“I menneskenes sjæle vokser vredens druer og svulmer op og bliver tunge til høst.”
Vredens druer af John Steinbeck (org. The Grapes of Wrath), udgivet første gang i 1939, denne udgave 1989 på forlaget Gyldendal, 513 sider, lånt af en veninde
Familien Joads jord bliver taget fra dem af “traktoren” og de søger derfor lykken i Californien sammen med hundredevis af andre familier. De bliver lokket af tilbud om arbejde med at plukke frugt og tjene gode penge. Rejsen til Californien fra Oklahoma er lang når man på liget af sin lastbil har pakket alle sine ejendele, bedsteforældre, unger og hund og for de penge man har solgt de resterende af sine ejendele skal nå helskindet. Frem til drømmen. Drømmen om et lille hvidt hus omgivet af appelsintræer.
Det er første gang, jeg læser Steinbeck, og på anbefaling af en veninde, der beskrev den som den bedste bog, hun havde læst, kastede jeg mig ivrigt over den. Det med anbefalinger er altid svært, det gav mig virkelig lyst til at læse bogen lige med det samme – på den anden side, er det svært ikke at have høje forventninger med sådan en anprisning. Og forventninger kan nemt briste, selvom de nedtones. Bogen var god, Steinbeck skriver godt og laver nogle interessante beskrivelser og betragtninger – og i al sin elendighed og i al mismodet – ja, så kunne jeg virkelig godt lide bogen. Jeg havde blot håbet på at få benene fejet væk under mig, og det er det farlige ved anbefalinger – de skyhøje forventninger. I øvrigt bliver jeg simpelthen nødt til at kommentere på slutningen, som jeg fandt højest besynderlig – jeg forstår godt meningen eller bevæggrunden men alligevel, så forstår jeg vitterligt ikke pointen.
Alt andet lige så er jeg ikke færdig med Steinbeck og jeg modtager gerne anbefalinger af, hvor jeg skal tage fat i hans forfatterskab næste gang.
trolderier 
Jeg var positivt overrasket over bogen. Jeg har læst en anden af Steinbecks bøger… kan desværre ikke huske titlen lige nu… men den fangede mig ikke lige så meget som ‘Vredens druer’
Mvh.
Den lille Bogblog
Jeg har kun læst to korte romaner af Steinbeck, hvoraf jeg fandt ‘Cannery row’ rigtig charmerende! Jeg har selv fået anbefalet ‘Øst for paradis’, som skulle være helt fantastisk 🙂
Jeg har faktisk gået og overvejet, om ikke Øst for Paradis skulle være den næste Steinbeck bog, så dejligt med en anbefaling af en anbefaling! 🙂
Ah, ja. Jeg husker også ‘Grapes of Wrath’ som en velskrevet, men også lidt rodet affære. Man sidder tilbage med meget blandede følelser.
Jeg synes faktisk, at Steinbecks kortere bøger er blandt hans bedste. ‘The Pearl’ er helt enestående og så fantastisk, og ‘Of Mice and Men’ er så barsk og så spot on. ‘East of Eden’ har jeg det lidt blandet med. Den var god, men den krøb aldrig under huden på mig på samme måde, som de to førnævnte gjorde.
The Pearl er helt klart skrevet på listen, efter den blændende anmeldelse, du gav den! Og jeg tror Of Mice and Men kommer på listen også 🙂
Jeg er helt tosset med denne bog – og faktisk især slutningen. Jeg synes, at Steinbecks pointer bliver så fint understreget ved den aller aller aller sidste scene. Jeg var helt overvældet da jeg læste den første gang. Det er nok min vildeste læseoplevelse.
Hvor er det interessant, jeg fik den også anbefalet af en veninde, der elskede den. Selvom den var god, så blev jeg simpelthen så overrasket over slutningen – jeg havde ikke lige set det komme. Jeg tror især, det er måden, pigens underfundige smil beskrives på der får filmen til at knække for mig (jeg kan simpelthen ikke lige komme i tanke om hendes navn) . Hvad er det ved slutningen, du så godt kan li’?