trolderier

“Det jeg hørte var ikke det de sagde. Ordene forandrede sig i luften og det som flød ind i mine ører var forurenet af de mest dødelige gifte.”

Byen jeg elskede af Nader Ebrahimi (oversat fra persisk efter “Bare digar, shahri ke dust midashtam” 1966), udgivet på forlaget Korridor i 2015, lånt på biblioteket, 108 sider

En kærlighedsroman, en lille filosofiperle, om to børns kærlighed til hinanden, til deres by og til livet. Hvordan det at blive voksen får barndommes verden til at bryde sammen, da disse er uforenelige størrelser.

Bogens opsætning illustrer tre forskellige bevidsthedsstadier. Teksten med den mindste grafik er børnenes uskyldige verden, teksten i mellemstørrelse er nøgternt fortællende og den største skrifttype illustrerer fortællerens retrospektive reflektion.

Det er en interessant tanke, omend noget forvirrende, da de forskellige skriftstørrelser fletter sig ud og ind af hinanden og end ikke tager hensyn til punktummer.

Jeg læste uden at lade mig “forstyrre” for meget af de forskellige skriftstørrelser, det gav for mange stop i min læsning, hvis jeg gang på gang skulle forholde mig til, hvorfor nogle ord i en sætning var skrevet med småt, andre med mellemstørrelse og helt tredje med stort. Der er et utal af smukke sætningskonstruktioner, små filosofiske og lyriske perler, i bogen – at man sidder åndeløs og uundgåeligt rammes af visdommen, og sandheden, i ordene.

Bogen har været nærmest kult siden den i 1966 udkom for første gang i Iran, og siden er den blevet genoptrykt 26 gange. Shekufe Tadayoni Heiberg har oversat bogen til dansk og illustreret den. Hun blev selv introduceret for bogen i Iran, da hun som 19-årig besøgte landet for at lære både sin familie og den persiske litteratur bedre at kende.

“At udholde sorg er lettere end at tigge om livets glæder. Det er nemmere for mennesket at dø end at skulle trygle om lov til at leve.”