Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘sexualitet’

“Problemet var helt klart Muddi. Jeg vidste, at han bare skulle sende hende den mindste lillebitte stavefejlsbefængte sms, og så ville hun stå der som et spyd i jorden. Det gjorde hun altid. Og så ville hun have alle mulige underlige undskyldninger for, hvorfor vi ikke kunne komme af sted alligevel, og det ville bare lyse langt væk, at det var på grund af Muddi. Hold kæft, hvor jeg hadede den idiot, han var nærmest en slags bouillonterning af alt, der var nederen i hele verden.”

FullSizeRender

Arangutang af Sanne Munk Jensen, e-bogsudgave udgivet 2012 på Gyldendal, læst på Mofibo, 200 trykte sider

Min læsesult efter YA er stor for tiden. Jeg stiftede første gang bekendtskab med Sanne Munk Jensen, da jeg læste Dig og mig ved daggry (skrevet i samarbejde med Glenn Ringtved) – og tidligere på måneden læste jeg En dag skinner solen også på en hunds røv. Det har givet mig stor lyst til at læse alt hvad (især) Sanne Munk Jensen har skrevet. Der er en nerve og følelsesfuldhed i ungdomslitteratur, der virkelig rører mig – Sanne Munk Jensen mestrer det, og så skriver hun på en meget tilgængelig måde, historierne er finurlige og underholdende.

Arangutang er ingen undtagelse – og jeg kan, sagt mellem os naturligvis, bedre li’ den end En dag skinner solen også på en hunds røv (selvom den også er god!).

Sigga på 16 år bor i en lille, bitte nordjysk flække sammen med sin lillebror og mor. Hendes hjem er i ligeså høj grad hos moderens veninde og familie, der består af manden og sønnen Patrick på 16 år.

Siggas bedste veninde Ditte er kærester med Muddi, som Sigga synes, er en idiot – men ellers er Sigga sådan set godt tilfreds med tilværelsen i den lille by.

Men i løbet af en sommer sker der en masse begivenheder i Siggas liv der spreder sig som ringe i vandet i byen – og så er det faktisk alligevel ikke helt lykken at bo i et så lille samfund.

Read Full Post »

IMG_4461

Hvis sandheden skal frem af Anne Lise Marstrand-Jørgensen (#2), udgivet 2013 på Gyldendal, 557 sider, lånt på biblioteket

Hvis sandheden skal frem er fortsættelsen til Hvad man ikke ved (som jeg har skrevet lidt om her, da jeg gennemgik min bogreol). Bogen handler mest om de tre børn i familien Horn, der nu er blevet voksne eller på vej til at blive det. Ungdomsoprøret spøger stadig i baggrunden, og de tre unge kæmper med at vride sig fri og finde et stå sted i tilværelsen. Der eksperimenteres med sex, stoffer, kærlighed, sandhed, sammenhold og smerte.

Som konceptet er i 1’eren har Marstrand-Jørgensen skabt en fiktiv hovedstad, Farring, hvor den mellemste datter, Flora, bor og hvor det meste af handlingen finder sted. Børnene er vokset op i Vase, en lille forstad til provisnbyen Rossel. Hvad landet hedder, får vi ikke at vide – men resten af verden og verdens begivenheder er genkendelige. Landet er måske ikke Danmark, men en fusion af Norden. Det irriterer mig stadigvæk, at det er nødvendigt at opfinde et land for at fortælle historien, når resten af verden beskrives “au naturel”, bortset fra en enkelt rejse til Sydspidsen. Det generede mig dog mindre end i 1’eren, måske fordi der bruges lidt mindre tid på at iscenesætte eller måske fordi jeg i 2’eren har fået placeret byerne mv. i en sammenhæng.

Bogen foregår fra 1975 til 1992 og der er gang i den med fri sex og stoffer – og lidt mere sex, det er faktisk på grænsen til at blive for meget til tider. Det virker som om der bare er masser af sex, bare fordi – for at understrege og vise tiden, men det kammer altså over visse steder, det er unødvendig understregning af budskabet. Flora, som vel er den primære hovedperson, er ligevel karikeret – det synes jeg især hendes uddannelsesvalg og efterfølgende beskæftigelse viser.

Bogen var sådan set ok, selvom der var flere ting, der generede – og jeg synes ikke den kommer op på højde med Marstrand-Jørgensens bøger om Hildegard, som jeg var meget fascineret og opslugt af, da jeg læste dem for flere år siden.

IMG_4463

IMG_4464

Read Full Post »

« Newer Posts