trolderier

“Men almindelige mennesker er ikke som os! Almindelige mennesker er i deres følelsers vold! Almindelige mennesker er drevet af lyst og tilbøjeligheder, disse værdier vil blomstre. Og de er farlige, de er forførende, de er kortsynede og overfladiske, de fører til dovenskab, slaphed og misundelse! Det er ikke nødvendigt at sige, at de ikke må vinde indpas i familien Bruchfontaine!”

Familien Bruchfontaine af Keld Conradsen, udgivet i 2014 på forlaget Modtryk, 344 sider, lånt på biblioteket

Otto Bruchfontaine er tysker, har kæmpet i den tyskehær i Afrika.  Da 1. verdenskrig slutter, og han som krigsfange skal oplyse sin herkomst, fortæller han, at han stammer fra Egernsund – der netop igen er blevet dansk efter Genforeningen. I Afrika har Otto fået næse for forretning, og i Egernsund beslutter han, at han vil starte sin egen. Han gifter sig med teglværksejerens datter, Dagmar, og sammen starter de et forretningsimperium og  et familieimperium ligeså.

Der er lagt op til en helt skøn familiekrønike, hvor flere generationers liv udfolder sig – og selvom jeg egentlig meget godt kan lide bogen, så synes jeg desværre også, at Conradsen falder lidt igennem. I bøger som Guillous serie om Det Store Århundrede og Folletts Centry-trilogi blev fortællingens personer levende for mig, det gør de ikke på samme måde her. Måske er det ikke fair at sammenligne store, tykke bøger og lange serier med en familiekrønike på knap 350 sider – på den anden side vil Conradsen ligeså meget og jeg synes langt hen ad vejen, der er et rigtig godt potientiale for en interessant bog. Manglerne i min optik er, som nævnt, at personerne ikke bliver levende – jeg tror ikke helt på dem, en del af handlingen går enormt hurtigt, og der skøjtes henover det – så vi kan nå til “den egentlige hovedperson”, Valdemar, der er tredjegeneration af Bruchfontaine. Med Valdemar lykkedes det i glimt at skabe en “rigtig” person, men der er også noget forceret og utroværdigt over hans person. Derudover fandt jeg nogle af handlingerne i bogen besynderlige – og nogle af personernes handlemønster og tankegang koldt – men det sidste er måske bare mig, for der findes (sikkert) mennesker, der sætter deres forretning og den “samlede” familie højere end det enkelte familiemedlem. Særligt besynderlig og egentlig temmelig utroværdig finder jeg slutningen, jeg kan naturligvis ikke sige præcis hvorfor, så røber jeg jo det hele – men jeg kan bare ikke forestille mig, det vil være en naturlig reaktion.

Hvorom alting er, så er der potientiale for en rigtig, god familiekrønike, som jeg tror kunne være fortalt bedre på flere sider – der bliver skøjtet henover mange episoder, der er mange personer, og det er ikke muligt at komme nok ind under huden på dem, på det relativt korte sideantal. Selvom slutningen ikke falder i min smag, kan jeg godt se, at Conradsen binder en form for sløjfe om fortællingen – jeg synes blot ikke, det er troværdigt. Jeg tror dog virkelig, jeg ville kunne være blevet blæst helt væk, hvis bare handlingen og personerne havde haft flere sider at udfolde sig på – så tror jeg godt, jeg kunne se bort fra små irriterende momenter som spørgsmål ala “Hvad følte Otte ved Y’s xxx?” “Vidste han det selv?” “Følte han andet end…. (bla bla)?” “Hvad lavede Y på gaden kl ti om aftenen?” “Hvorfor havde… (bla bla)?” (Ja, altså, jeg har skrevet lidt om i spørgsmålene, der står hverken Y, xxx eller bla bla i bogen – men jeg vil ikke røbe noget, vel!) – og de nævnte spørgsmål kommer ud i en køre i et afsnit og det er bare irriterende.

Jeg kan ikke få mig selv til at sige, jeg ikke kan lide bogen – det ville langt fra være sandt. Jeg kan se dens mangler, jeg kan se dens potientiale og jeg kan ærger mig over, potientialet ikke bliver grebet og omsat til en helt forrygende familiekrønike.