“Selv om jeg ikke tror på Gud, overtalte jeg sidste år mor til at lade mig deltage i det katolske kirkekor i byen, bare så jeg kunne synge Mozarts Kyrie til påske. Jeg kan ikke rigtig synge, men det er sådan, at hvis man lukker øjnene, når man synger på latin, og stiller sig helt omme bagved og samtidig holder en hånd ind mod den kolde stenmur, så kan man lade, som om man er i Middelalderen. Det var derfor, jeg gjorde det. Det var det, jeg var med for.”
Lad ulvene komme af Carol Rifka Brunt (org.titel “Tell the Wolves I’m Home”), udgivet af Lindhardt og Ringhof i 2015 (org. 2012), bogen er modtaget som anmeldereksemplar af Lindhardt og Ringhof, 430 sider
1987 i en forstad til New York bor 14-årige June med sin mor, far og storesøster Greta. Junes fortrolige er onklen Finn, der dør af AIDS og lader June alene tilbage med en sorg, hun har svært ved at dele med nogen.
June står på kanten mellem barndom og ungdom. Hun har få venner, og føler sig helt alene efter Finns død. Junes mor og far er fraværende (de er revisorer, og det er regnskabsæson) og storesøster Greta og June er gledet fra hinanden. June ynder at opholde sig i skoven nær familiens hjem, hvor hun går ud og forsøger at forestille sig, at hun lever i Middelalderen, og en helt anden verden.
Der er flere ting om onkel Finn, June ikke har haft kendskab til, eller forstået, som efter hans død ligeså langsomt bliver klare for hende – og ændre på hendes forståelse af ham som person, og deres forhold. Det indvirker på hele familien, og rusker godt rundt i deres små hemmeligheder, opfattelse og holdninger.
Jeg synes, det er forfriskende med en bog, der foregår i en tid, hvor der ingen sociale medier og mobiltelefoner er. Det hele er lidt old school og det på trods, så er teenagefølelserne jo genkendelige. Uanset tidsperioden skal man som ungt menneske finde sig selv og sit ståsted, og sit mod.
Bogen giver også et billede af AIDS i en tid, hvor sygdommen stadig var omgæret med stor uvidenhed – og med ligeså stor dødelighed. Hvor homosexualitet og AIDS hænger uløseligt sammen. Når man læser bogen er det nemt at sidde retrospektivt og finde AIDS-hysteriet for ja, hysterisk, men man må jo huske at uvidenhed meget nemt kan skabe stor frygt.
Det er en utrolig fin bog, der på sart og enkeltvis skildrer en ung piges rejse ind i de voksnes rækker, hvordan sorgen er med til at modne hende og give hende et andet syn på tilværelsens mange muligheder. Smukt.
Den er nemlig så fin!
Den lyder bare så rørende 🙂 Skal helt sikkert læses på et tidspunkt 🙂