trolderier

“Du kan måske spørge min mor,” fortsætter pigen, “hun snakker meget med de gamle på plejehjemmet, hvor hun gør rent. Hun ved tit de underligste ting om folk. Hun kommer til begravelsen, altså hvis hun kan få fri. Hun har spurgt, om jeg vil med. Det gør jeg nok. Så meget sker der jo heller ikke heroppe, vel?”

Og sådan blev det af Maren Uthaug, udgivet af Lindhardt og Ringhof 2013, sideantal 206, lånt på biblioteket

Nena må have smittet mig med sin entusiasme for Maren Uthaug. Jeg tror i hvert fald, det var derfor bogen kom med min hjem fra biblioteket en dag, jeg havde lokket mig familien med derop. Den stod bare der på hylden og var så fin og gul.

Det gør nu bestemt heller ikke noget, den kom med hjem. Det er en fin, underfundig bog om misforstået kærlighed, misforstået omsorg og det smerter at læse om et misforstået barn. Jeg fik en stor trang til at ruske “den onde” stedmor, mine tæer krummede sig sammen – gud, hvor er hun irriterende, og måske i virkeligheden det største barn i fortællingen.

Bogen handler om Risten, der bor med sin samiske mor og norske far langt mod nord. Da forældrene går fra hinanden flytter Risten med sin far til Sønderjylland og kommer nu til at hedde Kirsten. De flytter ind hos Grethe, der netop har modtaget en flok vietnamesiske bådflygtninge, der nu bor i kælderen. Kirsten knytter sig i sin ensomhed til drengen Niels og de to lever i deres helt egen verden. De voksne har ingen en anelse om, hvad der foregår i deres ensomme fællesskab, hvor fantasien får frit løb.

I sit voksenliv genser Risten sin mor og sit samiske barndomshjem helt oppe i Nordnorge, og det bliver naturligvis et møde, der på ingenmåde bliver som forventet.

Bogen er letlæst, men dyb og slet ikke som forventet. Den får en anbefaling med på vejen af mig.