Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘tab’

“Tågedisen lagde sig om dem igen, og haven blev en sløret plamage. Verden forvandlede sig til grå tomhed, og Conor vidste lige præcis, hvor han var, vidste lige præcis, hvad verden havde forvandlet sig til. Han befandt sig midt i mareridet.”

IMG_6636

Monster af Patrick Ness (org. “A Monster Calls”), udgivet 2015 (org. 2011) af Forlaget Gyldendal, lånt på biblioteket, 215 sider

Conor bor alene sammen med sin mor. Hver nat har han mareridt, det samme mareridt hjemsøger ham igen og igen, og det har det gjort lige siden, hans mor blev syg. Efter midnat kommer Monsteret, men det frygter Conor ikke, kun mareridet kan skræmme ham fra vid og sans.

Jeg vidste, det ville være en sørgelig fortælling, og det var det, men det var allermest en virkelig smuk bog. Både visuelt er der gjort meget ud af detaljerne, men også sprogligt. Patrick Ness skriver så lækkert, bevægende, filosofisk og flydende. Det er creme de la creme at læse, hans formuleringsevner og den lette tilgængelighed i sproget, gør det til en sublim oplevelse. Bogen er ligetil, men stadig dyb og med nogle meget interessante filosofiske livsbetragtninger. Det er en meget, meget smuk bog.

Patrick Ness har skrevet bogen ud fra en idé af forfatterkollegaen Siobhan Dowd, der ikke selv nåede at skrive fortællingen. I begyndelse af bogen er der en lille notits, hvoraf det fremgår, at Ness “overtog” en begyndelse, personerne og et plot. Han tøvede med at takke ja til at skrive bogen, fordi han vidste, han ikke ville kunne overtage eller efterligne Siobhan Dowds stemme. Alligevel blev han inspireret af beskrivelsen af historien, og den fik ham til at få nye gode idéer. Derfor har Ness skrevet en fortælling, som han håbede, Shiobhan Dowds ville kunne lide – og det har været hans drivkraft med bogen. Det er en fin (og sørgelig!) lille krølle på historien.

Historien har givet mig lyst til at læse mere af Patrick Ness, men jeg spekulerer på, om denne bog skiller sig ud fra hans andre værker? Jeg har en forestilling om, at hans andre bøger er mindre “virkelighedsnære” – er der nogen, der kan give mig lidt input?

Read Full Post »

IMG_0034

Hvis jeg bliver af Gayle Forman (Hvis jeg bliver #1), oversat fra engelsk “If I stay”, udgivet på Gyldendal i 2014, læst som e-bog på Mofibo, 182 trykte sider

Det er egentlig lidt selvpineri for mig at læse den her type bøger – jeg er altså bare ikke god til familietragedier. Jeg kan næsten ikke ha’ det. Beskrivelserne er utroligt nøgterne og realistiske så det er helt igennem ubehageligt at læse. Særligt i bogens begyndelse, hvor ulykke sker. Men bogen er ret traumatiserende hele vejen igennem. Begge dele gør ondt, men det var især ulykken i starten, der påvirkede mig. Jeg kan sagtens se, at bogen også er helt utrolig smuk (på en virkelig sørgelig måde). Gayle Forman skriver smukt, og på en eller anden måde, utrolig rent. Jeg kan godt forstå, hvorfor bogen er blevet så populær og jeg vil formentlig også læse videre i serien på et tidspunkt, men det er en barsk, sørgelig og smertefuld oplevelse. Det skal man være forberedt på. Selvom jeg kendte præmissen i handlingen, læste jeg den alligevel – og det undrer mig! Og jeg var ærligt talt også ved at lægge den fra mig flere gange, ikke på grund af bogen som sådan, men fordi jeg har det så svært med temaet. Hvis man er mindre ømskindet end mig, så er det garanteret en ganske fantastisk læseoplevelse. Og fortæl mig så lige, hvorfor I kan li’ den her bog? Og er det lige så hjerteskærende i de følgende bøger (så tør jeg måske ikke læse videre…)?

Read Full Post »

“Ingen fortæller Pandora noget om krukken. Ingen siger til hende, at hun ikke må åbne den. Så selvfølgelig åbner hun den. Hvad skulle hun ellers gøre? Hvordan skulle hun vide, at alle verdens onder ville vælte ud og plage menneskeheden i al evighed, og at det eneste tiloversblevne i krukken ville være håb?” IMG_5038 Min mands hemmelighed (org.titel The Husband’s Secret), udgivet 2014 på Politikens Forlag, lånt på biblioteket, 389 sider

I en nordlig forstad til Sidney trækker hændelser i forskellige familier tråde til hinanden. Der er hemmeligheder, sorg, kærlighed og lidt for mange “gåseøjne”. Familien Fitzpatrick er en helt perfekt familie med far John-Paul (som er lækker, of course), mor Cecilia, der både formår at holde hjemmet skinnede, køre de tre døtre i øst og vest, hente gymnastiktøj, fylde fryseren, deale med svigermor og sælge en hulens masse Tubberware. Eller det vil sige, næste perfekt, for en dag finder Cecilia ved en fejl en kuvert fra John-Paul med påskriften “Må kun åbnes i tilfælde af min død”. Særligt i starten gik de mange “gåseøjne” og forsøget med sjove, rappe replikker mig på – og jeg overvejede faktisk at lade være med at læse videre og finde en anden bog. Selvom jeg ikke som sådan vil kalde bogen dårlig, og selvom jeg blev påvirket af visse af hændelserne, så forblev bogen sådan lidt ligegyldig og flad. Der er ikke tale om nogen stor læseoplevelse, eller et fantastisk udtænkt plot. Måske den kan gå an som strandbog til sommer, men den får ikke den store anbefaling med herfra.

Read Full Post »

IMG_0233

Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, udgivet på Gyldendal 2013, 312 trykte sider, læst som e-bog på Mofibo

Dig og mig ved daggry er en ungdomsbog om at blive forelsket, at elske, om at miste og om at dø. For det gør de, Liam og Louise, og det er sådan bogen starter, med at de bliver hevet op af Limfjorden lænket sammen af håndjern. Louise har bare ikke helt forladt denne verden endnu og post mortem fortæller hun sin historie samtidig med at den afdækkes for hendes efterladte – der ikke er klar over at hun svæver rundt og iagttager dem.

Jeg var klar over, at jeg skulle læse denne her bog på et tidspunkt, med alle de rosende ord, den har fået med på vejen – men Ibens totalt sjove og anderledes anmeldelse fik mig til at gribe ud efter den med det sammen.

Jeg var opslugt og fascineret – og skræmt! Oh dear, så skræmt, for det her er alt det man ikke ønsker for sine egne børn (selvom de stadig er små, it doesn’t matter, stadig skræmmende!). Det er svært at være teenager, det er svært at finde sig selv i verden og det gør det ikke nemmere, hvis man møder de forkerte mennesker, som får alt for stor indflydelse på ens identitetskabelse, sådan som det sker for Louise. Uanset hvor skræmt jeg bliver, så kan jeg dog heller ikke lade være med at være lidt irriteret på Louises naivitet – for nok siges det, at kærlighed gør blind, men at man også bliver uansvarligt naiv, det forstår jeg ikke til fulde. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at jeg selv som ung, ville have handlet som Louise – mine bremseklodser og min fornuft ville være sat ind, det føler jeg mig ret overbevidst om – og det trøster mig en del på mit afkoms vegne 😉

Naivitet eller ej, bogen er fabelagtig og et must-read. En varm anbefaling herfra.

Read Full Post »