trolderier

“I boghandlen i Rue de Maubeuge kunne Lucile tilbringe timer i afdelingen med børnebøger. Til sidst valgte hun en bog, som hun stak under armen, knappede frakken og sagde farvel til damen med et kæmpesmil efter først at have sagt til hende, at der desværre ikke var noget, der kunne friste.”

Alt må vige for natten af Delphine de Vigan (oversat fra fransk efter “Rien ne s’oppose à la nuit” 2011)
Forlag People’s Press
Udgivet 2013
Sideantal 337
Lånt på biblioteket

Alt må vige for natten er Delphine de Vigans forsøg på at komme tættere på sin mor, at forstå hende bedre. Min frygt, og muligvis grunden til, jeg ikke har læst bogen før nu, er, at jeg frygtede det var endnu en af de her “mor”-bøger, hvor forfatteren fortæller om sin forfærdelige barndom – og det orkede jeg ikke rigtigt. Heldigvis blev min frygt gjort til skamme – den her bog er helt anderledes!

Bogen er delt op i 3 dele, første del er skrevet i 3. person og beskriver Luciles (moderens) barndom, 2. del er skrevet i jeg-form og handler om Delphines liv(altså forfatterens)  efter forældrenes skilsmisse og 3. del kan man kalde voksenlivet, Luciles liv efter børnene er flyttet væk og blevet store. Kapitlerne veksler mellem historien og en form for “bagom historien”, hvor man hører om tilblivelsen af historien – hvorfor Delphine skriver, hvordan hun griber historien an, hendes valg og fravalg, tanker og overvejelser.

“Hvad enten det er med største forsigtighed eller for fuldt tryk, så er det at nærme sig Lucile også at nærme sig de andre, de levende, med risiko for at fjerne mig fra dem.”

Jeg synes, Delphine skriver meget sobert og hun lader det helt klart fremgå, at nogle af de ting der insinueres er hendes måde at tolke og forstå sin mors historie på, men at hun ikke har 100 % konkrete beviser for, at det rent faktisk også er sådan virkeligheden var. Historien er stykket sammen af fortællinger fra familie, venner, søsteren, moderens efterladte skriverier, morfarens indtalte historie på kassettebånd og lign. og naturligvis hendes egne erindringer.

“Manon fortalte mig den anden dag, at der var mange (blandt andre vores far og vores bror), der har spurgt hende, om hun synes, det er i orden, at jeg skriver om Lucile, om det ikke gjorde hende bange, generede hende – og hvad ved jeg. Manon svarede, at bogen ville afspejle den måde, jeg opfattede tingene på, at det var min egen sag, og at det ikke kom andre ved, på samme måde som Violette havde sagt til mig, at hun glædede sig til at læse om min Lucile.”

Jeg havde én fornemmelse af bogen, da jeg havde læst 1. del og så en helt anden da jeg begyndte læsningen af del 2. Jeg opfattede det som meget idyllerisk og som en harmonisk familie, men det var alt andet en idyl og harmoni, der kom til at præge resten af min læsning af bogen.

Jeg fik frygtelig meget lyst til at læse mere af Delphine de Vigan efter endt læsning af Alt må vige for natten, og det betragter jeg som en anbefaling!

Har I læst andre værker af Delphine de Vigan – og kan de anbefales?