trolderier

“Jeg kunne i det hele taget kun komme videre ved at gøre “naturen” til min fortrolige og tage hensyn til den ved at behandle den gruelige prøvelse, jeg var udsat for, som et skub i en retning, der ganske vist var usædvanlig og ubehagelig, men som til syvende og sidst kun krævede, at den almindelige menneskelige moralfølelses skrue strammedes lidt mere, for at tage sig ordentlig ud.”

Skruen strammes af Henry James (org.titel “The turn of the Screw”), udgivet 2012 på Forlaget Rosenkilde & Bahnhof (første gang udgivet 1898), læst som e-bog på Mofibo, 150 trykte sider

En gotisk spøgelseshistorie er ikke just hvad jeg oftest læser. Henry James roman Skruen Strammes var november måneds bog i min læseklub. I min optik var den nu ikke særlig uhyggelig, men jeg kunne godt forestille mig, der har været set med andre øjne på den i gamle dage.

Bogen handler om en ung guvernante, der kommer til et gammelt herskabeligt gods langt ude på landet for at tage vare på to forældreløse børn. Så er den gotiske stemning allerede på plads. Omstændighederne ved hendes ansættelse er besynderlige, og burde have fået de fleste til at finde en anden stilling, men den unge kvinde er betaget af sin arbejdsgiver. Børnene virker til en begyndelse også som vidunderlige små englebasser.

Indledningsvist starter romanen med, at guvernantens historie viderefortælles til en kreds af nysgerrige tilhørere – og fortælleren bekræfter historiens autoritet ved at sige, at historien er nedskrevet af guvernanten selv i et brev. Herefter fortælles historien ud fra guvernantens synsvinkel, og jeg synes, hun er utrolig forklarende. Det skal forståes på den måde, at der hele tiden skal forklares teorier på dette og hint – og hun har naturligvis altid ret, i hvert fald lader hendes veninde, husbestyrerinden, sig gerne overbevise. En anden ting er, at de ovennævnte omstændigheder ved guvernantens ansættelse, godt kan virke en anelse besynderlige og konstruerede. Disse to elementer ved bogen er jeg ikke videre begejstret for.

Der er mange ubekendte og tågede omstændigheder i historien, som er med til at skabe en mystisk stemning, og der er mangt og meget, der aldrig bliver givet en forklaring på. Jeg var ikke specielt imponeret, mens jeg læste bogen, men det gode ved en rigtig klassiker er, at der altid er en masse interessante ting at tale om – og jeg tror næsten, historien her kan analyseres igen og igen og igen. Det er så mange forskellige måder, bogen kan tolkes på, der er mange lag, der kan skrælles af og detaljer, der kan ses i et andet lys, hvis man skulle få lyst til at genlæse. Det var en roman, der voksede på mig og som jeg langt bedre kunne li’ efter vores diskussion i læseklubben end mens jeg læste den. Jeg synes stadigvæk ikke historien som sådan er fantastisk, min læseoplevelse var på ingenmåde mindblowing, men jeg kan ikke undgå at blive imponeret af de mange mulige måder, den kan læses på. Der er, lader det til, et nærmest uendeligt antal fortolkninger, man kan anlægge – og hvem ved, måske har Henry James blot skrevet den i helt bogstavelig forstand?

Read Full Post »