Niceville af Kathryn Stockett (Originaltitel “The Help”, udgivet 2009)
Forlag: Cicero
Sideantal 408
Læst på dansk
Lånt på biblioteket
Jeg havde egentlig ikke lige tænkt over, at Niceville foregår i starten af 1960’erne, da jeg gik i gang med den. Men det passede ret perfekt med, at jeg lige har læst “Præsidentens Mand” om Kennedys præsidentperiode. Kennedy gik op i borgerrettigheder og man hører om konflikterne i syden efter den nye racelovs indførelse, og bl.a. om farvedes adgang til universitet sammen med hvide. Niceville skildrer lige præcis forholdene i syden under Kennedy – og helt ærligt, så virker det som om de to bøger tidsmæssigt foregår på helt forskellige tidspunkter. Alt virker så gammeldags i Niceville, hvilket det jo sådan set også er, og det er tankevækkende at de rent faktisk begge to omhandler 1960’ernes USA. Men det giver rent faktisk også en ret interessant vinkel på bogen “Præsidentens Mand” – og en mere nuanceret forståelse af forskellen med nord og syd og de udfordringer Kennedy har stået overfor. Det skal dog ikke kun handle om “Præsidentens Mand”, men Niceville – som er en dejlig bog. Der er et godt “flow” i bogen, hvor der skiftes mellem tre fortællere. En hvid kvinde og to farvede kvinder. Historien er lettilgængelig (og det er altså på ingenmåde nødvendigt at læse “Præsidentens Mand” også – jeg synes bare det er interessant, jeg lige har læst dem i forlængelse af hinanden… ved en tilfældighed) – anyway, lettilgængelig og med en god historie med en fin fremdrift og udvikling.
Der er mange henvisninger til “To Kill A Mockingbird” i Niceville og da jeg har den liggende på mit natbord (ja, den ligger der rent faktisk bare), så fik jeg helt vildt meget lyst til at gå i gang med den lige så snart, jeg lukkede sidste side i Niceville. Meeen jeg har så mange bøger hjemme fra biblioteket i øjeblikket, som skal læses inden min egen bogreol står for skud igen, det er reserverede bøger – så jeg er under tidspres. Læs læs læs… ja, læs endelig Niceville – det er en skøn bog!
Ja, jeg synes også rigtig godt om fortællingen. Meget letlæselig med et godt flow 🙂
Præcis! 🙂
Niceville er netop en god bog og i et lettilgængeligt sprog! Jeg ville bare ønske, jeg ikke havde set filmen først. Det ødelagde det nok lidt for mig.
Er det rigtigt? Altså, jeg har godt nok ikke set filmen, men sværger altid til at læse bogen først.
Hov, haha, kan se vi er enige – bog før film! 😉
[…] blev det tid til endelig at få læst “Niceville” af Kathryn Stockett, også en rigtig god bog – og som passede meget godt ind som modstykke […]