Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘Sygdom’

/Reklame – anmeldereksemplar fra forlaget/

Vi kunne alt af Merete Pryds Helle, udgivet af Forlaget Lindhardt og Ringhof i 2018, min bogreol, 343 sider, 5/5 stjerner

Merete Pryds Helle bragede igennem menigmands bevidsthed, da hun i 2016 udgav Folkets skønhed, om sin mor, Maries, opvækst på Langeland under barske og meget fattige forhold. Historien slipper læseren, da Læs mere…

Read Full Post »

Rynkekneppesygen af Peter Adolphsen, udgivet af Forlaget Gyldendal i 2017, lånt på biblioteket, læst med læseklubben, 247 sider, 3,5/5 stjerner

Meget velskreven og med potentiale for spændende diskussioner. Som dog drukner i al liderligheden. Læs mere..

Read Full Post »

“Vantro er blot et ord, der bruges af dem, der frygter andre religioner, mere end de tror på deres egen”

Dødevaskeren af Sara Omar, udgivet af Politikens Forlag 2017, lånt på biblioteket, 336 sider, læst med læseklubben, 3/5 stjerner

Jeg var lidt på forkant med junimånedsbog til læseklubben, da jeg læste den allerede i april – men jeg havde den hjemme fra (en enorm venteliste) på biblioteket og var allerede begyndt på den, da den blev valgt. Så det var ret perfekt.

Bogen handler om pige Fremsk og veksler Læs mere…

Read Full Post »

“Dette hjem var så fuldt af liv, at der ikke var plads til at føle angst, men på den anden side havde hun opdaget, at man ikke kunne føle angst i andre hjem end ens eget. Der var noget helligt over at være gæst.”

IMG_6679

Vi er ikke os selv af Matthew Thomas (org.titel “We Are Not Ourselves”), udgivet 2015 på Forlaget Lindhardt og Ringhof (org. 2014), lånt på biblioteket, 633 sider

Bogen handler om Eileen, der bor i New Youk City med sine forældre, der er irske indvandrere. Forældrene er problematiske, drikker for meget, og Eileen begynder tidligt at tage ansvar for dem. Hun drømmer om at komme væk og da hun møder Ed, lader det til at drømmen om et bedre liv, højere oppe i samfundet, er muligt. Vi følger Eileens liv med forældrene, senere hendes liv med Ed og deres fælles liv med sønnen Connell. Historien er primært fortalt fra Eileens synsvinkel, men veksler også over i Connells. Der er tale om et portræt af en familie og fortællingen strækker sig fra 1951 til 2011.

Jeg er begejstret for familieskildringer, særligt dem, der strækker sig over en lang årrække, så man kommer helt tæt på flere slægtsled. Ingen tvivl om, at jeg havde store forventninger til denne bog – og med alt den ros, der bliver kastet efter den, så er det næsten svært ikke at have.

Bogen kan i mine øjne slet ikke leve op til roserne, for mig var det lidt en lunken oplevelse. På sin vis var det ikke et stort problem at komme igennem alle de mange sider (over 600!) på den anden side ventede jeg hele tiden på, at historien skulle folde sig ud for mig. Det var som om personerne aldrig rigtigt blev levende, men bare vedblev at være flade som ordene på bogens sider, jeg kom aldrig til at tro på dem og leve mig ind i deres op- og nedture. Fortællingen er så bundet op på personskildringerne og relationerne, at det er svært at være fortryllet af den, når de dele bare ikke fungerer.

Jeg vil ikke sige, bogen er dårlig eller at min læseoplevelse var det samme – jeg tror bedst af alt, at det kan beskrives som en lidt halvlunken oplevelse. Ikke skidt skidt, men slet heller ikke god, som jeg havde håbet.

———————————————————————————————————————————————————

Jeg vil smadder gerne høre om I har læst bogen – og hvad I synes om den? Eller har I planer om at læse den?

Read Full Post »

“Selv om jeg ikke tror på Gud, overtalte jeg sidste år mor til at lade mig deltage i det katolske kirkekor i byen, bare så jeg kunne synge Mozarts Kyrie til påske. Jeg kan ikke rigtig synge, men det er sådan, at hvis man lukker øjnene, når man synger på latin, og stiller sig helt omme bagved og samtidig holder en hånd ind mod den kolde stenmur, så kan man lade, som om man  er i Middelalderen. Det var derfor, jeg gjorde det. Det var det, jeg var med for.”

IMG_6334

Lad ulvene komme af Carol Rifka Brunt (org.titel “Tell the Wolves I’m Home”), udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2015 (org. 2012), bogen er modtaget som anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof, 430 sider

1987 i en forstad til New York bor 14-årige June med sin mor, far og storesøster Greta. Junes fortrolige er onklen Finn, der dør af AIDS og lader June alene tilbage med en sorg, hun har svært ved at dele med nogen.

June står på kanten mellem barndom og ungdom. Hun har få venner, og føler sig helt alene efter Finns død. Junes mor og far er fraværende (de er revisorer, og det er regnskabsæson) og storesøster Greta og June er gledet fra hinanden. June ynder at opholde sig i skoven nær familiens hjem, hvor hun går ud og forsøger at forestille sig, at hun lever i Middelalderen, og en helt anden verden.

Der er flere ting om onkel Finn, June ikke har haft kendskab til, eller forstået, som efter hans død ligeså langsomt bliver klare for hende – og ændre på hendes forståelse af ham som person, og deres forhold. Det indvirker på hele familien, og rusker godt rundt i deres små hemmeligheder, opfattelse og holdninger.

Jeg synes, det er forfriskende med en bog, der foregår i en tid, hvor der ingen sociale medier og mobiltelefoner er. Det hele er lidt old school og det på trods, så er teenagefølelserne jo genkendelige. Uanset tidsperioden skal man som ungt menneske finde sig selv og sit ståsted, og sit mod.

Bogen giver også et billede af AIDS i en tid, hvor sygdommen stadig var omgæret med stor uvidenhed – og med ligeså stor dødelighed. Hvor homosexualitet og AIDS hænger uløseligt sammen. Når man læser bogen er det nemt at sidde retrospektivt og finde AIDS-hysteriet for ja, hysterisk, men man må jo huske at uvidenhed meget nemt kan skabe stor frygt.

Det er en utrolig fin bog, der på sart og enkeltvis skildrer en ung piges rejse ind i de voksnes rækker, hvordan sorgen er med til at modne hende og give hende et andet syn på tilværelsens mange muligheder. Smukt.

IMG_6335

Read Full Post »

IMG_5991

Hul i hovedet af Nicole Boyle Rødtnes, udgivet af forlaget Alvilda i 2014, vundet hos forlaget på deres Facebookside, 211 sider

På bogens bagside står der:

“”Du skulle have set Susan!” Ida himler med øjnene. “Festens tema var gangsters og ludere, men alligevel …!”
“Hvor kort var hendes kjole?” spørger jeg. Eller det troede jeg. Men en rynke i Idas pande fortæller mig, at det ikke var det, der kom ud.
“Hvad kost var festen?” gentager jeg, og nu kan jeg godt høre, at noget er galt.
“Nå, hvad det kostede at komme ind?” spørger Ida. “40 kroner – det var ingenting.”
Jeg ryster på hovedet. Ida tænker igen.
“Hvor mange, der kom?”
Jeg ryster på hovedet igen. “Lige meget,” siger jeg så. Jeg kan se på hende, at det slår hende lidt ud, at jeg klokker i det. Det må også være nederen at være den, der altid skal lege gæt og grimasser med spasseren.

Til en fest slår Vega hovedet og får en hjerneblødning. Da hun vågner på hospitalet, har hun mistet sit sprog, og det føles, som hele hendes liv er forsvundet sammen med ordene. Men en dag møder hun Theo, der ligesom hende har svært ved at tale. Men kan man elske uden ord? Og hvad skete der egentlig den aften, Vega kom til skade?”

Vega er fanget i sin krop efter sin ulykke, inde i hendes hoved er alt som det plejer, men det der kommer ud af hendes mund er noget være rod. Det er dybt frusterende for hende og også for hendes omgivelser. Hendes mor, klaprer ikke lystigt løs på sine artikler længere. Lillesøsteren Alma lukker sig mere inde i sig selv, og drikker for meget til fester. Kæresten Johan ringer og sms’er ikke så ofte længere, og når han kommer forbi, er det nemmere at have sex end at tale sammen. Vegas taleterapeut anbefaler et arrangement for unge afasiramte og deres pårørende, som Vege bestemt ikke ønsker at deltage i, men da alternativet, eller nærmere ultimatummet, fra hendes mor er det her arrangement eller opstart hos en psykologi igen, indvilliger Vega. Til mødet møder hun Theo, og det betyder en helt ny fase i hendes liv, på godt og ondt.

Endnu en skøn dansk ungdomsbog. Vegas frustration over at være fanget i sit hoved, er uhyggelig og en fin indsigt i, hvordan det må være ikke at kunne gøre sig forståelig, selvom man prøver. Hvordan det koger og raser indeni, men man har ingen mulighed for at komme ud med dampen. Ikke verbalt i hvert fald. Hvilken kamp det kræver at blive bare en lille smule bedre til at tale igen. Skræmmende. Afasi er jo ikke just noget man forbinder med en teenager, så applaus for det originale, og oplysende, emnevalg.

Read Full Post »

DSC_0178

Mig før dig af Jojo Moyes (org. Me before you), oplæser Randi Winther, 15 t. og 37 min.

Lou mister sit job som servitrice og får i stedet job som handicaphjælper hos Will. Ikke ligefrem et drømmejob, men lønnen er god og det er kun for et halvt år. Det første møde med Will får dog de næste seks måneder til at virke som uoverskueligt lang tid, for venlig og høflig, kan man ikke just karakterisere ham som. Men Lou og Will kommer til at påvirke hinandens liv mere end nogen af dem ville have forestillet sig den allerførste dag.

Jojo Moyes Mig før dig er en rigtig oplagt lydbogskandidat. Selvom den behandler store og dybe emner, er den alligevel let og sjov, helt perfekt at lytte til. Det irriterede mig dog en lille smule at oplæseren talte meget langsomt, hun holdt pauser i sammensatte ord, så det lød mærkeligt og på helt forkerte steder i sætningerne. Jeg ville ønske, der var en funktion, hvor man kunne speede hende lidt op – så havde det været ganske udemærket.

Jeg ville i øvrigt ønske, at der var flere Jojo Moyes bøger på Ereolen, men pt er Dig før Mig den eneste, der ligger som lydbog. Jeg var helt hooked på at finde endnu en Moyes lydbog at fortsætte med, og da det ikke kunne lade sig gøre kom jeg ind i et midlertidigt lydbogslimbo.

Bogen fik mig ikke til at tude, men det er altså heller ikke et kvalitetsstempel for mig, men den er god til det den kan, og jeg kan derfor sagtens anbefale den!

Read Full Post »

Older Posts »