“I menneskenes sjæle vokser vredens druer og svulmer op og bliver tunge til høst.”
Vredens druer af John Steinbeck (org. The Grapes of Wrath), udgivet første gang i 1939, denne udgave 1989 på forlaget Gyldendal, 513 sider, lånt af en veninde
Familien Joads jord bliver taget fra dem af “traktoren” og de søger derfor lykken i Californien sammen med hundredevis af andre familier. De bliver lokket af tilbud om arbejde med at plukke frugt og tjene gode penge. Rejsen til Californien fra Oklahoma er lang når man på liget af sin lastbil har pakket alle sine ejendele, bedsteforældre, unger og hund og for de penge man har solgt de resterende af sine ejendele skal nå helskindet. Frem til drømmen. Drømmen om et lille hvidt hus omgivet af appelsintræer.
Det er første gang, jeg læser Steinbeck, og på anbefaling af en veninde, der beskrev den som den bedste bog, hun havde læst, kastede jeg mig ivrigt over den. Det med anbefalinger er altid svært, det gav mig virkelig lyst til at læse bogen lige med det samme – på den anden side, er det svært ikke at have høje forventninger med sådan en anprisning. Og forventninger kan nemt briste, selvom de nedtones. Bogen var god, Steinbeck skriver godt og laver nogle interessante beskrivelser og betragtninger – og i al sin elendighed og i al mismodet – ja, så kunne jeg virkelig godt lide bogen. Jeg havde blot håbet på at få benene fejet væk under mig, og det er det farlige ved anbefalinger – de skyhøje forventninger. I øvrigt bliver jeg simpelthen nødt til at kommentere på slutningen, som jeg fandt højest besynderlig – jeg forstår godt meningen eller bevæggrunden men alligevel, så forstår jeg vitterligt ikke pointen.
Alt andet lige så er jeg ikke færdig med Steinbeck og jeg modtager gerne anbefalinger af, hvor jeg skal tage fat i hans forfatterskab næste gang.
Read Full Post »
trolderier 