trolderier

“Jeg har ikke set sne siden 1977. Men nu ser jeg det tydeligt for mit indre blik: fnuggene, der hvirvler rundt i lyskeglen under en gadelampe. Som bittesmå tørrede blomster. Som millioner af insekter. Som engle, der stiger ned.”

Noget om Grace af Anthony Doerr (org. “About Grace”), udgivet på Politikens Forlag 2016 (org. 2004), modtaget som anmeldereksemplar af forlaget, 446 sider, 3/5 stjerner

Fra en bog om drømme til en anden. Det var mere eller mindre tilfældigt, at det lige var Noget om Grace, jeg tog fat på efter jeg havde læst om drømme i selskab med Maggie Stiefvater. Jeg havde ikke læst bag på bogen om Grace, så jeg anede faktisk ikke, at den også handlede om drømme.

Anthony Doerrs debutroman handler om David Winkler. Han er hydrolog og har forsket i sne, og har boet i Alaska hele sit liv. Winkler har drømme, som han som barn bliver bevidst om, bliver til virkelighed. Da han som voksen drømmer, han drukner sit nyfødte barn, rejser han langt væk af frygt for at gøre skade på barnet. Mange, mange år senere tager han tilbage til USA for at finde ud af, om det har gjort en forskel, at han rejste væk, om det har frelst hans barn.

Det er første gang, jeg læser noget af Doerr (jeg har endnu hans Alt det lys vi ikke ser til gode) og jeg må sige, at han skriver smukt. Han skriver vidende om is, sne, iskrystaller, natur, vand, insekter – helt igennem fascinerende. Der var virkelig mange fine og interessante passager i bogen.

“Hvis vandet ikke blev styret, hvis geologien stoppede, ville havene æde kontinenterne, og regnen ville fortære bjergene. På et tidspunkt ville vandet forvandle hele planeten til en glat, konturløs sfære. Der ville kun være et stort hav tilbage, omkring en meter dybt, over hele kloden. Så, uden noget mere at kaste sig over, nu hvor alle forhindringer og inddelinger var eroderet bort – ingen småsten tilbage, ingen strande at skylle op på, alle vandmolekyler i forbindelse med hinanden – ville vandet endelig afsløre, hvad der lå i dets molekylehjerte. Ville det blive liggende roligt og blankt? Eller ville det vende sig mod sig selv? Ville det kaste sig selv ud i masser af uvejr?”

Jeg blev blot så frygtelig irriteret på protagonisten, David Winkler, han er simpelthen så vattet. Han træffer irrationelle beslutninger, og jeg kan i mange tilfælde slet ikke identificere mig med hans valg. Jeg forstår dem ikke. Jeg havde lyst til at ruske op i ham. Det var ikke så meget hans fortjeneste, at jeg nød passager i bogen – det var særligt de smukke betragtninger af sne, natur og dyr, der fangede mig. Den måde de blev sat ind i en filosofisk kontekst, kunne jeg rigtig godt li’.