“Han åbnede døren ud mod haven og ledte hende ud. Det var en stor have, og der hang farvede lys rundt langs hækken. Op ad husmuren stod et halvramponeret skur, som Victor gik om bagved. Hun fulgte efter. Han lænede ryggen mod skuret og så på hende, mens han drak af sin øl. Det virkede lidt, som om han gerne ville have hende til at sige noget.”
Debut – noveller for unge af Sanne Munk Jensen m.fl., udgivet på Gyldendal i 2014, lånt på biblioteket, 181 sider
Novellesamlingen indeholder 8 noveller om den første gang. Og ja, det er en del år siden, jeg var målgruppen – men jeg faldt over bogen, da jeg ledte efter udgivelser af Sanne Munk Jensen (Dig og mig ved daggry, En dag skinner solen også på en hunds røv og Arangutang) og Glenn Ringtved (medforfatter til Dig og mig ved daggry).
Der er noveller af de to ovennævnte og derudover Johanne Algren, Jens Blendstrup, Kirsten Sonne Harild, Tomas Lagermand Lundme, Ida-Marie Rendtorff og Sanne Søndergaard. Novellerne er vidt forskellige, nogle er mere uskyldige end andre. Nogle er meget beskrivende, andre er lidt vel lyserøde.
Selvom det var Munk Jensen og Ringtved, der er skyld i, at jeg fandt bogen og havde lyst til læse den, så var det faktisk ikke deres noveller, jeg bedst kunne li’. Mine farvoritter er Sanne Søndergaard, Kirsten Sonne Harild og Ida-Marie Rendtorff. Jens Blendstrup skiller sig også ud, særligt på grund af sproget og de skæve personer.
Bogen er fin til målgruppen, og viser et varieret bud på, hvordan sex kan beskrives i ungdomslitteratur.
Skriv et svar