Posted in anmeldelse, Bøger 2017, Lydbøger, tagged 1600-tallet, Amsterdam, ægteskab, familie, Holland, magisk realisme on april 30, 2017| 2 Comments »
Dukkemageren af Jessie Burton, hørt som lydbog på eReolen, indlæst af Randi Winther Henriksen, 14 t 50 min., 1/5 stjerner
Det her var i bund og grund en frygtelig oplevelse. Og jeg forstår måske heller ikke hvorfor, jeg hørte den færdig – men mit naive håb var nok, at det ville blive bedre eller, at der i det mindste ville komme et plottvist og hive oplevelsen op. Det. skete. ikke. Læs mere…
Posted in anmeldelse, Bøger 2017, Lydbøger, Min bogreol, tagged fantasy, Kærlighed, London, magi, magisk realisme, venskab on marts 9, 2017| 2 Comments »
Nattens cirkus af Erin Morgenstern (org. titel ‘The Night Circus’), udgivet på dansk i 2014, hørt som lydbog på eReolen, oplæst af Mikkel Bay Mortensen, 13 t, 5/5 stjerner
Da jeg fortalte min mand om min currently listening-bog forklarede jeg ham, at den gav mig vibes ala The Prestige (fantastisk film – Bale er fab!) – og sjovt var det efterfølgende at læse på forfatterens hjemmeside, at hun rent faktisk var inspireret af netop The Prestige og samtidigt opdage, at Læs mere
Posted in anmeldelse, Bøger 2016, Læseklubben, Min bogreol, tagged familie, gys, magisk realisme, venskab on november 18, 2016| Leave a Comment »
Tågens fyrste af Carlos Ruiz Zafón (Tågens fyrste #1), oversat fra spansk efter ‘El príncipe de la niebla’, udgivet på Forlaget Lindhardt & Ringhof i 2016 (org. 1993), modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, læst med læseklubben, 171 sider, 2/5 stjerner
Selvom Tågens fyrste først lige er udkommet på dansk, så er det faktisk Ruiz Zafóns debutroman og den blev i sin tid udgivet som en ungdomsroman. Endvidere er bogen første del af en trilogi og næste bind udkom 9. november 2016 (ifølge forlagets hjemmeside i hvert fald).
Jeg havde muligvis ikke samlet den her bog op, hvis ikke det havde været fordi Læs mere…
Posted in anmeldelse, Bøger 2016, tagged Engelske bøger, familie, magisk realisme, søskende, USA on oktober 24, 2016| 2 Comments »
The Particular Sadness of Lemon Cake af Aimee Bender, udgivet af Windmill Books i 2011, lånt på biblioteket, 325 sider, 5/5 stjerner
Forestil dig, at du kan smage andres følelser i den mad de har tilberedt. Følelser, de ikke selv er klar over, de føler. Det sker for Rose Edelstein, da hun på sin 9 års fødselsdag sætter tænderne i den fødselsdagskage, hendes mor har bagt.
Jeg følte mig straks draget af bogens titel, og idéen om at kunne smage følelser i maden og vidste bare, jeg måtte læse bogen Læs mere…
Posted in anmeldelse, Bøger 2016, Lydbøger, tagged barndom, fantasy, magisk realisme, venskab on februar 24, 2016| 1 Comment »
Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman, hørt som lydbog på Mofibo, oplæst af Morten Rønnelund, 4 t 52 min., 3/5 stjerner
En mand vender hjem til sin barndoms egn til en begravelse. Det bliver en rejse i fortidens forlængst fortrængte minder, der tager ham med tilbage til familiens hus, til veninden Lettie Hempstock og hendes familie. En rejse, hvor det er svært at kapere hændelserne – i hvert fald for en lille dreng, men måske også for en voksen mand. Hukommelsen og minder er begge utroværdige sandheder.
Der var et tidspunkt i starten, hvor jeg var helt sikker på, jeg ikke ville bryde mig om historien Læs mere…
Posted in Alfabetisk oversigt, anmeldelse, Book-lovin', Lydbøger, tagged 1920'erne, Alaska, Amerika, ægteskab, barnløshed, Kærlighed, magisk realisme, natur, nybyggerne, Sne on december 30, 2014| 8 Comments »
Snebarnet af Eowyn Ivey (org. The Snow Child), oplæser Bent Otto Hansen, 12 t. og 2 min.
I 1920’ernes Alaska hvor sne, kulde og overlevelse hersker, har det barnløse par Mabel og Jack slået sig ned i en hytte. De er på sin vis flygtet. Flygtet fra familie og venners tavse blikke på den ikke-voksende mave. De holder sig for sig selv. Jack forsøger at rydde jorden og gøre den klar til dyrkning, Mabel bager tærter til den nærliggende lille bys hotel. Da den første sne falder en aften bygger Jack og Mabel i kådhed en snepige, omsluttet af Mabels sjal og med fine røde læber. Da dagen gryer er snebarnet væk, det samme er sjalet.
Jeg har fået anbefalet bogen af Malene, og var en lille smule skeptisk. Ikke fordi Malene anbefalede den (det gav den blot en blåstempling), men fordi jeg altid tøver en anelse, når der er et eller andet overnaturligt element. Selvom fortællingen startede en anelse dystert og langsomt, blev min skepsis gjort til skamme. Det er en meget fin og skøn fortælling, og jeg har et svagt punkt for nybygger historier.
Oplæseren er en mand, og jeg tror, det er den første lydbog, jeg har hørt (bortset fra min barndoms lydbøger) med en mandlig oplæser. Jeg skulle lige vende mig til det, men jeg tror i virkeligheden, at jeg hver gang lige skal vende mig til den pågældende oplæsers måde og stemme. Oplæserens stemme var behagelig, omend den til tider blev lige en tand for dyb/ru og det var ikke fløjsblødt for mine sarte øre. Haha. I hvert fald er det småting, oplæseren generede ikke min oplevelse af historien.
Note:
En rigtig flot fortælling, men en god ramme. Realistisk og alligevel med et strejf af noget uforklarligt. Det generer mig ikke, at jeg efterlades uden en forklaring på det hele – det er trods alt de barske realiteter der rammer hårdest.
Posted in Alfabetisk oversigt, Book-lovin', Læseklubben, tagged dyr, hverdagsrealisme, Japan, magisk realisme on november 21, 2014| 13 Comments »
“Hun og jeg plejede at bytte bøger, vi diskuterede i det uendelige, drak billig whiskey og havde almindelig hverdagssex med hinanden. Alt det sædvanlige, forstår sig.”
En vild fårejagt af Haruki Murakami (org. “Hitsujo o merguru boken”), oversat fra den engelske version “A Wild Sheep Chase”, udgivet på dansk i 1996 (org. 1982) af forlaget Klim
Det er min første Murakami bog. Havde det ikke været for min læseklub, havde jeg med al sandsynlighed ikke læst denne bog. Trækopfuglens Krønike står ulæst på min reol. Jeg begyndte på den og gik fuldstændig og aldeles død i den, så jeg vil ikke prale af, at Murakami ligefrem stod allerøverst på min to-be-read-liste. På trods af det gik faktisk rigtig fint med at få læst bogen, det var ikke en kamp at komme igennem den, men det var heller ikke just en page-turner.
Bogen handler om en navneløs fortæller, konen er skredet – og han sidder alene tilbage i sin lille lejlighed med en gammel kat, der ikke kan så meget andet end at prutte. Han finder en ny veninde med meget sensuelle ører, ører så fantastiske, at de er små kunstværker.
“En enkelt forbløffende dristig kurve delte skarpt billedplanet op, andre snoede sig i yndefulde fletværk af diskrete skygger, og atter andre bar som antikke freskoer spor af forgangne aldres myter. Men øreflippens myge kød overgik alt det andet og transcenderede al skønhed, al begær.”
Pludselig en dag bliver hans kompagnon kontaktet af en mystisk mand med et bizart ønske, og hovedpersonen er på ingen tid involveret i jagten på et får – et helt bestemt får med en stjerne på ryggen.
Handlingen er på ingenmåde nem at beskrive, der er så mange “afstikkere” og historien er bizar. Murakami skriver hverdagsrealisme og han skriver magisk realisme, jeg havde derfor ingen idé om hvad jeg kunne forvente undervejs i bogen – alt er muligt, når det magiske element inddrages. Jeg sad forvirret tilbage, da jeg lukkede bogen – men glad for at vi skulle diskutere den i læseklubben. Der er bestemt meget at snakke om, og mange spidsfindigheder, men for mig går det nok bare ikke op i en højere enhed – jeg kan ikke se den røde tråd i den samlede historie. De kommentarer, jeg har læst om bogen, siger, den kan læses som et billede af Japans historie – det er en mulighed, jeg kender imidlertid ikke nok til deres historie til at afgøre det.
Jeg har efterfølgende læst, at En vild fårejagt ikke er en god første Murakami bog, men det er min første, og muligvis også sidste?!
Har I læst Murakami? Hvad synes I om hans måde at skrive på? Og kan I gøre mig klogere på ham – og måske også En vild fårejagt?
Posted in Alfabetisk oversigt, Book-lovin', tagged Alfabetisk oversigt, Barcelona, Bøger, magisk realisme, serier on marts 10, 2014| 4 Comments »
Himlens Fange af Carlos Ruiz Zafón (org. “El prisionero del cielo”)
Udgivet 2011
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal 304
Læst på dansk
Lånt på biblioteket
Jeg følte det lidt som pligt læsning, da jeg tog fat på denne bog, for jeg var ikke synderligt begejstret for den forrige Ruiz Zafón bog jeg læste, Englens Spil. Heldigvis kunne jeg langt bedre lide denne.
Noget der irriterede mig ved Englens Spil, var at jeg syntes Ruiz Zafón gentog for mange af sine virkemidler fra Vindens Skygge, for at skabe sit dystre univers – og det virkede, jeg blev utilpas, bestemt, men det kedede mig og mest af alt irriterede det mig. Det har han heldigvis lagt på hylden i Himlens Fange, jeg frygtede ellers endnu en gentagelse, da jeg læste introen til bogen, men kunne ånde lettet op. Faktisk kan jeg også godt lide at bogen ikke er så lang, for Englens Spil var lige til den lange side, når den nu ikke var tilsvarende god indholdsmæssigt.
Himlens Fange er en reference til David Martín, hvoedpersonen i Englens Spil, og selvom Ruiz Zafón skriver indledningsvist, at bøgerne om “De Glemte Bøgers Kirkegård” kan læses i vilkårlig rækkefølge, så gav det altså god mening for mig at have læst Vindens Skygge og Englens Spil først – og Ruiz Zafón har også skrevet Himlens Fange efter de to andre bøger, så det giver altså fin mening i min verden. I øvrigt gør Himlens Fange at mit syn på Englens Spil måske har ændret sig en lille smule, for måske endte den ikke helt som jeg egentlig gik og troede – og som også irriterede mig en anelse, alting er ikke hvad det giver sig ud for og det skrevne ord, kan du ikke nødvendigvis tage for gode vare! Men jeg siger ikke mere, det skal ikke spoiles her…
Slutningen i Himlens Fange lader læseren tilbage med en del løse ender og ubesvarede spørgsmål. Bogen klarlægger en del af personernes historie i lyset af de andre bøger i serien, men åbner for endnu en som man efterlades uden svar på – jeg tror godt der kunne dukke endnu en bog om “De Glemte Bøgers Kirkegård” op fra Ruiz Zafóns hånd.
Har I læst alle tre bøger – og hvad er jeres indtryk af sammenhørigheden? Hvilken rækkefølge har I læst dem i – og har I genlæst, for det tror jeg godt kunne give nye aspekter til historierne…
Posted in Alfabetisk oversigt, Book-lovin', tagged Alfabetisk oversigt, Barcelona, magisk realisme, serier on februar 9, 2014| 5 Comments »
Englens Spil af Carlos Ruiz Zafón (oversat fra spansk “El juego del ángel”)
Udgivet 2008
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal 572
Læst på dansk
Lånt på biblioteket
Carlos Ruiz Zafón har udgivet tre bøger, som fletter sig ind i hinanden på den ene eller anden måde. Vindens Skygge, Englens Spil og Himlens Fange. De kan læses i en hvilken som helst rækkefølge.
Jeg har tidligere læst Vindens Skygge, som jeg på det kraftigste havde fået anbefalet. Den var god, og selvom det er noget tid siden jeg læste den, så husker jeg, den var god – jeg vendte side efter side med lynets hast… men slutningen, nej, den var ikke god. Jeg endte med lidt af et antiklimaks. Måske er det derfor jeg har tøvet lidt med at læse videre, tildels det, og så formentlig fordi jeg har hørt, at Englens Spil ikke var nær så god som Vindens Skygge – men da det fornyligt gik op for mig, at der også er en tredje bog, Himlens Fange, ja, så måtte jeg hanke op i mig selv.
Englens Spil foregår i 1920’ernes Barcelona, hvor den unge journalist David Martín tjener til dagen og vejen som forfatter. En dag får han et mystisk brev fra en forelægger med et tilbud, der er svært at afslå. Brevet er forseglet med en lille engel i lak. David bor i et gammelt hus med et tårnværelse, der fungerer som arbejdsværelse – men David er ikke den første forfatter, der bor i huset og noget tyder på, at den tidligere beboer også har haft en aftale med den mystiske forlægger.
Vindens Skygge er udentvivl en bedre bog end Englens Spil, det irriterer mig, at Zafón bruger helt de samme virkemidler som i Vindens Skygge. Der er (for) mange ting, der går igen – den unge, smukke pige – den “gode” betjent, med to gorilla-håndelangere – den dystre stemning, der males frem, Barcelona virker bestemt ikke som et rart sted – den lidt overnaturlige stemning ala en snært af magisk realisme. Nej, jeg synes det er en anelse for letkøbt. Det var sådan set ikke fordi, det var svært at komme igennem bogen, jeg var bare ikke super begejstret for, det jeg læste. Jeg har det også en anelse svært med magisk realisme, som udgangspunkt (jeg kan f.eks. godt lide Allendes Åndernes Hus) og det kommer måske bogen lidt til skade.
Jeg vil i hvert fald hellere anbefale Vindens Skygge end Englens Spil, så start der, hvis du overvejer Zafón – og så kan vi tales ved når jeg er kommet igennem Himlens Fange, for den bliver jeg naturligvis nødt til at læse…
trolderier 