“…findes der noget bedre end at sidde om aftenen ved kaminen med en bog, mens vinden slår imod ruderne og lampen brænder?…
-Nej, vel? sagde hun og rettede sine store, sorte, vidtåbne øjne mod ham.
-Man tænker ikke på noget, fortsatte han, timerne går. Uden at bevæge sig færdes man i lande, man tror at se for sig, og ens tanker væver sig ind i fiktionen, leger med dens detaljer eller følger intrigernes konturer. Den glider ind mellem personerne; man synes, det er en selv, hvis hjerte banker under deres klæder.
-Det er sandt! det er sandt! sagde hun.”
Madame Bovary af Gustave Flaubert, udkom første gang på fransk i 1857, denne udgave i 2006 på Gyldendal, 447 sider, min bogreol
I sin samtid blev Gustave Flauberts roman om Madame Bovary anset for anstødeligt og til fare for den offentlige moral på grund af skildringen af utroskab. Flaubert blev slæbt i retten, og måtte forsvare sit værk, men vandt sagen.
Bogen handler om den unge Emma, der gifter sig med lægen, Charles, der er en rar, men helt utrolig kedelig mand. Snart længes Emma efter sin frihed, hun længes efter romantik og luksus – men henslæber sig i hverdagens trivialitet. Hun er evigt utilfreds, og kaster sig derfor ud i udenomsægteskabelige affærer, der for en stund giver hverdagen mening, men selv livet med en elsker bliver monotont på et tidspunkt.
“Men hver gang man tænker nedsættende om dem, man elsker, kommer man lidt længere bort fra dem. Man skal ikke røre ved gudebillederne: forgyldningen bliver siddende på fingrene.”
Emma bliver mere og mere skødesløs, urolig og irretabel – og vover sig ud på dybere og dybere vand. Charles er naiv og meget betaget af sin kone. Han er ikke det der ligner jaloux, og har derfor ingen idé om, hvad der foregår lige for næsen af ham.
Flauberts sprog er meget beskrivende, sætningerne er fyldige, smukke og rummer en stor dybde.
“I deres ligegyldige blikke mærkede man den ro, der kommer af lidenskabernes daglige tilfredsstilledelse; og i deres blinde væremåde fandtes denne særlige brutalitet, der opstår ved beherskelsens af halvt tæmmede ting, på hvilke kraften kan øve sig og forfængelighedens mættes: kunsten at tumle raceheste og omgås faldne kvinder.”
Jeg startede første gang med at læse Madame Bovary for 4-5 år siden, og da jeg tog bogen ned fra reolen for at læse den her i juni, kunne jeg konstatere på bogmærket, at jeg dengang nåede til side 107. Jeg kæmpede mig gennem siderne og havde nok en helt forkert idé om, hvad bogen kunne. Den her gang var det en helt anden oplevelse, jeg var fanget af sproget allerede før de famøse 107 sider. Flaubert tryller med ordene og portrættet af Emma Bovary er interessant og på sin vis evigtgyldigt. Lidenskaben, længslerne og følelserne er relaterbare i nutiden, selvom moralen, hestevognene og kjolerne hører en anden tid til. Det handler om at læse om Mme Bovary på det rigtige tidspunkt, ellers får man ikke en god oplevelse, og det er en skam.
Tusind tak til jer, der har været med til at læse Madame Bovary og brugt #JunimedBovary – det er så motiverende og enormt hyggeligt med fælleslæsning. Det er ikke sidste gang, jeg læser på den måde. Jeg glæder mig til at høre, hvordan jeres oplevelser har været med Madamen – fortæl mig det gerne i kommentarfeltet.
Read Full Post »
trolderier 