Endelig kom jeg afsted til Arnold Buscks bogudsalg, hvor der ventede en skøn goodiebag til mig. Jeg osede selvfølgelig også rundt i butikken, og kunne sagtens have nappet flere bøger med hjem, men måtte lægge bånd på mig selv, da jeg synes stablen med ulæste bøger af den ene og anden slags er godt på vej til at vokse sig over hovedet på mig.
Forinden havde jeg nærstuderet udsalgskataloget, jeg mener virkelig nærstuderet det, for at udvælge de helt rigtige bøger, som Arnold Busck har været så helt igennem sød at forære mig sammen med lidt andre lækre sager, bl.a. en ultrafin notesbog med stofindbinding.
Det blev til Colum McCann Over Atlanten, som jeg virkelig glæder mig til at læse. Jeg husker hans Lad kun verden tumle sig, jeg læste for nogle år tilbage, som god. Den handler om Philippe Petit, der går på line mellem de to World Trade tårne, og flere af de mennesker, der en morgen i 1974 forbløffede ser den lille mand gå den legendariske linegang højt oppe mellem tårnene. Historisk fiktion lader til at være McCanns specialitet og Over Atlanten handler da også om bl.a. de to piloter Alcock og Brown, der i 1919 for første gang flyver non-stop over Atlanterhavet til Irland.
Det blev også til Jonathan Franzen Længere væk, som er en samling essays, der handler om alt fra krybskytteri (jeg får associationer til Freedom!), skriveri og en savnet, afdød forfatterkollega.
Nicole Krauss Det store hus har jeg længe haft øje på. Der er noget, der bliver ved med at drage mig mod den fortælling, der centrer sig omkring et skrivebord, der brat bliver forladt af en ung chilensk digter, der forsvinder under Pinochets regime.
Har I været på udsalg? Fik I noget godt med hjem? Og har I måske læst nogen af ovenstående bøger?
Skønt med bogudsalg! 😀
Dejligt du fandt noget, du kunne lide!
Og hvor er den notesbog bare FIN!
Fantastisk bogfund! Jeg burde virkelig også læse lidt Jonathan Franzen – snart!