Jeg har læst ni bøger i august. Jeg er ikke på højde med mine vilde læsemåneder i maj (12 bøger) og juni (13 bøger), men ni bøger er helt klart tilfredsstillende.
1.
Månedens første bog er den helt fantastiske I Capture the Castle af Dodie Smith. Den er noget ganske særligt, og jeg er så glad for, jeg har fået læst den. En fin coming-of-age historie som jeg ikke kan anbefale nok. LÆS DEN!
2.
Månedens klassiker (omend jeg også vil mene ovenstående er en klassiker, så er den her det i hvert fald uden tvivl) Alice i Eventyrland & Gennem Spejlet af Lewis Carroll. Fortællingerne er helt tossede, på den gode måde forstås, og selvom jeg synes, det var interessant endelig at få læst værkerne, så tænker jeg, det bliver endnu mere berigende at kunne læse dem højt for mine børn på et tidspunkt.
3.
En rigtig interessant, og anderledes, læseoplevelse var e-bogen Nultid af Juli Zeh. Jeg kan godt li’ den slags bøger, der viser sig at være helt anderledes end forventet. Nu havde jeg sådan set ikke nogle forventninger til bogen, fordi jeg læste den uden at ane, hvad jeg gik ind til. MEN undervejs havde jeg det sådan og jeg prøvede at få hold på de forskellige beskrivelser af samme episoder. Der var helt klart en utroværdig fortæller i blandt.
4.
Envy af Anna Godbersen (The Luxe #3). Åh, de søde fortællinger fra New York omkring år 1900. Champange, kjoler, gentlemen og sladder. Det er skønt. Og forsiderne – åh åh! De får en indre prinsesse op i mig, jeg ikke anede fandtes.
5.
Voksen chick-litt sort of i månedens femte bog Verden er lille af Åsa Hellberg. Fin og let underholdning.
6.
Den meget omtalte debutroman HOMO Sapienne af grønlandske Niviaq Korneliussen. Jeg var en anelse skuffet, synes ikke helt den lever op til hypen – men jeg synes godt om, at Grønland markerer sig på den litterære bane.
7.
En dansk ungdomsbog, og endnu en god en af slagsen, var månedens syvende bog. Hul i hovedet af Nicole Boyle Rødtnes. Rigtig god, rigtig interessant og anderledes emne. Er man til YA, så er den her et must.
8.
Jeg afsluttede The Luxe-serien i august med Splendor af Anna Godbersen. Det er en god serie, når man trænger til lidt let læsning. Og flotte kjoler! Og New York. Og luksus!
9.
Jeg brød mig egentlig ikke så meget om månedens sidste bog. Det bliver for direkte og ulækkert – og hjerteskærende. Det er selvfølgelig Hvis jeg bliver af Gayle Forman, jeg taler om.
En rigtig god læsemåned, hvor I Capture the Castle helt udentvivl erobrer første pladsen. Jeg elsker den bog.
__________________________________________________________________________________________________________________
Har I læst nogle af ovenstående bøger? Hvilke gode bøger har I læst den seneste måned?
Skriv et svar