men det er okay for min interesse er Bayeux-tapetet og skildringen på tæppet og om tæppet – det er et fascinerende historisk værk og jeg ville elske at komme en tur til Bayeux og se det i virkeligheden.

Read Full Post »

« Newer Posts