Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘portræt’

“Fortælleren vælger, hvordan virkeligheden ser ud, hvordan de andre personer skal fremstilles, og hvor mange små ironiske “jo”, “nok” og ildelugtende ostemadder, der skal placeres i teksten som tidsindstillede bomber. Hvis den reelle virkelighed er vanskelig at forholde sig til, tilbyder ordene en måde at få hul på den. Men det tager tid.”

IMG_3777

Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger af Louise Zeuthen, udgivet på Gyldendal i 2014, 451 sider, lånt på biblioteket

Louise Zeuthen har en ph.d. i nordisk litteratur og er lektor på Institut  for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på KU – og det fornægter sig ikke i bogen. Zeuthen inddrager og diskuterer Suzanne Brøggers forfatterskab i relation til SB’s eget liv. Rigtig interessant og tydeligt at Zeuthens litteratærer baggrund og viden gør sig gældende. Hele den debat, der har stået på længe om autofiktion, er interessant at tænke ind i relation til Suzanne Brøgger. Hun siger selv, citeret i biografien, at “Når folk blev chokerede over den barske grufulde virkelighed i Dostojefskys bøger, svarede han: Ok, det er bare en afbleget version af virkeligheden. Virkeligheden er meget værre. Det samme vil jeg sige. Når nogen spørger, om det virkeligt er sandt, om jeg virkelig har oplevet det jeg skriver (…) Jeg må svare, nej, det er bare digt. Hvis jeg skulle skrive mine autentiske memoirer, ville de blive forbudt.”

Suzanne Brøgger har bedt Zeuthen skrive biografien, og har i den forbindelse givet hende adgang til personlige breve og dagbøger. Zeuthen har delt biografien op i emnedele fremfor stramt kronologisk, så kapitlerne hedder fx. “Mor”, “Far”, “Femme fatale”, “Den franske forbindelse”, “Myte” og lignende. Det virkede godt og giver en naturlig fremdrift tidsmæssigt. Det er helt klart en anderledes biografi. Den går meget tæt på, det er dybt personlige forhold, tanker, følelser og relationer der bringes frem i dagens lys. Der er citater fra dagbøger, brevkorrespondancer, tegninger, billeder, ja, selv en liste over erobringer og deres formåen i sengen.

IMG_3778

IMG_3687

Det overrasker mig, hvor personligt det er. Der er hede kærlighedsbreve mellem den purunge Suzanne og hendes ældre franske elsker. Der er store refleksioner i hendes breve, hun skriver modent og velovervejet.  Man fornemmer gennem bogen, hvordan hun modnes og udvikler sig til denne femme fatale, der ikke lader andre bestemme, hvad der kan lade sig gøre.

“Enten lange negle eller krigsreportage, enten seriøse og afdæmpede forfatterminer eller festskrud og eksibitionisme, synes mantraet at lyde.”

“De mange formaninger om, at hun bliver nødt til at vælge mellem intellekt og sexappeal, hvis hun vil tages alvorligt, afvises som “skizofrene” symptomer på en kulturel sygdom.”

Suzanne Brøgger accepterer ikke, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Hun rummer så mange modsætninger og handler i modsætninger.

Den tvetydighed hendes forfatterskab og liv rummer er med til at underbygge mytedannelsen – hvad er fiktion hvad er virkelighed?

“Myten er Suzanne Brøggers værn mod ensomhed.” Jeg ser det dog også som en måde at gemme sig på, for på trods af de meget personlige og saftige detaljer, er jeg stadig ikke sikker på, hvem hun er. Var det omvendt mig, der havde udleveret så personlige ting om mig selv og mit liv, ville jeg føle mig hudløst blottet. Brøgger gemmer hverdagen, tiden hvor hun møder sin mand og får et barn, har hun ikke ønsket, Zeuthen skulle skrive om. Suzanne Brøgger påtager sig en rolle, den rolle folk forventer hun påtager sig, og det er faktisk også ret karakteriserende for biografien.

Note:
Det er en god biografi, den er velskrevet, den er interessant og den er detaljeret. Herhjemme har jeg i spøg omtalt den som “Missekatte-bogen” overfor min kæreste, Brøgger er virkelig ikke nærig med detaljerne – heller når det gælder billeder. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke det, jeg fik. Det er positivt ment, for det er en anderledes biografi – og det tager jeg hatten af for.

Jeg kan i øvrigt tilføje, sådan lidt på den #sortlitterærsamvittighed ‘s front, at jeg faktisk aldrig har læst noget af Brøgger. Det er ret pinligt, men nu er det sagt – og på min bestillingsliste på biblioteket er der allerede flere af hendes værker, for hendes biografi har givet mig lyst til at se nærmere på hendes forfatterskab. Hun kan uden tvivl skrive, det vidner de mange brev- og dagbogsuddrag om, og hun er reflekteret og har oplevet mere end almindeligt i sin opvækst når det gælder familierelationer og sexualitet.

IMG_3677

 

Har I læst Brøgger, og hvad kan I anbefale fra hendes forfatterskab?

Read Full Post »

“I boghandlen i Rue de Maubeuge kunne Lucile tilbringe timer i afdelingen med børnebøger. Til sidst valgte hun en bog, som hun stak under armen, knappede frakken og sagde farvel til damen med et kæmpesmil efter først at have sagt til hende, at der desværre ikke var noget, der kunne friste.”

foto 1

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan (oversat fra fransk efter “Rien ne s’oppose à la nuit” 2011)
Forlag People’s Press
Udgivet 2013
Sideantal 337
Lånt på biblioteket

Alt må vige for natten er Delphine de Vigans forsøg på at komme tættere på sin mor, at forstå hende bedre. Min frygt, og muligvis grunden til, jeg ikke har læst bogen før nu, er, at jeg frygtede det var endnu en af de her “mor”-bøger, hvor forfatteren fortæller om sin forfærdelige barndom – og det orkede jeg ikke rigtigt. Heldigvis blev min frygt gjort til skamme – den her bog er helt anderledes!

Bogen er delt op i 3 dele, første del er skrevet i 3. person og beskriver Luciles (moderens) barndom, 2. del er skrevet i jeg-form og handler om Delphines liv(altså forfatterens)  efter forældrenes skilsmisse og 3. del kan man kalde voksenlivet, Luciles liv efter børnene er flyttet væk og blevet store. Kapitlerne veksler mellem historien og en form for “bagom historien”, hvor man hører om tilblivelsen af historien – hvorfor Delphine skriver, hvordan hun griber historien an, hendes valg og fravalg, tanker og overvejelser.

“Hvad enten det er med største forsigtighed eller for fuldt tryk, så er det at nærme sig Lucile også at nærme sig de andre, de levende, med risiko for at fjerne mig fra dem.”

Jeg synes, Delphine skriver meget sobert og hun lader det helt klart fremgå, at nogle af de ting der insinueres er hendes måde at tolke og forstå sin mors historie på, men at hun ikke har 100 % konkrete beviser for, at det rent faktisk også er sådan virkeligheden var. Historien er stykket sammen af fortællinger fra familie, venner, søsteren, moderens efterladte skriverier, morfarens indtalte historie på kassettebånd og lign. og naturligvis hendes egne erindringer.

“Manon fortalte mig den anden dag, at der var mange (blandt andre vores far og vores bror), der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved, på samme måde som Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile.”

Jeg havde én fornemmelse af bogen, da jeg havde læst 1. del og så en helt anden da jeg begyndte læsningen af del 2. Jeg opfattede det som meget idyllerisk og som en harmonisk familie, men det var alt andet en idyl og harmoni, der kom til at præge resten af min læsning af bogen.

Jeg fik frygtelig meget lyst til at læse mere af Delphine de Vigan efter endt læsning af Alt må vige for natten, og det betragter jeg som en anbefaling!

foto 2

Har I læst andre værker af Delphine de Vigan – og kan de anbefales?

Read Full Post »

Mine gaver til Randi, på billedet ses dog mine egne versioner af bøger…

foto 4

 

Budgettet kunne bære to bøger til Randi, så derfor turde jeg også satse lidt med den ene af bøgerne.

Khaled Hosseinis “Drageløberen” er en fantastisk smuk roman om Afganistan før Sovjets indtog, og før Taliban. Da jeg så, Randi havde denne bog på sin to-read-liste på Goodreads var jeg ikke i tvivl om, at hun skulle have bogen. Han skriver virkelig smukt, Khaled Hosseini, og fortæller noget så medrivende og hjerteskærende. Jeg kan anbefale såvel denne bog, som hans to andre, “Under en strålende sol” og “Og bjergende gav genlyd”.

foto 3

Mit sats til Randi var valget af Patti Smiths “Just Kids”. Den var vist årets julegave hit i – kan det have været 2010? – for jeg købte den i hvert fald først i august 2011 på Fifth Avenue i New York og jeg læste også bogen, mens jeg var i NYC. Måske var det med til at øge magien, at kunne nikke genkendende til steder, jeg selv netop havde betrådt. Virkelig smuk og poetisk bog, men jeg synes ikke, det lader til at være Randis normale genre – men det er jo også tilladt at udfordre en lille smule, ik? Jeg glæder mig til at se, om du får den læst, Randi, og i så fald, hvad du synes om den 🙂

foto 1foto 2

Read Full Post »

foto 1

Kaptajn Dinesen – Ild og Blod (#1) af Tom Buk-Swienty
Forlag Gyldendal
Udgivet 2013
Sideantal 508
Lånt på biblioteket

Kaptajn Dinesen er en historisk biografi om Karen Blixens far Wilhelm Dinesen. Vi følger Dinesen fra opvæksten på Katholm Gods på Djursland til slaget ved Dybbøl i 1864 til Frankring som frivillig kaptajn i krigen mod Tyskland 1870-71 og slutteligt som vidne til borgerkrigen i Paris (Pariserkommunen) umiddelbart efter.

Der ligger et imponerende researcharbejde bag Buk-Swientys bog om Dinesen, det er virkelig en gennemarbejdet bog og Buk-Swienty har tilstræbt at dokumentere de historiske begivenheder så korrekt som muligt, med få litteræregreb. Det er en velskrevet bog og spændende og givtig læsning. Bogen handler meget om krig og krigsskildringer – det skal man være indstillet på, men jeg synes Buk-Swienty formår at gøre det interessant og kombinere det med de andre sider af Dinesens liv. Skolegangen i København, livet på Katholm Gods, omgangskredsen som bl.a. tæller familien Frijs fra Frijsenborg.

Jeg har tidligere læst både Slagtebænk Dybbøl (18. april 1864) og Dommedag Als (29. juni 1864) af samme forfatter, jeg var vældig begejstret for skildringen fra Dybbøl, men fandt Dommedag Als lidt for langtrukken.

Buk-Swienty er anbefalesværdig som en god historiefortæller, du får faktuelle historiske begivenheder serveret på en elegant og læseværdig måde. Bøgerne, og naturligvis også denne om Kaptajn Dinesen, er krydret med billeder, malerier, kort, breve mv. der er med til at illustrere historien og gøre den levende.

foto 3

foto 2

Read Full Post »

bog og forår

Et lille stykke elfenben Om Jane Austens forfatterskab af Toni Liversage
Forlag: Attika
Udgivet 2009
Sideantal 149
Lånt på biblioteket

Jeg tror, Rikke har smittet mig med med en omgang Austen-feber – det var i hvert fald hende, jeg tænkte på, da jeg faldt over denne bog på biblioteket.

Det er en lille kort gennemgang af Austens forfatterskab samt de film og serier, der er blevet til på baggrund af hendes værker. Bogen indledes med en lille præsentation af Austen og hendes liv, og herefter gennemgås hendes værker et for et i den rækkefølge, de er udgivet. Endvidere er det uafsluttede manuskript “Sanditon” medtaget. Afslutningsvis er der en beskrivelse af økonomi og ægteskaber i Austens liv såvel som forfatterskab – samt en omtale af Becoming Jane.

Austen beskriver selv sin måde at skrive på som

“et lille stykke elfenben (to tommer bredt), hvorpå jeg arbejder med så fin en pensel, at det selv efter meget arbejde kun har lille effekt.”

Vældig poetisk.

Bogen kan give dig en kort introduktion til Austens forfatterskab, men der er spoilers i, så hvis man endnu ikke har læst alle Austens værker – så overvej om du vil læse dem først eller ej.

Read Full Post »

Kvinder der forandrede Danmark

Kvinder der forandrede Danmark af Maria Helleberg
Udgivet 2013
Forlag: Sohn
Sideantal 322
Lånt på biblioteket

Jeg kan godt lide Maria Hellebergs bøger. Hun skriver om personer og tidsaldre, der interesserer mig. Jeg har tidligere læst bl.a. “Kærlighedsbarn” og “Dronningeskolen” med stor fornøjelse.

I bogen her kaster Helleberg sig over Danmarkshistoriens store kvinder – som i deres store bedrifter, ikke omfang. Bogen starter med et kapitel om Dronning Dagmar – og bygger på myter nærmere end fakta, men jo længere vi bevæger os op i tiden – jo mere kildemateriale støtter fortællingerne.

Indhold

Bogen beskriver primært enkeltpersoner, deres omgivelser – da samfundet naturligvis præger deres engagement, men også mere “udefinerbare” grupper – såsom “Rødstrømperne” og “Plattedamerne”.

Jeg er mest facineret af de “ældre” kvinder , og min interesse daler jo længere frem i tiden vi kommer – måske fordi jeg kender mere til de omtalte personligheder, eller også fordi min interesse bare ligger i andre tidsperioder.

Bogen kan læses i sin helhed, men kan også fungere som et lille mini-opslagsværk, hvor man med fordel kan læse de enkelte kapitler for sig. Det irriterede mig i hvert fald lidt, at der var tale om en del gentagelse – temmelig ordrette – i nogle kapitler med referencer til forudgående damer. Det giver mere mening, hvis ikke bogen skal læses sammenhængende, men ellers er det bare lidt uopfindsomt og kedeligt. Derudover generer det mig også, at der er flere små som større unøjagtigheder – f.eks. i kapitlet om Bodil Koch, hvor der i faktaboksen (som findes i starten af hvert kapitel) står, at hun gifter sig med sin lærer, men i selve teksten står der, at hun forelskede sig i sin lærer, men giftede sig med hans søn i stedet. Altså! (Wikip. siger det sidste).

Det var ok læsning undervejs, eller mest i begyndelse, men nu her bagefter er jeg ikke helt vild med bogen. Jeg tror, den egner sig bedre som mini-opslagsværk – og her vil den udentvivl give et hurtigt og fint lille overblik over nogle af Danmarkshistoriens markante kvinder.

Read Full Post »

foto 2

Præsidentens Mand af Ted Sorensen (originaltitel “Counselor. A Life at the Edge of History” udgivet 2008)
Forlag: Gads Forlag
Sideantal 588
Læst på dansk
Lånt på biblioteket

Jeg har villet læse den her bog siden jeg læste en anmeldelse af den på politiken.dk i… jaa, 2010 tror jeg. Måske var det den her artikel.
Jeg har altid haft en svaghed for JFK og hele æraen omkring ham, det fascinerer mig. Jeg vil også mene, at man skal være interesseret i USA, amerikansk politik og JFK naturligvis for at finde bogen interessant. Den er ikke tung, selvom man godt kunne få det indtryk, sproget flyder – Sorensen kan sit kram, det er helt sikkert.

foto 3

Bogen gennemgår de 11 år Sorensen fungerede som rådgiver (og herunder bl.a. taleskriver – medtaleskriver rettere, det var et samarbejde) for JFK. Valgkampen for at få JFK valgt til præsident, Cuba-krisen og mordet den skæbnesvangre dag i november 1963 beskrives. Men også de mindre begivenheder, hverdagen velsagtens, hvordan det politiske system fungerer, talerne, samarbejdet – og jeg synes Sorensen formår at gøre det alt sammen interessant og “letlæseligt” (du behøver ikke have en stor forhåndsviden om USAs politiske system, for at have fornøjelse af bogen). Sorensen hylder udentvivl JFK, men det bliver ikke vammelt, og det kammer ikke over. Det er en sober bog, så er man ude efter slibrige detaljer om eventuelle elskerinder (havde JFK en affære med Marilyn M.?) – ja, så er det den forkerte bog at tage ned fra hylden, det er slet ikke det bogen handler om.
Sorensen kommer endvidere ind på tiden efter JFK – overgangen efter mordet på JFK, hvor vicepræsident L. B. Johnson overtager præsidentembedet og sin tid som privatpraktiserende advokat i New York. Han holder sig indenfor de færdigheder, han erhvervede sig under arbejdet for JFK – og forsætter sin karriere med at arbejde med internationale forhold og rejser i den forbindelse verden tynd. Det er interessant læsning og en fascinerende karriere. Man hører også lidt om Sorensens baggrund – hans familiemæssige rødder, som forgrener sig til Danmark og Rusland (bedsteforældrene på begge sider er immigreret til USA) samt opvæksten i Nebraska. Og så er bogen i det hele taget velskrevet, velformuleret og velstruktureret – så der er også noget at hente, hvis man er interesseret i sprog, formuleringer, omformuleringer og kommunikation – det er ordenes magt fremfor den militæremagt. Helt i JFK (og Sorensens) ånd.

Jeg er begejstret og facineret af såvel JFK men i den grad også af Sorensen. Jeg er sikker på, du også vil være begejstret, hvis du har interesse for USA, politik og JFK – what’s not to like? Jeg spørg bare!

Read Full Post »