The Princess Bride af William Goldman, denne version udgivet 2007 af Harcourt indeholder 25th + 30th anniversary introduction, 414 sider, læst med læseklubben, 3/5 stjerner
Jeg ved ikke præcist, hvad jeg havde forventet, men helt klart ikke det jeg fik. The Princess Bride er en pudsig fortælling om fortællingen, hvor det udenom er en lige så stor del af selve bogen som selve historien. Det er et fint greb, man bliver nysgerrig og ja, jeg blev helt klart nødt til at google, om ham der Morgenstern, der eftersigende har oprindeligt har skrevet bogen, rent faktisk var ægte eller ej.
Når det så er sagt, så var jeg ikke sådan helt solgt på bogen. Det er fantasy, den er så rost, det burde være et godt tegn. Jeg skulle lige vende mig til den ironiske distance, til såvel “Morgensterns” ironi som Goldmans. Derudover så er der selve historien, hvor skal jeg begynde? Buttercup – omg, hun er så dum. Westly – hvorfor i alverden gider han ha’ hende? Og i det hele taget, så bliver det hele lidt for nemt. Hver gang der kommer en knibe, så har Goldman en vej ud, en ikke særlig opfindsom vej, eller logisk, eller i det hele taget noget, der bliver forklaret, så det hænger sammen med historien – han trækker bare endnu en kanin op af hatten, så at sige. Når der ikke findes nogle regler, og de regler man selv finder på heller ikke gælder, så er det bare for letkøbt efter min smag.
Hvad er jeres forhold til The Princess Bride?
trolderier 
Jeg har det som dig – den bog var noget helt andet, end jeg forventede – og desværre ikke på den gode måde. Jeg var utrolig irriteret over rammefortællingen (nu hader jeg også generelt fodnoter i skønlitteratur), og i det hele taget følte jeg mig snydt for den gode læseoplevelse, som andre havde fået.
Mvh.
Den lille Bogblog
Det er godt at høre! Fra nu af må det være en bog, der deler vandene – det er vist mere sigende 😉
Jeg elsker, elsker, elsker den! Den er simpelthen så fin og morsom. Jeg læste den som en parodisering af den klassiske eventyr- og kærlighedshistorie, hvir det er meningen at Buttercuo skal være lidt uudholdenlig og Westly lidt for klassisk modig. Det hele er lidt for meget, og alligevel helt rigtigt.
Jeg elsker, elsker, elsker den! Den er simpelthen så fin og morsom. Jeg læste den som en parodisering af den klassiske eventyr- og kærlighedshistorie, hvir det er meningen at Buttercuo skal være lidt uudholdenlig og Westly lidt for klassisk modig. Det hele er lidt for meget, og alligevel helt rigtigt. Bogen kan sagtens læse uden rammefortællingen i øvrigt.
Du har helt ret, det hele er lidt for meget. Jeg tror, måske, det havde været anderledes hvis jeg havde kendt den præmis på forhånd. Den ironiske distance kan jeg sagtens forholde mig til og The Zoo of Death i øvrigt også. Den er ret godt fundet på.
Jeg havde det fuldstændig lige som dig, jeg kan faktisk ikke engang huske om jeg overhovedet læste bogen færdig eller om jeg opgav den fordi jeg synes den var for tåbelig.
Jeg synes meget sådanne parodi-bøger/film afhænger meget af om man er i humor til det og om det er den slags humor der tiltaler en.
Ja, det har meget at sige, om man lige “orker” den humor. Det var en bog til læseklubben, men jeg tror nu, jeg havde læst den færdig uanset hvad.