trolderier

“Fortælleren vælger, hvordan virkeligheden ser ud, hvordan de andre personer skal fremstilles, og hvor mange små ironiske “jo”, “nok” og ildelugtende ostemadder, der skal placeres i teksten som tidsindstillede bomber. Hvis den reelle virkelighed er vanskelig at forholde sig til, tilbyder ordene en måde at få hul på den. Men det tager tid.”

Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger af Louise Zeuthen, udgivet på Gyldendal i 2014, 451 sider, lånt på biblioteket

Louise Zeuthen har en ph.d. i nordisk litteratur og er lektor på Institut  for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på KU – og det fornægter sig ikke i bogen. Zeuthen inddrager og diskuterer Suzanne Brøggers forfatterskab i relation til SB’s eget liv. Rigtig interessant og tydeligt at Zeuthens litteratærer baggrund og viden gør sig gældende. Hele den debat, der har stået på længe om autofiktion, er interessant at tænke ind i relation til Suzanne Brøgger. Hun siger selv, citeret i biografien, at “Når folk blev chokerede over den barske grufulde virkelighed i Dostojefskys bøger, svarede han: Ok, det er bare en afbleget version af virkeligheden. Virkeligheden er meget værre. Det samme vil jeg sige. Når nogen spørger, om det virkeligt er sandt, om jeg virkelig har oplevet det jeg skriver (…) Jeg må svare, nej, det er bare digt. Hvis jeg skulle skrive mine autentiske memoirer, ville de blive forbudt.”

Suzanne Brøgger har bedt Zeuthen skrive biografien, og har i den forbindelse givet hende adgang til personlige breve og dagbøger. Zeuthen har delt biografien op i emnedele fremfor stramt kronologisk, så kapitlerne hedder fx. “Mor”, “Far”, “Femme fatale”, “Den franske forbindelse”, “Myte” og lignende. Det virkede godt og giver en naturlig fremdrift tidsmæssigt. Det er helt klart en anderledes biografi. Den går meget tæt på, det er dybt personlige forhold, tanker, følelser og relationer der bringes frem i dagens lys. Der er citater fra dagbøger, brevkorrespondancer, tegninger, billeder, ja, selv en liste over erobringer og deres formåen i sengen.

Det overrasker mig, hvor personligt det er. Der er hede kærlighedsbreve mellem den purunge Suzanne og hendes ældre franske elsker. Der er store refleksioner i hendes breve, hun skriver modent og velovervejet.  Man fornemmer gennem bogen, hvordan hun modnes og udvikler sig til denne femme fatale, der ikke lader andre bestemme, hvad der kan lade sig gøre.

“Enten lange negle eller krigsreportage, enten seriøse og afdæmpede forfatterminer eller festskrud og eksibitionisme, synes mantraet at lyde.”

“De mange formaninger om, at hun bliver nødt til at vælge mellem intellekt og sexappeal, hvis hun vil tages alvorligt, afvises som “skizofrene” symptomer på en kulturel sygdom.”

Suzanne Brøgger accepterer ikke, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Hun rummer så mange modsætninger og handler i modsætninger.

Den tvetydighed hendes forfatterskab og liv rummer er med til at underbygge mytedannelsen – hvad er fiktion hvad er virkelighed?

“Myten er Suzanne Brøggers værn mod ensomhed.” Jeg ser det dog også som en måde at gemme sig på, for på trods af de meget personlige og saftige detaljer, er jeg stadig ikke sikker på, hvem hun er. Var det omvendt mig, der havde udleveret så personlige ting om mig selv og mit liv, ville jeg føle mig hudløst blottet. Brøgger gemmer hverdagen, tiden hvor hun møder sin mand og får et barn, har hun ikke ønsket, Zeuthen skulle skrive om. Suzanne Brøgger påtager sig en rolle, den rolle folk forventer hun påtager sig, og det er faktisk også ret karakteriserende for biografien.

Note:
Det er en god biografi, den er velskrevet, den er interessant og den er detaljeret. Herhjemme har jeg i spøg omtalt den som “Missekatte-bogen” overfor min kæreste, Brøgger er virkelig ikke nærig med detaljerne – heller når det gælder billeder. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke det, jeg fik. Det er positivt ment, for det er en anderledes biografi – og det tager jeg hatten af for.

Jeg kan i øvrigt tilføje, sådan lidt på den #sortlitterærsamvittighed ‘s front, at jeg faktisk aldrig har læst noget af Brøgger. Det er ret pinligt, men nu er det sagt – og på min bestillingsliste på biblioteket er der allerede flere af hendes værker, for hendes biografi har givet mig lyst til at se nærmere på hendes forfatterskab. Hun kan uden tvivl skrive, det vidner de mange brev- og dagbogsuddrag om, og hun er reflekteret og har oplevet mere end almindeligt i sin opvækst når det gælder familierelationer og sexualitet.

Har I læst Brøgger, og hvad kan I anbefale fra hendes forfatterskab?

Read Full Post »