Dig og mig ved daggry af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved, udgivet på Gyldendal 2013, 312 trykte sider, læst som e-bog på Mofibo
Dig og mig ved daggry er en ungdomsbog om at blive forelsket, at elske, om at miste og om at dø. For det gør de, Liam og Louise, og det er sådan bogen starter, med at de bliver hevet op af Limfjorden lænket sammen af håndjern. Louise har bare ikke helt forladt denne verden endnu og post mortem fortæller hun sin historie samtidig med at den afdækkes for hendes efterladte – der ikke er klar over at hun svæver rundt og iagttager dem.
Jeg var klar over, at jeg skulle læse denne her bog på et tidspunkt, med alle de rosende ord, den har fået med på vejen – men Ibens totalt sjove og anderledes anmeldelse fik mig til at gribe ud efter den med det sammen.
Jeg var opslugt og fascineret – og skræmt! Oh dear, så skræmt, for det her er alt det man ikke ønsker for sine egne børn (selvom de stadig er små, it doesn’t matter, stadig skræmmende!). Det er svært at være teenager, det er svært at finde sig selv i verden og det gør det ikke nemmere, hvis man møder de forkerte mennesker, som får alt for stor indflydelse på ens identitetskabelse, sådan som det sker for Louise. Uanset hvor skræmt jeg bliver, så kan jeg dog heller ikke lade være med at være lidt irriteret på Louises naivitet – for nok siges det, at kærlighed gør blind, men at man også bliver uansvarligt naiv, det forstår jeg ikke til fulde. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at jeg selv som ung, ville have handlet som Louise – mine bremseklodser og min fornuft ville være sat ind, det føler jeg mig ret overbevidst om – og det trøster mig en del på mit afkoms vegne 😉
Naivitet eller ej, bogen er fabelagtig og et must-read. En varm anbefaling herfra.
trolderier 
Hehe, jeg følte mig også virkelig nervøs for mine børn, da jeg læste den, men trøstede mig med, at jeg overhovedet ikke kan forestille mig, at mine unger skulle blive så karaktersvage og naive;-) Det var faktisk bogens største svaghed for mig; at Louise er så irriterende naiv (dum?), at det var meget svært helt at føle med hende. Jeg tror min væsentligste følelse, mens jeg læste den var frustration over, at hun da ikke bare løb hjem til sit eget trygge værelse og lod ham der drugdealer-idioten (som virkede meget usympatisk på mig og slet ikke var en, jeg kunne forstå, at man kan falde for) sejle i sin egen sø. Men jeg syntes nu den var meget god alligevel, måske fordi den fik vækker sådan nogle stærke følelser;-)
Den er stærk og derfor tror jeg også, at jeg kunne se gennem fingre med Louises karaktersvaghed (selvom det næsten er lige før det kan virke helt urealistisk, ved nærmere eftertanke) og blot lade mig “trøste” over, at det derfor alligevel ikke er helt så realistisk endda.
Åh, hvor jeg også krydser fingre for at mine børn er de stærke, der ikke bukker under for gruppepres og som aldrig kommer ud i noget med stoffer. En hver forælders mareridt.
Altså Mofibo er fantastisk 🙂 Jeg er klar til at lave en fanklub 😉
Mofibo er guldværd! 😉