Krummerne af Thøger Birkeland, udgivet første gang 1969, lytte som lydbog på Mofibo denne version indlæst i 2014 af Lars Thiesgaard, 2 t. 21 min.
Krummerne er indbegrebet af barndommens magi. Jeg har lyttet til Krummerne et utal af gang i min barndom, jeg har fået læst historierne højt og jeg har sågar selv læst dem.
Rikke mindede mig om Krummerne i et indlæg fornyligt, og da jeg så næsten samtidig så, at lydbogen lå på Mofibo, blev jeg glad. Historien var genkendelig, og det var så helt igennem hyggeligt at høre om Krumme igen – men lydbogen var desværre blevet genindlæst i 2014 af en anden oplæser end jeg husker fra mine kassettebånd. Nostalgien kunne altså ikke helt indfinde sig og bringe mig tilbage, for den “gamle” oplæser var indbegrebet af Krumme-lydbøgerne for mig. Jeg var, af flere grunde end blot de nostalgiske, ikke så begejstret for Lars Thiesgaards oplæsning – det klikkede simpelthen ikke for mig med hans meget hæse stemme.
Det var ikke helt den tur ned af memory lane, jeg havde håbet på, men for andre, der ikke har et så nært forhold til de gamle kassettebåndslydbøger som jeg, er det sikkert en god nok oplevelse. Af samme grund er jeg også lidt tilbageholdende med at lytte videre, for Stakkels Krumme ligger faktisk også som lydbog på Mofibo.
———————————————————————————————————————————————————
Hvordan har I det med barndommens bøger og lydbøger, kan I altid genfinde magien?
Hvor er det dejligt en gang i mellem lige at blive mindet om de gode gamle børnebøger. Jeg har to Krumme-bøger stående, som jeg købte for mange år tilbage, men jeg har faktisk aldrig læst dem. Det kunne da være hyggeligt 🙂 Måske jeg skal læse dem for mine yngste piger 🙂
Ja, gør det – de egner sig så godt til højtlæsning – og jeg mener, jeg læste et sted, at den (Krummerne) er helt ned fra ca. 7 år.