trolderier

“Kun det som glipper mellem fingrene, kun det som ikke finder ord, ikke har tanker, eksisterer helt og fuldt. Det er prisen for nærhed: Man ser den ikke. Ved ikke at den er der. Så er det forbi, så ser man den.”

Om efteråret (# 1) af Karl Ove Knausgård (oversat fra norsk efter “Om høsten”), udgivet 2015 på Lindhardt & Ringhof, modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget, 176 sider, 4/5 stjerner

Om efteråret er Karl Ove Knausgårds personlige encyklopædi til sit ufødte barn. Det er første del ud af fire og som titlen indikerer, bliver der taget udgangspunkt i årets gang. De tre efterårsmåneder, september, oktober og november, indledes hverisær med et brev til det ufødte barn. Bogen er smukt illusterert af Vanessa Baird. 

De små tekststykker handler om de små ting i det store billede. Fx under overskriften Frøer starter vi ved en tresårs fødselsdagsfest, som netop slutter, information der forsåvidt er irrelevant for det, Knausgård vil fortælle om frøerne, men Knausgårds linse starter blot lidt langt ude fra og zoomer så ind på det relevante – uden det forekommer som irrelevant information.

De fine illustrationer er en nydelse, som giver lyst til at bladre i bogen efterfølgende. Ordene har samme virkning på mig, giver mig lyst til at bladre igen og læse lidt hist og pist, for fremfor alt er det Knausgård, der tegner billeder med sine ord og som har fyldt min nethinde med alt fra stenfrøer, gummistøvler, kokonmennesker, fluer, termokander og jord. Jeg har ordbilleder i min hukommelse, som jeg ikke glemmer lige foreløbigt.

Knausgård skriver vitterligt om alt fra knapper til Flaubert og fra opkast til ensomhed. Selvom det er små, korte tekststykker er de dybe, følelsesfuld og tankevækkende. Knausgård har ordet i sin magt, men han har også noget på hjerte. Selvom han efter Min Kamp-bøgerne bebudede, at det var slut, så kan han tydeligvis ikke lade være med at lade sin pen flyde over af hverdagen, sit liv, sin familie og tak for det! Det er en oplevelse at læse Knausgårds ord.

“Selvom vi ikke er fæstet til jorden med rødder, men kan gå rundt oppe på den, er vi uløseligt forbundet med den, både gennem dens forvandlende evne som holder os oppe og ligesom skubber os rundt med sin kraft, og ved at den, når livet svinder og kraften ikke længere holder os oppe, trækker os ned mod sig, i en grusom sidste omfavnelse, før vi ikke bare bliver som den, men bliver den.”