trolderier

Erindringer Barndom * Ungdom af Tove Ditlevsen (Bogen kan også lånes på biblioteket under titlen “Det tidlige forår”)
Udgivet 1971 (oprindeligt 1967)
Forlag: Gyldendals Bogklub
Sideantal 211
Lånt i Mors bogskab

Klaus Rifbjerg siger det så fint på bogens omslag, når han beskriver Tove Ditlevsens talent:

“Hun kan tale om barske sager, fuldskab, tidlig mistet uskyld, brutalitet og sygdom, men der er i selve stemmeføringen en melankolsk sløring, som får tingene til at leve i et særligt lys. Hendes barndom, som den skildres her og før er skildret fiktivt, var ikke “lykkelig”, alligevel sidder læseren med en følelse af rigdom og ømhed.”

Meget rammene og formuleret af Rifbjerg som jeg ikke selv formår at udtrykke mig. Det passer bare virkelig godt til Ditlevsens skrivestil.

Jeg har jo nok lidt et crush på Ditlevsen for tiden, jeg er virkelig fanget af hendes univers – jeg synes, hun kan noget helt exceptionelt med det danske sprog. Jeg har plukket nogle fine citater ud mens jeg læste, og selvom de er gode, så kommer de bare bedre til deres ret, når de læses i deres rette kontekst, men I skal ikke snydes:

“Jeg ved, at hvert menneske har sin sandhed ligesom hvert barn har sin barndom. Min mors sandhed er helt anderledes end min fars sandhed, men det er lige så indlysende, som at han har brune øjne, mens hendes er blå.” (s. 19)

“Det er så mærkeligt, at min mor aldrig har opdaget, når jeg lyver. Til gengæld tror hun næsten aldrig på en sandhed.” (s. 56)

“Jeg var begyndt at tænke meget på døden, og jeg tænkte på den som på en ven. Jeg bildte mig ind, at jeg gerne ville dø,…” (s. 59)

“Jeg står og ser efter ham, så langt mit blik kan følge ham. Jeg synes altid, jeg må sige farvel til alle mænd og stå og stirre efter deres ryg og høre deres skridt fortabe sig i mørket.” (s. 192)

Ditlevsens Erindringer kommer tidsmæssigt før Gift, som jeg læste i februar. Erindringernes første del handler om barndommen på Vesterbro, om den lille lejlighed med forældrene og storebroderen, baggården, veninder og originalerne i nabolaget. Og så handler det også om, at Ditlevsen begynder at skrive digte. I bogens anden del, Ungdom, er Ditlevsen færdig med skolen og kommer ud i sin første plads, som hun ikke holder på længe – og vi følger hendes forskellige jobs og stræben efter at nå det 18. år så hun endelig kan flytte hjemmefra, de første erfaringer med drenge, og ambitionen om at udgive sine digte.

Jeg fandt bogen på min mors boghylde og jeg synes, det er noget så hyggeligt med sådanne bogfund (eller boglån) og den har en del år på bagen efterhånden…

Jeg er begejstret for denne bog – og jeg kan godt afsløre, at det ikke bliver min sidste Ditlevsen bog i denne måned.