Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘psykisk sygdom’

Fuglemanden af Sarah Engell og Lilian Brøgger, udgivet af Forlaget Carlsen i 2018, lånt på biblioteket, 109 sider, 4/5 stjerner

Der kan ikke sættes nok fokus på psykisk sygdom, det er så vigtigt at tale om det og dermed bidrage til aftabuiseringen. Derfor er Fuglemanden også en vigtig bog.  Læs mere…

Read Full Post »

Skildpadder hele vejen ned af John Green, hørt som lydbog på Bookmate, oplæst af Mathile Eusebius, 6 t 44 m, 3,5/5 stjerner

Emnet, emnet får stjernerne. Og fortjener nok i virkeligheden fuldt hus, for at sætte psykisk sygdom på dagsordenen.

Læs mere…

Read Full Post »

Fortid er alt jeg har af Adam Silvera, hørt som lydbog på Bookmate, oplæst af Jakob Femerling Andersen, 8 t 58 min, 2,5/5 stjerner

I didn’t feel it! Det gjorde jeg altså ikke. Super ærgerligt, for bogen er fuld af vigtige emner – homoseksualitet, sorg, psykisk sygdom. Personerne blev ikke virkelige og jeg ventede egentlig bare på den skulle slutte igen. Læs mere…

Read Full Post »

DSC_0825

Som stjerner på himlen (org.titel “All the Bright Places”) af Jennifer Niven, udgivet på Forlaget Alvilda 2015, læst som e-bog på Mofibo, 400 trykte sider

Som stjerner på himlen har været rigtig populær rundt omkring i blogland, men jeg har afholdt mig lidt fra at læse den. Ikke på grund af hypen, mere på grund af coveret. I know, overfladisk, men sandt. Jeg er virkelig bare ikke vild med det cover – det appelerer slet ikke til mig. Ærgerligt, for det er en god bog og passer jo perfekt ind i mit YA-crush. Heldigvis fik jeg alligevel kigget ind bag overfalden.

Bogen handler om Finch og Violet. Nørden og den populærer pige. De mødes en dag i skolens klokketårn, de har begge sneget sig derop og det bliver begyndelse på et helt nyt venskab for dem begge. Finch bliver mobbet, han er anderledes, men lader ikke som sådan drillerierne ændre på hvem han er. Freak er oftere hans kaldenavn end Finch. Violet har mistet sin søster, som var hendes bedste veninde. Hun prøver at undslå sig så meget som muligt ved at undskylde sig med søsterens død. Hun venter på,  hun kan slippe væk fra skolen og byen – så hun kan komme videre efter tabet. Imens hun venter, er verden gået i stå, men så er det lige Finch kommer ind i billedet.

Bogen er rigtig god og barsk, jeg kan godt li’, at der er så mange YA-bøger, der sætter fokus på psykisk sygdom. Det er bare utrolig vigtigt at synliggøre og jo mere fokus jo mindre tabu – forhåbentlig. Selvfølgelig handler bogen også om kærlighed, men på en ret fin og lidt mindre sukkeragtig facon end man ofte ser. En ganske glimrende sommerbog.

DSC_0826

Read Full Post »

“I boghandlen i Rue de Maubeuge kunne Lucile tilbringe timer i afdelingen med børnebøger. Til sidst valgte hun en bog, som hun stak under armen, knappede frakken og sagde farvel til damen med et kæmpesmil efter først at have sagt til hende, at der desværre ikke var noget, der kunne friste.”

foto 1

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan (oversat fra fransk efter “Rien ne s’oppose à la nuit” 2011)
Forlag People’s Press
Udgivet 2013
Sideantal 337
Lånt på biblioteket

Alt må vige for natten er Delphine de Vigans forsøg på at komme tættere på sin mor, at forstå hende bedre. Min frygt, og muligvis grunden til, jeg ikke har læst bogen før nu, er, at jeg frygtede det var endnu en af de her “mor”-bøger, hvor forfatteren fortæller om sin forfærdelige barndom – og det orkede jeg ikke rigtigt. Heldigvis blev min frygt gjort til skamme – den her bog er helt anderledes!

Bogen er delt op i 3 dele, første del er skrevet i 3. person og beskriver Luciles (moderens) barndom, 2. del er skrevet i jeg-form og handler om Delphines liv(altså forfatterens)  efter forældrenes skilsmisse og 3. del kan man kalde voksenlivet, Luciles liv efter børnene er flyttet væk og blevet store. Kapitlerne veksler mellem historien og en form for “bagom historien”, hvor man hører om tilblivelsen af historien – hvorfor Delphine skriver, hvordan hun griber historien an, hendes valg og fravalg, tanker og overvejelser.

“Hvad enten det er med største forsigtighed eller for fuldt tryk, så er det at nærme sig Lucile også at nærme sig de andre, de levende, med risiko for at fjerne mig fra dem.”

Jeg synes, Delphine skriver meget sobert og hun lader det helt klart fremgå, at nogle af de ting der insinueres er hendes måde at tolke og forstå sin mors historie på, men at hun ikke har 100 % konkrete beviser for, at det rent faktisk også er sådan virkeligheden var. Historien er stykket sammen af fortællinger fra familie, venner, søsteren, moderens efterladte skriverier, morfarens indtalte historie på kassettebånd og lign. og naturligvis hendes egne erindringer.

“Manon fortalte mig den anden dag, at der var mange (blandt andre vores far og vores bror), der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved, på samme måde som Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile.”

Jeg havde én fornemmelse af bogen, da jeg havde læst 1. del og så en helt anden da jeg begyndte læsningen af del 2. Jeg opfattede det som meget idyllerisk og som en harmonisk familie, men det var alt andet en idyl og harmoni, der kom til at præge resten af min læsning af bogen.

Jeg fik frygtelig meget lyst til at læse mere af Delphine de Vigan efter endt læsning af Alt må vige for natten, og det betragter jeg som en anbefaling!

foto 2

Har I læst andre værker af Delphine de Vigan – og kan de anbefales?

Read Full Post »

foto 2

 

Dobbeltgængeren af F. M. Dostojevskij
Org. udgivet på russisk i 1846
Forlag: Gyldendal
Sideantal 191
Læst på dansk
Lånt på biblioteket

Dobbeltgængeren handler om embedsmanden Jakob Petróvitsj Goljádkin, som bor i Sankt Petersborg. Han er en splittet person, der bekymrer sig meget om, hvad andre tænker og mener om ham. Han har pludselige indfald, og handler prompte, og det er ikke altid hverken særlig gennemtænkt eller en god idé. Han taler meget med sig selv – og sin dobbeltgænger, sådan en har han, pudsigt nok. Der hersker ingen tvivl om, at Goljádkin ikke er en rask mand – hans tankemønster såvel som handlemønster er yderst forvirrende. Og jeg blev også en anelse, for ikke at sige temmelig, forvirret af at forsøge at følge hans tankemylder. Pyha, der sker noget i det hoved! Og det virkede trættende på mig – så stakkels mand.

Det er ikke helt til at holde styr på, hvad der egentlig foregår i virkeligheden og hvad der foregår i Goljádkins hoved – så Dostojevskij har bestemt formået at tegne et fint billede af en psykisk syg mand, men det irriterer mig på den anden side, at jeg ikke ved hvor meget der er fakta og hvor meget der blot er en syg mands fantasi. Det er Goljádkin som er hovedpersonen, og en yderst utroværdig en af slagsen, da han netop ikke selv kan skelne fantasi fra virkelighed.

Det er min første Dostojevskij bog, vist egentlig min første russiske-klassiker faktisk. Jeg har længe gerne villet læse Dostojevskij og Tolstoj, så da jeg faldt over Dobbeltgængeren røg den med mig hjem – primært på grund af tykkelsen, jeg synes det er overkommeligt med knap 200 sider mod de ellers murstenstykke bøger, de russere har tendens til at skrive. Jeg er dog ikke udpræget begejstret for bogen, måske er den svær at læse selv – jeg tror helt sikkert det ville give nogle gode vinkler, hvis man rigtig kom i dybden med en analyse af den.

Jeg har tidligere haft lånt Tolstojs Krig og Fred hjem, men åbnede den bare og opgav lidt på forhånd – men en kollega har nu lånt mig den og beskrevet den som en slags russisk Ken Follett-roman og så blev jeg ret så lun på den igen. Skal bare lige tage mig sammen!

foto 1

Hvad er jeres erfaringer med russiske klassikere? Og er der nogle anbefalinger?

 

Read Full Post »