Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Krig’

“I nogle af de landsbyer, vi gik igennem, var det, som om afghanerne slet ikke så os, når vi kom gående i vores udrustning, og soldaterne holdt deres gevær i hænderne, som man ikke ser et ar på huden, man har haft i årevis.”

FullSizeRender

Mikael af Dy Plambeck, udgivet 2014 på Gyldendal, læst som e-bog på Mofibo, 266 trykte sider

Bogen handler om journalisten Becky, der er taget til Afghanistan for at lave en reportage til avisen hjemme i Danmark. Hun skal være tre uger i en lille lejr i Bridzar. Hun møder soldaterne Jan og Mikael, lærer lejrlivets trivielle hverdag at kende, sandet, varmen, lugten af brændt lort, varmen. Historien starter i Afghanistan tager os med til Sardinien og til København. Den handler om krig og kærlighed, om frygt, om at komme hjem og om at mangle ord.

Becky oplever en form for skriveblokade, da hun kommer hjem til Danmark igen – og noget tilsvarende gjorde forfatteren, Dy Plambeck, som selv har været i Afghanistan og skrev “Mikael” for at komme over på den anden side. Der er i det hele taget flere ligheder mellem historien og Plambecks oplevelser.

Beskrivelsen af Afghanistan og lejrlivet er meget virkelighedstro, ikke at jeg har været i Afghanistan selv, men alligevel kan jeg se det for mig. Beskrivelserne af de små hverdagsting, badet, toiletterne, teltene giver mig et tydeligere billede og fornemmelse af stedet end jeg før har haft. Jeg har læst andet krigslitteratur, fx I morgen angriber vi igen af Kim Hundevadt – den journalistiske vinkel og interviewet med soldaterne, deres fortællinger, gav mig slet ikke samme billeder på nethinden som Mikael. Det er udentvivl også bogens første del, den der foregår i Afghanistan, der virkede stærkest på mig. Den del der foregår på Sardinien er lidt besynderlig, og delen i Danmark har heller ikke samme styrke.

Der er nogle ting i bogen, der virker lidt for forcerede, virkemidler, der lader til at være medtaget som en forklaring, der ikke er behov for. Mikaels baggrund er tragisk, og det tydeligste eksempel på, ønsket om at give en forklaring på hans soldaterliv og trang til igen og igen at udsætte sig selv for faren ved udsendelse. Men Mikael fungere dårligt i en dansk dagligdag, som er så uendelig langt fra krigszonen og lejrlivet i Bridzar, men måske har han ikke så mange andre muligheder.

Når det er sagt, er det en interessant og velskrevet bog. Plambecks skrivestil er let og flydende, omend med mindre underfundig lune end der findes i Gudfar og Texas Rose.

Note:
“Krigen er et sted, hvor mennesket næsten holder op med at være et menneske, som vi kender det.”

“I krig mister soldaterne delvis deres identitet. De er en person, men de er i høj grad også en funktion…”

Citaterne stammer fra et interessant interview med Dy Plambeck fra Information 13. august 2014 i forbindelse med udgivelsen af Mikael. Du kan læse det lige her.

Jeg er ret vild med beskrivelsen af “at lukke rum ned” som beskrives deri, og som både Mikael og Becky gør, og som givetvis er en nødvendig overlevelsesstrategi når man befinder sig i en krigszone – det rammer mig.

_________________________________________________________________________________________

Hvad har I læst af nyere (dansk) krigslitteratur?

Read Full Post »

IMG_4734

Skammerkrigen af Lene Kaaberbøl (Skammer-serien #4), Gyldendal Lyd, oplæst af Ann-Britt Mathiesen, 10 t, 28 min.

Hele fortællingen om Skammeren og hendes familie kulminerer i denne fjerde og sidste bog, trådene samles – og ting jeg havde spekuleret på om Kaaberbøl ville følge op, men egentlig havde afskrevet – plottet er jo dog en ungdomsbog, så var der tænkt på det. Det glædede mig.

Bogen bliver oplæst af en ny oplæser, og det er altså frygtelig irriterende, at en serie på fire bøger skal læses op af tre forskellige. Endnu en gang bliver sted- og egenavne udtalt forskelligt, og det mere udtalt end tidligere. Oplæseren har forsåvidt en ganske udemærket oplæserstemme, men det fungerer dårligt med skiftende oplæsere, og så talte hun i øvrigt madet som Dronningen. Hun havde også en irriterende vane med at udtale Dina og Davins navne ved kapitelindledningerne, som et spørgsmål – “Dina?” – frygtelig irriterende. Men det hele skal jo ikke handle om oplæseren, selvom denne har en ret stor indflydelse på oplevelsen af en bog. I bund og grund ødelagde hun ikke noget for min oplevelse af selve historien, jeg er vild med den og så glad for, at jeg har fået kendskab til en så fabelagtig historie – og har fået mine øjne op for, at jeg vist alligevel meget godt kan lide fantasy! Sikke en skam at Katriona-bøgerne ikke også findes som lydbøger.

Read Full Post »

“Men almindelige mennesker er ikke som os! Almindelige mennesker er i deres følelsers vold! Almindelige mennesker er drevet af lyst og tilbøjeligheder, disse værdier vil blomstre. Og de er farlige, de er forførende, de er kortsynede og overfladiske, de fører til dovenskab, slaphed og misundelse! Det er ikke nødvendigt at sige, at de ikke må vinde indpas i familien Bruchfontaine!”

IMG_4370

Familien Bruchfontaine af Keld Conradsen, udgivet i 2014 på forlaget Modtryk, 344 sider, lånt på biblioteket

Otto Bruchfontaine er tysker, har kæmpet i den tyskehær i Afrika.  Da 1. verdenskrig slutter, og han som krigsfange skal oplyse sin herkomst, fortæller han, at han stammer fra Egernsund – der netop igen er blevet dansk efter Genforeningen. I Afrika har Otto fået næse for forretning, og i Egernsund beslutter han, at han vil starte sin egen. Han gifter sig med teglværksejerens datter, Dagmar, og sammen starter de et forretningsimperium og  et familieimperium ligeså.

Der er lagt op til en helt skøn familiekrønike, hvor flere generationers liv udfolder sig – og selvom jeg egentlig meget godt kan lide bogen, så synes jeg desværre også, at Conradsen falder lidt igennem. I bøger som Guillous serie om Det Store Århundrede og Folletts Centry-trilogi blev fortællingens personer levende for mig, det gør de ikke på samme måde her. Måske er det ikke fair at sammenligne store, tykke bøger og lange serier med en familiekrønike på knap 350 sider – på den anden side vil Conradsen ligeså meget og jeg synes langt hen ad vejen, der er et rigtig godt potientiale for en interessant bog. Manglerne i min optik er, som nævnt, at personerne ikke bliver levende – jeg tror ikke helt på dem, en del af handlingen går enormt hurtigt, og der skøjtes henover det – så vi kan nå til “den egentlige hovedperson”, Valdemar, der er tredjegeneration af Bruchfontaine. Med Valdemar lykkedes det i glimt at skabe en “rigtig” person, men der er også noget forceret og utroværdigt over hans person. Derudover fandt jeg nogle af handlingerne i bogen besynderlige – og nogle af personernes handlemønster og tankegang koldt – men det sidste er måske bare mig, for der findes (sikkert) mennesker, der sætter deres forretning og den “samlede” familie højere end det enkelte familiemedlem. Særligt besynderlig og egentlig temmelig utroværdig finder jeg slutningen, jeg kan naturligvis ikke sige præcis hvorfor, så røber jeg jo det hele – men jeg kan bare ikke forestille mig, det vil være en naturlig reaktion.

Hvorom alting er, så er der potientiale for en rigtig, god familiekrønike, som jeg tror kunne være fortalt bedre på flere sider – der bliver skøjtet henover mange episoder, der er mange personer, og det er ikke muligt at komme nok ind under huden på dem, på det relativt korte sideantal. Selvom slutningen ikke falder i min smag, kan jeg godt se, at Conradsen binder en form for sløjfe om fortællingen – jeg synes blot ikke, det er troværdigt. Jeg tror dog virkelig, jeg ville kunne være blevet blæst helt væk, hvis bare handlingen og personerne havde haft flere sider at udfolde sig på – så tror jeg godt, jeg kunne se bort fra små irriterende momenter som spørgsmål ala “Hvad følte Otte ved Y’s xxx?” “Vidste han det selv?” “Følte han andet end…. (bla bla)?” “Hvad lavede Y på gaden kl ti om aftenen?” “Hvorfor havde… (bla bla)?” (Ja, altså, jeg har skrevet lidt om i spørgsmålene, der står hverken Y, xxx eller bla bla i bogen – men jeg vil ikke røbe noget, vel!) – og de nævnte spørgsmål kommer ud i en køre i et afsnit og det er bare irriterende.

Jeg kan ikke få mig selv til at sige, jeg ikke kan lide bogen – det ville langt fra være sandt. Jeg kan se dens mangler, jeg kan se dens potientiale og jeg kan ærger mig over, potientialet ikke bliver grebet og omsat til en helt forrygende familiekrønike.

FullSizeRender

FullSizeRender 2

Read Full Post »

“Lugten af grøn sæbe, det friske, saftfyldte træs knitren i fedtstensovnen og isskorpen på urinen var således et rensende bad for sjælen, en sublim påmindelse om, hvor meget han havde Gud at takke for.”

IMG_4285

Ikke at ville se af Jan Guillou (Det Store Århundrede #4), Org. Att inte vilja se, udgivet 2014 på Modtryk, 352 sider, lånt på biblioteket

Den fjerde bog i serien om Det Store Århundrede handler om årene under 2. Verdenskrig. De tre brødre bor i det neutrale Sverige med deres familier, men de har stadig familierelationer og interesser i Tyskland. Som krigen truer med at splitte Europa, truer den også med at splitte familien Lauritzen. Lauritz’ ældste søn, Harald, er Haupsturmführer i SS og udstationeret i Norge (brødrenes hjemland) og døtrene er engageret i modstanden mod tyskerne.

Lauritz har svært ved at indse krigens farer og de splittelser, det kan medføre i familien. Han ville ikke altid se realiteterne i øjnene, men gør som strudsen, og stikker hovedet i busken. Hans kone og døtre driller ham kærligt med at være en struds, men som virkeligheden presser sig uundgåeligt på bliver strudsen tvunget til at titte frem fra busken.

Jeg var skuffet over Mellem rødt og sort, den forrige bog i serien. Heldigvis synes jeg, Guillou har fundet den rigtige tone frem igen i denne bog, og jeg læste den på nogle få dage. Slutningen er dog en anelse kryptisk, jeg er ikke sikker på, jeg helt forstår, hvad der sker (eller vil forstå?!) – og jeg venter derfor med spænding på den næste bog i denne 10-bindsserie om Det Store Århundrede.

IMG_4286

Read Full Post »

“Havearbejde, spadsereture, roture på floden og blomsterjagter fyldte de solrige dage; og når det regnede, havde de indendørs fornøjelser, nogle var gamle, andre nye – alle mere eller mindre af egen opfindelse.”

IMG_3849

Pigebørn af Louisa M. Alcott, udgivet første gang 1868 (denne 1995 på Høst & Søn, 223 sider, min bogreol

Jeg har haft denne bog stående på min bogreol i umindelige tider, jeg har forsøgt at begynde på den, har opgivet – men da jeg læste om et read-along på Instagram, besluttede jeg mig for, at tiden måtte være inde. Nu har jeg læst den, bogen om de fire søstre Meg, Jo, Beth og Amy og deres mor, far, Hannah, naboerne og pigernes liv, deres pligter og gøremål, deres glæder og sorger. Måske er det ikke den pæneste version, jeg har af bogen (den har kun kostet 20 kr.), men indholdet er nu ganske sødt og fint. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke sådan var helt oppe at ringe over den – den var let og sød, og jeg havde ganske givet holdt langt mere af den, havde jeg blot læst den, da jeg var yngre. Min nysgerrighed om de fire søstres videre skæbne er dog vagt så meget, at jeg har reserveret efterfølgeren Good Wives på biblioteket.

Note:
En fin og let bog, som jeg fandt sød – men skulle jeg have holdte mere af de fire piger, skulle jeg nok have lært dem at kende for flere år tilbage.

IMG_3850

IMG_3851

Hvad er jeres forhold til “Pigebørn”?

Read Full Post »

“Vi ved mere om adelen end om almuen, mere om mændene end om kvinderne, og vi ved mere om de voksne end om børnene. Allermindst ved vi om pigerne. Det gælder også kongedøtre.”

IMG_3619

IMG_3545

Jomfruen fra Norge af Tore Skeie, udgivet på dansk i 2014 (org. 2012), 317 sider, anmeldereksemplar fra Gads Forlag

“Hun blev et symbol på det, de havde mistet, på en forgangen og romantiseret tid. De kaldte hende “The Maiden of Norway” – jomfruen fra Norge.”

Trods titlen, handler bogen ikke om Jomfruen af Norge. Alligevel er jomfruen (eller jomfruerne, der er flere) hovedpersonen, fordi alting sker med hende som omdrejningspunkt. Jomfruen er en overordentlig vigtig brik i det politiske magtspil i middelalderens Skandinavien. Piger på denne tid har ringe værdi i forhold til sønner, men da denne jomfru, ikke har nogen brødre, er hendes værdi langt større end sædvanligt. Men hvem skal være den heldige? Jomfruen bliver allerede som helt lille lovet bort, hendes rolle som diplomatisk virkemiddel er en yderst vigtig for hvilken vej magtbalancen tipper, og for Norges fremtid. Loyalitet er en by i Rusland, familiebånd og søskendekærlighed er nærmest ikke eksisterende – enhver er sig selv nærmest, og det er helt almindeligt at være “vendekåbe”, hvis det er til egen fordel. Den lille jomfru bliver lovet bort mere end en gang, tiderne skifter, og den mest fordelagtige ægtemand er ikke nødvendigvis den samme fra år til år.

Tore Skeies bog er ikke en roman, den er heller ikke en tung historisk kilde. Bag på bogen står, der om Skeie, at han er en krydsning mellem en historiker og en forfatter – og det er faktisk helt rammende for, hvordan man skal karakterisere bogen, for med det i mente, forstår man, at der er tale om en historisk korrekt fortælling pakket ind som en roman. Skeie inddrager kilderne i sin tekst, og diskuterer dem – for at give læseren en forståelse af kildernes troværdighed eller mangel på samme. Han er endvidere god til at hjælpe læseren med at forstå, hvordan f.eks. tidens ridderkultur opfattes i samtiden eller hvad “den lille istid” er – det er derfor ikke en forudsætning, at man som læser har en stor baggrundsviden om tiden, for at forstå historien og den historiske sammenhæng.

Det er en interessant bog, og kan du lide at blive klogere på historie, riddere, magt, ære, politik, konger og skønjomfruer, så kan jeg anbefale dig at læse bogen – du må blot ikke forvente en skønlitterær historisk roman – den her bog kan noget andet.

I øvrigt er jeg helt vild med indpakningen. Bogen er simpelthen så fin med guldmotiv på sort baggrund med røde detaljer. Det giver ekstra plusser i min bog, at det visuelle også er lækkert.

IMG_3618

Kender I andre gode historiske fortællinger? Og har I læst denne her?

Read Full Post »

“Da orkesteret satte i, begyndte de at danse vals, og hele dansegulvet blev et mylder af farver. Pigernes kjoler lyste i lavendel, gammelrosa, lysegult og tågegrønt. Lyd og farver skyllede berusende ind over ham, og han så Madeleine lægge sit yndige hoved tilbage, lukke øjnene og smile.”

foto 1

Den Gyldne Ring af Leona Blair (oversat fra engelsk efter “Whit this Ring”)
Udgivet 1983, denne udgave 1997
Forlag: Peter Asschenfeldts nye forlag
Sideantal: 314
Købt i genbrug

Den her roman er hvad jeg kalder “old-school-chick-lit”. I min verden er det romantiske bøger, der typisk foregår i begyndelsen af 1900-tallet og op til efterkrigsårene. De foregår ofte i NYC, men også England eller f.eks. Berlin. Hovedpersonerne har mange penge, ganske ofte investerer de på børsen (og de undgår naturligvis de værste følger af krakket), de drikker champagne, går i fine kjoler, danser vals og møder kærligheden – the one and only.

Den her roman er ganske typisk. Vi følger Jesse og Madeleine fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor de gifter sig og helt frem til under anden verdenskrig. Jesse arbejder i den finansielle sektor, Madeleine er gudesmuk. De får to børn Jonathan og Susannah. Jonathan har sin mors væsen og smukke udseende, Susannah sin fars begavelse for forretning. Jesse er en dominerende far, der med hård hånd styrer sine børn, sin hustru og ja, faktisk helst alt og alle. Madeleine er en følsom kvinde, der ikke føler sig set og vigtig i sin mands liv. Hun finder en elsker og da Jesse opdager det, er der kold luft imellem dem, for en skilsmisse kan naturligvis ikke komme på tale. 

Jeg har købt bogen i en genbrugsbutik, jeg stikker gerne næsen ind, når jeg har tid og kigger efter bøger til min mormor. Da jeg stod med bogen i hånden, havde jeg en fornemmelse af, at jeg vist havde læst bogen før, men var ikke helt sikker. Det er jeg faktisk stadig ikke, nu hvor jeg har læst den. Måske har jeg læst den før, måske ikke – den er så typisk det jeg kalder “old-school-chick-lit”, at jeg ikke er helt klar over om, jeg rent faktisk har læst bogen før eller om jeg tænker på en anden. Alle de klassiske “old-school-chick-lit” elementer er tilstede.

Jeg havde min mormor i tankerne da jeg købte bogen, og forstillede mig, at jeg kunne give den videre, når jeg selv havde læst den. Det går bare ikke, der er alt for mange erotiske scener i til hendes smag – vi er ikke ude i (hvad jeg forstiller mig) Fifty Shades handler om, men når man mest er til Morten Korch-romantik, så skal der altså ikke så meget til.

Den her type bøger er ikke god litteratur i gængs forstand, men det er min guilty-pleasure og en genre jeg slapper af ved. Det er bare lidt charmerende med tiden (1900-tallet), penge, kjoler, gentlemen og kærlighed.

foto 3

Hvilken genre er jeres guilty-pleasure?

Read Full Post »

“‘Margaret,’ she says seriously, ‘you must know that you could never choose your own life. You are a girl: girls have no choice. You could never even choose your own husband: you are of the royal family.”

The Red QueenThe Red Queen

The Red Queen af Philippa Gregory (The Cousins’ War #2)
Forlag: Simon & Schuster
Sideantal 419
Læst på engelsk
Min bogreol

Margaret Beaufort er 12 år gammel, da hun bliver gift første gang. Hun flytter med sin nye mand Edmund Tudor til Wales, og føder sønnen Henry Tudor. Edmund dør inden han får set sin søn og Margaret bliver gift igen – og skal forlade sin lille dreng i varetægten hos sin svoger, Jasper Tudor. Margaret Beaufort er Lancaster-klanens arvtager og Tudor-slægten har også royalt blod i årene, så lille Henry Tudor har royalt blod i årene på både fædrene og mødrene side. Men der er lang vej til tronen og landet er i krig, borgerkrig. Den siddende konge, Henry VI, er ved at blive skør og derfor tilraner York-slægten sig tronen.

Margaret Beaufort er farmor Henry den 8. Tudor, og dermed altså oldemor til Elizabeth den 1. Tudor.

Jeg spekulerede på, om jeg nu skulle læse den samme historie igen blot fra en anden synsvinkel end Elizabeth Woodvilles i The White Queen. Heldigvis var det ikke sådan. Gregory har formået at skrive en selvstændig historie, som starter langt før The White Queen, og som er helt anderledes. Margaret Beaufort er en helt anden hovedperson end Elizabeth Woodville. Almindelig af udseende og stærkt troende. Hvis hun selv havde kunnet bestemme over sit liv, så havde det været helliget gud – men som pige og kvinde var der intet hun skulle have sagt, valgene blev truffet for hende. Margaret Beauforts ægteskaber er ikke af kærlighed men af praktiske årsager, for at sikre alliancer og indflydelse. Elizabeth Woodvilles ægteskab med Edward d. 4 er båret af kærlighed og ganske usædvanligt, i særdeleshed for en konge. En ting har de to kvinder dog tilfælles, de begge er utroligt ambitiøse på deres børns vegne.

Den er en ganske god serie, når man som mig er en sucker for historisk fiktion af den royale slags.

foto 4

foto 2

 

Ps. Har I set, der er 25-timers bogudsalg hos The Bookdepository i morgen, den 1. juli?

Read Full Post »

“This is the man who hopes to be King of England. He has to marry a princess. He’s not going to marry some beggarly widow from the camp of his enemy, who stood out on the road to plead with him to restore her dowry.”

trolderier

 

trolderier

The White Queen af Philippa Gregory (The Cousins’ War #1)
Forlag Simon & Schuster
Sideantal 455
Læst på engelsk
Min bogreol

Den unge Elizabeth Woodville er enke. Hendes mand er faldet i kampen mod at holde York-slægten fra tronen. En tidlig morgen står den smukke enke og venter med sine sønner, under et træ, på, at Edward af York skal komme forbi med sit følge – hun vil have genetableret sine sønners arv fra deres far. Det er kærlighed ved første blik, da de to får øje på hinanden, eller i hvert fald begær! Elizabeth og Edward bliver hemmeligt gift inden han ridder i kamp for at erobre Englands trone.

Det her er historien om en viljefast kvinde, der kæmper med næb og klør for sin families rettigheder. Det er historien om kærlighed, begær og mystik med historisk vingesus.

Elizabeth Woodville er moder til “de forsvunde prinser” fra The Tower og hun er mormor til den notoriske Henry den 8. Tudor.

Jeg har virkelig et svagt punkt for historiske romaner, særligt med et royalt islæt. Det er en gammel svaghed, som vist i sin tid startede med en fascination af Herta J. Enevoldsens historiske romaner for unge.  Sidenhen har jeg slugt diverse tv-serier og bøger om de (historiske) kongelige. Hvem elskede ikke The Tudors? Og især ham her, flot fyr! Serien gjorde mig så opslugt af perioden, at jeg købte og læste flere af Alison Weirs bøger om Henry den 8., hans hof, børn og ikke mindst Anne Boleyn. Alison Weirs bøger er mere faktabaserede end Philippa Gregorys, da hun støtter sig tæt op af det historiske kildemateriale. Meget interessant læsning, men knap så letlæst, og måske egentlig mest af alt at betegne som en mellemting mellem skøn- og faglitteratur. Nå, det var vist lidt et sidespring.

Min anbefaling går ud til alle jer andre med hang til det royale – og som elsker at få historien serveret med en lækker skønlitterær indpakning.

trolderier

Read Full Post »

Trolderier: Blinkende Lygter

Blinkende Lygter af Tove Ditlevsen
Forlag Athenæum
Udgivet 1947
Sideantal 71
Lånt på biblioteket

De fleste kender vel efterhånden Blinkende Lygter – det skønne digt af “Ove Ditlevsen”? Filmen Blinkende Lygter var nærmest kult, da jeg gik i gymnasiet og det er også en virkelig god film. Nu har jeg så endelig stiftet bekendskab med digtsamlingen af samme navn – for selvfølgelig kunne der ikke være en læsemåned uden, der sneg sig lidt Ditlevsen ind!

Digtsamlingen er delt op i to dele I. BLINKENDE LYGTER og II. DE FORTABTE. Tove Ditlevsen er generelt meget melankolsk i sin udtryksform, men på en utrolig smuk måde og det afspejler især første del af digtsamlingen. Digtet Blinkende Lygter er virkelig fantastisk smukt – og de andre digte ramte mig også. Det er som om, der er mere substans i denne digtsamling end de tidligere jeg har læst af hende – og jeg kan bedre relatere mig til indholdet. Anden del af digtsamlingen bærer præg af besættelsestiden og tiden lige efter. De to dele er på sin vis ret forskellige, men melankolien går igen i dem begge. Blot udtrykt forskelligt – i første del måske primært gennem sproget og i anden del giver besættelsen i sig selv en grundliggende melankoli.

Det er en dejlig lille digtsamling – den skulle du tage at læse…

trolderier: Blinkende Lygter

Read Full Post »

« Newer Posts - Older Posts »