“Hun var overfølsom over for de jævnaldrende drenges lugte, deres hår og deres duvetinejakker. Hun kendte den lugt, hendes lillebror gik på en drengeskole, og hele skolen lugtede ramt af drenge.”

Naboens søn af Jane Aamund, udgivet i 2013 på People’s Press, 261 sider, lånt på biblioteket
Familien Lund bor i et pænere villakvarter nær København. En dag får de nye naboer, familien Bentzon. Begge mødre har rødder i det vestjyske, begge fædre har klare ønsker for deres børns fremtid. Vi er i 1950’erne i en opbrudstid, hvor familiemønstrene og kærligheden er noget man begynder at stille spørgsmålstegn ved. Barbara Lund og Lars Bentzon bliver venner og fortrolige, og på den måde får de to familier relationer til hinanden. I bogens forord lægger Jane Aamund op til en rigtig fin historie med ordene
“Jeg begynder i morgen på en roman om en mand og to kvinder. Den ene elskede ham, han elskede den anden. Den ene kendte ham, fra hun var fjorten år. Den anden var gift med ham i halvtreds år. En roman om mænd, sønner og deres kvinder. En roman om de særlige mænd, der må vokse op i deres stærke fædres skygge. Sønnerne kæmpede forgæves for fars kærlighed. Fædrene stod tilbage med skuffelsen. De forstod aldrig, at de selv spillede en rolle i ulykken.”
Jeg har med stor fornøjelse læst Jane Aamunds beretninger om hendes tossede familie i Klinkevals-bøgerne, og jeg har slugt fortællingerne om hendes vestjyske familie i Lemvig-krøniken. Desværre når hun ikke i mål med denne roman, der bliver lagt op til en storslået familiefortælling, men det hele ender med at blive sådan lidt fladt. Historien flagre i forskellige retninger, uden at nå i dybden. Den lover langt mere end den kan holde. Barbara og Lars bliver sjælefrænder og fortrolige, siger bagside teksten – jeg når ikke at opfatte, hvor i bogen det sker. De møder hinanden og begynder at ses og tale i telefon sammen – men den sammenhørighed, der eftersigende er mellem dem, oplever jeg ikke. Der er i det hele taget flere løse ender, det er som om Aamund vil for mange ting og har for mange ideer med sin roman, men glemmer at følge op på det og andre ting skøjter hun for let hen over. Visse ting er decideret selvmodsigende, fx. står der på sammen side, at “Barbara Lund var heldig. Hun var den eneste pige på vejen.” og “Barbara havde to mindre søskende. En lillesøster, Hanne, og en yngre bror, Peter.”
Note:
Jane Aamund vil for meget, og når alt for lidt. Jeg synes, det virker lidt sjusket – der burde være en redaktør, der havde holdt lidt styr på hende (hvis det ellers er muligt!), for potientialet for en virkelig fremragende historie, det er tilstede. Jeg var skuffet, da jeg lukkede bogen, jeg fik ikke det, jeg var blevet stillet i udsigt – det var en ret flad fornemmelse.


Read Full Post »