trolderier

“Men engang skød hun og Mellie genvej over en mark, og lige på den anden side lå en lille dal, hvor de nyudsprungne balsampopler lod morgenlyset slippe igennem, og de friske bregner og det nye græs var helt skinnende af det, Om nogle dage ville det være en dal af skygger, men den dag var der kun antydninger af skygge, og lyset blomstrede mælkebøtte gult i alt det grønne. Når man ser noget som det, ligner det ikke noget, man nogen sinde har set tidligere. Hun og Mellie hviskede. Det skulle være deres dal. De ville finde på et hemmeligt navn til den. Kort efter hørte de Doane kalde, og de måtte forlade den, og det føltes som et brudt løfte, da de gjorde det.”

Lila af Marilynne Robinson (Gilead #3), originalsproget er engelsk, udgivet 2014 på Gyldendal, lånt på biblioteket, 261 sider

Lila er kommet til Gilead, tilfældigt, hun er hjemløs og Gilead er blot endnu en lille by, hun regner med at forlade hurtigt igen. Det er i hvert fald hendes hensigt. Hun finder et skur uden for byen, hvor hun kan bo indtil kulde og frost vil drive hende videre. Alting går dog ikke helt som forventet, for en dag søger hun ly for regnen i kirken og møder den ældre præst, John Ames. De ender med at gifte sig med hinanden, og er på sin vis et umage par. De gør sig dog begge mange tanker om livet, og Lilas liv ændre sig fra et omflakkende, usikkert liv til et liv som præstefrue med en tryk base, i rolige omgivelser i et rigtigt hus. Sideløbende med nutiden i Gilead hører vi om Lilas fortid, hun gør sig mange tanker om sit tidligere liv, sin barndom med kvinden Doll, som har taget hende fra et kummerligt hus, om årene med Doane og hans flok, om horehuse, biografer, kærlighed, usikkerhed og om at blive mor. Om aldrig helt at turde stole på sikkerheden, og om at være stærk nok og have vilje til at klare sig selv. Som i den første bog i serien, Gilead, så er Lila et sprudlende, filosofisk, verdensklogt, tankevækkende værk. En dyb historie forfattet på smukkeste vis. Marilynne Robinson kan virkelig trylle med sproget, det er enkelt, men så smukt og ydmygt. I min optik kunne hun godt have undladt den midterste bog, Hjemme, den er sprogligt, slet ikke på højde med de to andre bøger, den når dem end ikke til sokkeholderen.

En lidt pudsig detalje er, at Hjemme er at finde i 1001 bøger du skal læse før du dør. Fejlcast, det skulle have været Gilead, havde jeg kunnet bestemme.

Snyd ikke dig selv for en smuk læseoplevelse, Marilynne Robinson er et meget interessant bekendtskab. Det er tydeligt at mærke, at hun er et vidende menneske – hendes bøger emmer af livsfilosofi, religiøseovervejelser og menneskelige relationer.