Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘mor – datter’

trolderier

Velkommen til Amerika af Linda Boström Knausgård, udgivet af Forlaget Lindhardt & Ringhof i 2017, modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, 89 sider, 4/5 stjerner

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste der har tænkt, om navnet alene kunne sælge bøger? Knausgård er et meget stærkt navn i litterærsammenhæng, så det hjælper nok lidt på det – Læs mere…

Read Full Post »

fullsizerender

Lady Susan af Jane Austen, læst som e-bog på Mofibo, læst med læseklubben, 3/5 stjerner

Lady Susan er lidt en kælling, men på den sofistikerede og intellektuelle måde – og helt igennem beregnende. Formen som brevroman og personernes ensartede navne (de er i familie eller gift med hinanden på kryds og tværs) gjorde, at jeg til en begyndelse lige måtte svipe lidt frem og tilbage for at huske, hvem der nu skrev til hvem – for det gør de også på kryds og tværs. Men jeg kom efter det efterhånden som jeg kom længere ind i historien.

Selve slutningen synes jeg var lidt moraliserende og nem, men det har måske Læs mere…

Read Full Post »

“Havearbejde, spadsereture, roture på floden og blomsterjagter fyldte de solrige dage; og når det regnede, havde de indendørs fornøjelser, nogle var gamle, andre nye – alle mere eller mindre af egen opfindelse.”

IMG_3849

Pigebørn af Louisa M. Alcott, udgivet første gang 1868 (denne 1995 på Høst & Søn, 223 sider, min bogreol

Jeg har haft denne bog stående på min bogreol i umindelige tider, jeg har forsøgt at begynde på den, har opgivet – men da jeg læste om et read-along på Instagram, besluttede jeg mig for, at tiden måtte være inde. Nu har jeg læst den, bogen om de fire søstre Meg, Jo, Beth og Amy og deres mor, far, Hannah, naboerne og pigernes liv, deres pligter og gøremål, deres glæder og sorger. Måske er det ikke den pæneste version, jeg har af bogen (den har kun kostet 20 kr.), men indholdet er nu ganske sødt og fint. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke sådan var helt oppe at ringe over den – den var let og sød, og jeg havde ganske givet holdt langt mere af den, havde jeg blot læst den, da jeg var yngre. Min nysgerrighed om de fire søstres videre skæbne er dog vagt så meget, at jeg har reserveret efterfølgeren Good Wives på biblioteket.

Note:
En fin og let bog, som jeg fandt sød – men skulle jeg have holdte mere af de fire piger, skulle jeg nok have lært dem at kende for flere år tilbage.

IMG_3850

IMG_3851

Hvad er jeres forhold til “Pigebørn”?

Read Full Post »

“Fortælleren vælger, hvordan virkeligheden ser ud, hvordan de andre personer skal fremstilles, og hvor mange små ironiske “jo”, “nok” og ildelugtende ostemadder, der skal placeres i teksten som tidsindstillede bomber. Hvis den reelle virkelighed er vanskelig at forholde sig til, tilbyder ordene en måde at få hul på den. Men det tager tid.”

IMG_3777

Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger af Louise Zeuthen, udgivet på Gyldendal i 2014, 451 sider, lånt på biblioteket

Louise Zeuthen har en ph.d. i nordisk litteratur og er lektor på Institut  for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på KU – og det fornægter sig ikke i bogen. Zeuthen inddrager og diskuterer Suzanne Brøggers forfatterskab i relation til SB’s eget liv. Rigtig interessant og tydeligt at Zeuthens litteratærer baggrund og viden gør sig gældende. Hele den debat, der har stået på længe om autofiktion, er interessant at tænke ind i relation til Suzanne Brøgger. Hun siger selv, citeret i biografien, at “Når folk blev chokerede over den barske grufulde virkelighed i Dostojefskys bøger, svarede han: Ok, det er bare en afbleget version af virkeligheden. Virkeligheden er meget værre. Det samme vil jeg sige. Når nogen spørger, om det virkeligt er sandt, om jeg virkelig har oplevet det jeg skriver (…) Jeg må svare, nej, det er bare digt. Hvis jeg skulle skrive mine autentiske memoirer, ville de blive forbudt.”

Suzanne Brøgger har bedt Zeuthen skrive biografien, og har i den forbindelse givet hende adgang til personlige breve og dagbøger. Zeuthen har delt biografien op i emnedele fremfor stramt kronologisk, så kapitlerne hedder fx. “Mor”, “Far”, “Femme fatale”, “Den franske forbindelse”, “Myte” og lignende. Det virkede godt og giver en naturlig fremdrift tidsmæssigt. Det er helt klart en anderledes biografi. Den går meget tæt på, det er dybt personlige forhold, tanker, følelser og relationer der bringes frem i dagens lys. Der er citater fra dagbøger, brevkorrespondancer, tegninger, billeder, ja, selv en liste over erobringer og deres formåen i sengen.

IMG_3778

IMG_3687

Det overrasker mig, hvor personligt det er. Der er hede kærlighedsbreve mellem den purunge Suzanne og hendes ældre franske elsker. Der er store refleksioner i hendes breve, hun skriver modent og velovervejet.  Man fornemmer gennem bogen, hvordan hun modnes og udvikler sig til denne femme fatale, der ikke lader andre bestemme, hvad der kan lade sig gøre.

“Enten lange negle eller krigsreportage, enten seriøse og afdæmpede forfatterminer eller festskrud og eksibitionisme, synes mantraet at lyde.”

“De mange formaninger om, at hun bliver nødt til at vælge mellem intellekt og sexappeal, hvis hun vil tages alvorligt, afvises som “skizofrene” symptomer på en kulturel sygdom.”

Suzanne Brøgger accepterer ikke, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Hun rummer så mange modsætninger og handler i modsætninger.

Den tvetydighed hendes forfatterskab og liv rummer er med til at underbygge mytedannelsen – hvad er fiktion hvad er virkelighed?

“Myten er Suzanne Brøggers værn mod ensomhed.” Jeg ser det dog også som en måde at gemme sig på, for på trods af de meget personlige og saftige detaljer, er jeg stadig ikke sikker på, hvem hun er. Var det omvendt mig, der havde udleveret så personlige ting om mig selv og mit liv, ville jeg føle mig hudløst blottet. Brøgger gemmer hverdagen, tiden hvor hun møder sin mand og får et barn, har hun ikke ønsket, Zeuthen skulle skrive om. Suzanne Brøgger påtager sig en rolle, den rolle folk forventer hun påtager sig, og det er faktisk også ret karakteriserende for biografien.

Note:
Det er en god biografi, den er velskrevet, den er interessant og den er detaljeret. Herhjemme har jeg i spøg omtalt den som “Missekatte-bogen” overfor min kæreste, Brøgger er virkelig ikke nærig med detaljerne – heller når det gælder billeder. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke det, jeg fik. Det er positivt ment, for det er en anderledes biografi – og det tager jeg hatten af for.

Jeg kan i øvrigt tilføje, sådan lidt på den #sortlitterærsamvittighed ‘s front, at jeg faktisk aldrig har læst noget af Brøgger. Det er ret pinligt, men nu er det sagt – og på min bestillingsliste på biblioteket er der allerede flere af hendes værker, for hendes biografi har givet mig lyst til at se nærmere på hendes forfatterskab. Hun kan uden tvivl skrive, det vidner de mange brev- og dagbogsuddrag om, og hun er reflekteret og har oplevet mere end almindeligt i sin opvækst når det gælder familierelationer og sexualitet.

IMG_3677

 

Har I læst Brøgger, og hvad kan I anbefale fra hendes forfatterskab?

Read Full Post »

“Du kan måske spørge min mor,” fortsætter pigen, “hun snakker meget med de gamle på plejehjemmet, hvor hun gør rent. Hun ved tit de underligste ting om folk. Hun kommer til begravelsen, altså hvis hun kan få fri. Hun har spurgt, om jeg vil med. Det gør jeg nok. Så meget sker der jo heller ikke heroppe, vel?”

IMG_3722

Og sådan blev det af Maren Uthaug, udgivet af Lindhardt og Ringhof 2013, sideantal 206, lånt på biblioteket

Nena må have smittet mig med sin entusiasme for Maren Uthaug. Jeg tror i hvert fald, det var derfor bogen kom med min hjem fra biblioteket en dag, jeg havde lokket mig familien med derop. Den stod bare der på hylden og var så fin og gul.

Det gør nu bestemt heller ikke noget, den kom med hjem. Det er en fin, underfundig bog om misforstået kærlighed, misforstået omsorg og det smerter at læse om et misforstået barn. Jeg fik en stor trang til at ruske “den onde” stedmor, mine tæer krummede sig sammen – gud, hvor er hun irriterende, og måske i virkeligheden det største barn i fortællingen.

Bogen handler om Risten, der bor med sin samiske mor og norske far langt mod nord. Da forældrene går fra hinanden flytter Risten med sin far til Sønderjylland og kommer nu til at hedde Kirsten. De flytter ind hos Grethe, der netop har modtaget en flok vietnamesiske bådflygtninge, der nu bor i kælderen. Kirsten knytter sig i sin ensomhed til drengen Niels og de to lever i deres helt egen verden. De voksne har ingen en anelse om, hvad der foregår i deres ensomme fællesskab, hvor fantasien får frit løb.

I sit voksenliv genser Risten sin mor og sit samiske barndomshjem helt oppe i Nordnorge, og det bliver naturligvis et møde, der på ingenmåde bliver som forventet.

Bogen er letlæst, men dyb og slet ikke som forventet. Den får en anbefaling med på vejen af mig.

IMG_3762

Read Full Post »

“Hun havde ikke rejst sig, siden de blev bænket i den iskolde riddersal. Når hun skulle tisse, fik hun potten stillet ind under alle skørterne, skubbede sig frem og lod vandet gå. På den måde kunne hun holde varmen.”

foto 3

Kongens kvinder – kvinderne bag Christian d. 4. af Maria Helleberg
Forlag: Samleren
Udgivet 2013
Sideantal 429
Lånt på biblioteket

Jeg har altid spekuleret på, hvordan fine folk kunne sidde og sidde og sidde til en stor fest uden at skulle tisse – citatet ovenfor giver svaret! De gik tilsyndeladende til bal uden trusser den gang.

Bogen handler om de tre kvinder bag Christian d. 4. Ellen Marsvin, Kirsten Munk og Vibeke Kruse.

Ellen Marsvin bliver som ung gift med den noget ældre Ludvig Munk, og under ægteskabet får hun datteren Kirsten Munk. Ludvig Munk dør, og Ellen Marsvin gifter sig igen med Knud Rud, som også efterlader hende som enke. Her efter gifter Ellen Marsvin sig ikke igen, men helliger sig sine forretninger. Hun var en velhavende, og dygtig forretningskvinde.

Under et besøg hos Ellen Marsvin forelsker Christian d. 4. sig i den unge Kirsten Munk. De bliver gift på gammeldagsvis med håndslag og papirer. Da det ikke er foran en præst, bliver Kirsten Munk ikke dronning. Ellen Marsvin sikrer dog sin datter så godt hun kan, så hun ikke bare bliver kongens elskerinde. Kirsten Munk er ikke glad for sit ægteskab med den meget ældre konge. Det gør det bestemt heller ikke bedre, at hun hele tiden er gravid og ikke har sin krop for sig selv.

Vibeke Kruse, jævnaldrende med Kirsten Munk, kommer som ung i huset hos Ellen Marsvin. Hun bliver sendt med Kirsten Munk til København for at hjælpe til med børnene – eller måske mest af alt for at være Fru Ellens øre og øjne på slottet. På et tidspunkt afskediger Kirsten Munk alle sine tjenestefolk og Vibeke Kruse søger tilbage til Ellen Marsvin. 

Ellen Marsvin nyder godt af sin kontakt til svigersønnen, kongen, og da ægteskabet mellem Kirsten Munk og Christian d. 4. på et tidspunkt knager, og senere går i stykker, sender hun Vibeke Kruse i armene på ham, med håbet om stadig at kunne gøre sin indflydelse gældende gennem hende.

Den måske mest kendte af børnene fra ægteskabet mellem Kirsten Munk og Christian d. 4., er nok Leonora Christina (gift med Corfitz Ulfeldt). 

Jeg er ret vild med genren historisk fiktion, og jeg plejer at være glad for Maria Hellebergs bøger. Måske har denne her bog ramt mig på en dårlig dag, jeg ved det ikke. I hvert fald var jeg ikke synderligt begejstret for den, jeg synes, den var tung at komme igennem. Det blev en anelse bedre mod slutningen, jeg skal dog ikke kunne sige om det mest af alt skyldtes, at det manglende antal sidder blev mindre?! 

Jeg har da fået lidt ud af bogen, jeg er blevet klogere på Ellen Marsvin, Kirsten Munk og Vibeke Kruse – et lille fint ménage-à-trois omkring Christian d. 4., men den var lidt lang og tung i det til min smag.

foto 2

Har du læst Kongens Kvinder – fortæl mig gerne hvad du synes, om den?!

Read Full Post »

“I boghandlen i Rue de Maubeuge kunne Lucile tilbringe timer i afdelingen med børnebøger. Til sidst valgte hun en bog, som hun stak under armen, knappede frakken og sagde farvel til damen med et kæmpesmil efter først at have sagt til hende, at der desværre ikke var noget, der kunne friste.”

foto 1

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan (oversat fra fransk efter “Rien ne s’oppose à la nuit” 2011)
Forlag People’s Press
Udgivet 2013
Sideantal 337
Lånt på biblioteket

Alt må vige for natten er Delphine de Vigans forsøg på at komme tættere på sin mor, at forstå hende bedre. Min frygt, og muligvis grunden til, jeg ikke har læst bogen før nu, er, at jeg frygtede det var endnu en af de her “mor”-bøger, hvor forfatteren fortæller om sin forfærdelige barndom – og det orkede jeg ikke rigtigt. Heldigvis blev min frygt gjort til skamme – den her bog er helt anderledes!

Bogen er delt op i 3 dele, første del er skrevet i 3. person og beskriver Luciles (moderens) barndom, 2. del er skrevet i jeg-form og handler om Delphines liv(altså forfatterens)  efter forældrenes skilsmisse og 3. del kan man kalde voksenlivet, Luciles liv efter børnene er flyttet væk og blevet store. Kapitlerne veksler mellem historien og en form for “bagom historien”, hvor man hører om tilblivelsen af historien – hvorfor Delphine skriver, hvordan hun griber historien an, hendes valg og fravalg, tanker og overvejelser.

“Hvad enten det er med største forsigtighed eller for fuldt tryk, så er det at nærme sig Lucile også at nærme sig de andre, de levende, med risiko for at fjerne mig fra dem.”

Jeg synes, Delphine skriver meget sobert og hun lader det helt klart fremgå, at nogle af de ting der insinueres er hendes måde at tolke og forstå sin mors historie på, men at hun ikke har 100 % konkrete beviser for, at det rent faktisk også er sådan virkeligheden var. Historien er stykket sammen af fortællinger fra familie, venner, søsteren, moderens efterladte skriverier, morfarens indtalte historie på kassettebånd og lign. og naturligvis hendes egne erindringer.

“Manon fortalte mig den anden dag, at der var mange (blandt andre vores far og vores bror), der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved, på samme måde som Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile.”

Jeg havde én fornemmelse af bogen, da jeg havde læst 1. del og så en helt anden da jeg begyndte læsningen af del 2. Jeg opfattede det som meget idyllerisk og som en harmonisk familie, men det var alt andet en idyl og harmoni, der kom til at præge resten af min læsning af bogen.

Jeg fik frygtelig meget lyst til at læse mere af Delphine de Vigan efter endt læsning af Alt må vige for natten, og det betragter jeg som en anbefaling!

foto 2

Har I læst andre værker af Delphine de Vigan – og kan de anbefales?

Read Full Post »